~You Were My Angel~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Færdig
Når hun smiler kan jeg ikke selv lade være med det. Når hun griner, er det en af mine yndlings lyde. Når hun rødmer. Når hun taler. Når hun blinker. Når hun trækker vejret. Alt hvad hun gør får mig til at smile. Hun er som sent fra himlen. En engel. Min engel. Jeg elsker hende. Han var mit menneske. Og jeg hans skytsengel. Men den her gang kunne jeg intet gøre. Det var ikke min beslutning. Og det var alt sammen min skyld. Jeg elsker ham. ** Jeg har tilmeldt mig Halo konkurrencen med den her movella**

3Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

7. Kapitel 6

Kapitel 6
-Alex p.o.v

 

Jeg havde tænkt mig at overraske Paige i skolen, men ikke med det helt store, eftersom hun ikke gad have særlig meget opmærksomhed. Men bare med en sød lille blomst. Vi havde kendt hinanden en måned i dag. Jeg havde købt en hvid blomst, den havde et svagt skær af lyserød i bladende. Og den mindede mig om hende. Helt fin og uskyldig.
Jeg ventede ved hendes skab på at hun skulle komme. Jeg stod med blomsten i den ene hånd og kiggede lidt rundt om efter hende. Hun plejede altid at være her lidt før tid, for at kunne nå at få sine bøger. Men hun var her ikke. Måske var hun bare kommet sent op. Klokken ringede og jeg gik mod mit eget skab lag forsigtigt blomsten, og gik så til time.
Vores lære, mrs. Ray råbte navne op men undlod Paige? Jeg ventede hele timen på Paige pludselig ville komme ind ad døren.. Men det gjorde hun ikke. Og før jeg vidste af det var klokken 15.00 og alle havde fri for skole. Jeg skulle til træning, og havde egentlig ikke nogen chance for at lede efter Paige.
Træning var hård, jeg kunne ikke koncentrer mig overhoved. Paige havde aldrig kommet det mindste forsent eller pjækket en dag, i al den tid jeg havde kendt hende. Dårlig argument.
Måske var hun bare blevet syg. 
Jeg gik hjem, ikke at det var det hårdeste. Men det føltes som en evighed. Vejene føltes længere end normalt, og jeg kunne ikke vente med at komme hjem. Min krop var smadret, mit hoved fyldt med tanker, og en skuffet følelse gnavede inden i. Lige nu ville jeg bare gerne hjem og sove. Få alt lidt på afstand.
Jeg låste døren op hjemme, smed min taske i gangen, og forsatte op på mit værelse. Jeg åbnede døren til mit værelse, og var hurtigt henne i min seng. Jeg lukkede øjne og slappede helt af.
En velkendt duft ramte mine næsebor. Jeg satte mig op i sengen og kiggede mod mit skrive bord. Jeg gik hen mod det og opdagede en konvolut ligge der. 

 

Til Alex.

Jeg kende den skrift. Det var fra Paige. Jeg åbnede den og foldede et papir ud.

Kære Alex,Vi har kendt hinanden en måned nu. Jeg er ked af jeg ikke kan være hos dig nu men han har forbudt det. Jeg burde heller ikke have skrevet brevet her. Men når du læser dette vil ingen kunne huske hvem jeg er, eller at de har mødt mig. Kun dig.
Jeg har fået et valg om at lade dig dø, og mine vinger revet af, eller lade alt dette ligge og forsvinde som jeg plejer. Jeg er ikke normal. Det ved du også godt. Jeg er Skytsengel, jeg var din. Alle mine opgaver er de samme, hjælp dem på rette vej. Men du fik mig i forbi farten, og jeg faldt. Jeg tog et valg og lod dig gå. Jeg skriver et brev, der kommer til at skabe mig problemer. Men jeg vidste at jeg ikke bare ville kunne lade dig gå. Men jeg ville heller ikke lade dig dø. For selv som engle er der regler. Og den ene er man ikke må forelske sig i et menneske, du ville dø og jeg ville få revet vingerne af. Intet af det er et kønt syn. Men jeg ved at det nok skal gå. Du vil komme videre, jeg ved ikke hvad der sker med mig men jeg klare den. Det gør jeg altid. Men jeg vil altid holde øje med dig, bare rolig. Du skal nok klare dig. Og måske en dag ses vi.
Din Paige.
Ps. Jeg elsker dig. Forevigt. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...