~You Were My Angel~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Færdig
Når hun smiler kan jeg ikke selv lade være med det. Når hun griner, er det en af mine yndlings lyde. Når hun rødmer. Når hun taler. Når hun blinker. Når hun trækker vejret. Alt hvad hun gør får mig til at smile. Hun er som sent fra himlen. En engel. Min engel. Jeg elsker hende. Han var mit menneske. Og jeg hans skytsengel. Men den her gang kunne jeg intet gøre. Det var ikke min beslutning. Og det var alt sammen min skyld. Jeg elsker ham. ** Jeg har tilmeldt mig Halo konkurrencen med den her movella**

3Likes
0Kommentarer
342Visninger
AA

6. Kapitel 5

Kapitel 5
-Paige p.o.v

 

Han var blevet glad. I skolen gik det godt. Hans forældre var blevet mere interesseret i hans liv. Hans venner jokede stadig rundt med ham. Men han virkede fuld af tanker, her på det seneste. Han sad tit hjemme og bare tænkte.
Jeg vidste udmærket hvad han tænkte på. Hvordan fandt jeg ham den dag han pjækkede? Hvordan kunne jeg bare dukke op hjemme hos ham inden han tog på ramperne? Det var en del af min beskrivelse. At holde ham fra åndsvage ting. Men det var gået galt den her gang. For første gang i mange år, har jeg dummet mig. Jeg er blevet fascineret. Hans være måde, hans smil, hans øjne, hans udstråling og personlighed.
Han var rasende på mig. Jeg havde gjort det så mange gange før, hvorfor skulle det her være anderledes? Jeg havde før bare pludselig været der og hjulpet på rette vej. Hvorfor skulle jeg ikke bare kunne forsvinde som før? 
Ligemeget hvor meget vi begge hade tanken, vidste vi godt hvorfor. Hvorfor det var anderledes denne her gang. Jeg var faldet. Og denne gang, var jeg fortabt. Alex, selv hans navn gav mig lysten til at smile. Jeg havde fortalt meget om mit gamle liv til ham, men bare som om det var nu. Jeg havde fortalt om min mor da hun døde, og min far der arbejde hele tiden. Jeg havde aldrig fortalt nogen om det som så. Jeg sukkede. Jeg havde snart kendt ham en måned. Og nu havde jeg havde fået et valg. At glemme det hele, og forsvinde som før, når vi havde kendt hinanden en måned. Eller han skulle dø, og jeg fik revet vingerne af. Han ville blive kendt i Underverden. Mennesket der fik en Engel til at synde. Han ville aldrig kunne komme til at opleve Himlen. Og jeg ville aldrig kunne fortælle ham hvad jeg er, eller hvad der vil ske. Han vil tro jeg er flyttet væk, måske give sig selv skylden, og så ville han komme videre. Jeg ville forblive hvor jeg er nu. Jeg ville kunne holde øje med ham. Se ham blive glad med en anden.
Tanken, var næsten ubærlig. Men jeg ville heller ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg lod ham dø. Jeg vidste jeg ikke havde andre valg end at lade ham gå. Jeg kunne ikke andet gøre, uden at såre os begge. Og alt hvad jeg havde fortalt ham var løgn. Han levede i en løgn hvis jeg forsatte.
Men jeg kunne ikke slippe ham. Jeg var egoistisk, og jeg kunne ikke tænke på andet end at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg valgte at forsætte. Jeg sukkede og satte mig på stolen ved bordet der var i lokalet. Jeg tog blyanten og begyndte at skrive på et papir. Jeg vidste jeg ikke måtte og sikkert ville blive straffet. Men det var det vær. Jeg kunne ikke bare forlade ham uden lige. Ikke efter jeg var faldet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...