Don't Fall Inlove With Me

*DOCTOR WHO* Historie skrevet fra en Weeping Angel's synspunkt. Hvad sker der når en Weeping Angel bliver forelsket i en menneske dreng? Hvad gør hun, når han finder ud af, at hun ikke er som de andre statuer? Vil hun kunne leve resten af hendes lange liv, med at kigge på denne dreng uden så meget, som at røre ved ham?

2Likes
4Kommentarer
550Visninger
AA

3. Et halvt år fyldt med længsel


~Et halvt år. Et halvt år gik før jeg så ham igen. Hver nat havde jeg kigget op på himlen og ønsket at han ville komme tilbage. Når hans familie kom her og græd, undrede jeg mig over hvorfor han ikke var med dem. Den ene samtale. Jeg havde endelig kontakt med et andet væsen. Hele mit (1002 årige) liv havde jeg aldrig før oplevet kontakt på den måde. Aldrig forstået nogen på samme måde, som jeg forstod Dylan. Aldrig ønsket at se nogen glad igen, som jeg ønskede med Dylan. Der var nu gået et halvt år. Jeg formoder, at han blev skræmt af tanken om en talende statue. Eller tænkende. Det var jo mine tanker, han kunne høre. Hvordan det var gået til, ville nok forblive et mysterium. Det der overraskede mig mest, eftersom at han ikke havde været her i et halvt år – var at han gik direkte hen til mig, da han endelig kom tilbage. Lige forbi sin mors gravsted, uden så meget som at skænke et enkelt blik til det. Han så direkte på mig. Jeg kunne ikke læse hans blik. Det var meget ulæseligt. Han var nu helt henne ved mig. Han kiggede undskyldende op på mig.
”Du må virkelig undskylde, at jeg sagde det var dig… Jeg ved hvad du er nu… Jeg har mødt en kvinde. Hendes navn er Martha. Hun har fortalt mig alt om jer. Hun blev rædselsslagen, da jeg fortalte om det jeg havde oplevet med dig. Jeg forklarede hende at du ikke er som de andre.” Jeg kunne kun skimte hans skikkelse imellem mine fingre. Det var ret tydeligt, at han var frustreret. Jeg blev på en gang glad og bange. Han havde lige sagt, at han ikke var bange for mig. Tværtimod syntes han at jeg var speciel – ikke som de andre… Men hvem var denne kvinde?
Martha? tænkte jeg, i håb om at han stadig kunne høre det.
”Martha Jones. Jeg opsøgte hende for at finde ud af mere, om min mors pludselige forsvinding. Hun har rejst i tiden med en mand kaldet Doktoren.” Doktoren! Kunne det være den selv samme mand? Det var ham, der havde bragt mig hertil! Han fandt mig da jeg var en babyengel. Det vil sige for omkring 900 år siden. Han rørte naturligvis ikke ved mig, da han godt vidste hvad jeg var for en. I starten var han forsigtig, men da han ved et uheld kom til at blinke, opdagede han, at jeg ikke rykkede mig tættere på ham. Jeg ville ikke gøre ham fortræd. Han kom tættere på mig og så angsten i mit ansigt. Ensomheden. Han forstod mig. Han var også ensom og derfor tog han mig til sig. Naturligvis uden af røre mig, derfor brugte han sin TARDIS til at transportere mig til denne kirkegård. Her har jeg stået lige siden. En dag mødte han en pige og en dreng. Amy og Rory, er jeg ret sikker på at de hed. Det stod der i hvert fald på deres gravsten. Jeg så den tage dem. En anden Weeping Angel. Jeg så min ensomme ven, den eneste jeg nogensinde havde haft, knække sammen i gråd. Siden kom han ikke tilbage til den kirkegård.
Mødte du Doktoren? Tænkte jeg. Dylan kiggede forvirret på mig, som om han undrede sig over, at det var det jeg koncentrerede mig om.
”Nej… Men det er ikke pointen. Jeg ved hvad du er. Jeg ved at jeg ikke kan røre dig og jeg ved at hvis jeg gør, sender du mig tilbage i tiden og jeg vil derfor for længst være død i dag.”
Stoler du på mig? Tænkte jeg. Jeg håbede for alt i verden at han sagde ja.
”Ja. Jeg ved ikke hvordan og jeg ved ikke hvorfor. Det gør jeg bare.” Han kiggede ned i jorden og bed sig i læben. Han så utrolig charmerende ud.
”Jeg tænkte på… Kan du hjælpe mig med noget?” Han kiggede op på mig igen. Hans øjne så spørgende og håbende på mig.
Med hvad? Tænkte jeg.
”At finde ud af hvilken tid, min mor er havnet i…” Jeg vidste godt, at han ville det her mere end noget andet. Jeg kunne fornemme det på ham.
Selvfølgelig, tænkte jeg. Jeg havde hele tiden ønsket, at han skulle se mit ansigt. 
Dylan vil du så gøre mig en tjeneste? Jeg mærkede at han tænkte over det.
”Selvfølgelig?” sagde han så.
Blink, tænkte jeg. Han blinkede og da han åbnede øjnene igen, havde jeg fjernet mine hænder fra ansigtet. Jeg smilede. Jeg kunne nu se ham helt klart. Hans smukke brune øjne og hans charmerende, lidt generte smil sagde det hele. Vi var et nu. Vi arbejdede sammen om noget. Jeg havde en ven. Et mål. En støtte. Jeg var glad, lykkelig.
”Så… Hvor skal jeg begynde?” Han smilede stadig og kiggede spørgende på mig.
Du er nød til at finde hendes gravsted. Tænkte jeg og ønskede at jeg kunne fjerne mit smil igen, da det ikke var et særlig godt tidspunkt i samtalen, men Dylan kiggede stadig på mig. Nu med er mere alvorligt blik.
”Okay…” sagde han og smilede svagt. Han gjorde sig klar til, at vende sig om og gå.
Lad det ikke tage ligeså lang tid, som sidste gang. Tænkte jeg. Han kiggede tilbage på mig og smilede troværdigt til mig.
”Det lover jeg.” Med de ord vendte han sig om og gik. Han forlod mig endnu en gang. Det gjorde mere ondt for hver gang. Især efter et halvt år fyldt med længsel. Længsel efter min ensomme ven. Min Dylan.




Så kom det 3. kapitel endelig ud. Jeg er ked af at der er gået så lang tid, men da jeg jo er på efterskole i øjeblikket har jeg ikke så meget tid til at skrive :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...