~You Were My Angel~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Færdig
Når hun smiler kan jeg ikke selv lade være med det. Når hun griner, er det en af mine yndlings lyde. Når hun rødmer. Når hun taler. Når hun blinker. Når hun trækker vejret. Alt hvad hun gør får mig til at smile. Hun er som sent fra himlen. En engel. Min engel. Jeg elsker hende. Han var mit menneske. Og jeg hans skytsengel. Men den her gang kunne jeg intet gøre. Det var ikke min beslutning. Og det var alt sammen min skyld. Jeg elsker ham. ** Jeg har tilmeldt mig Halo konkurrencen med den her movella**

3Likes
0Kommentarer
349Visninger
AA

4. Kapitel 3

Kapitel 3

 

Efter jeg havde sagt jeg elskede hendes øjne var hun blevet mere tilbageholden. Det var næsten ikke til at holde ud. Før kunne hun kigge mig i øjnene uden problemer nu kunne hun knapt kigge på mig. Jeg vidste jeg måtte have sagt noget forkert men jeg vidste ikke hvad. Jeg mente hvad jeg havde sagt. Jeg mente altid alt hvad jeg sagde til hende. Jeg havde endnu ikke sagt noget jeg nogensinde ville fortryde til hende. Jeg var lige kommet ind på skolen grund og gik mod indgangen. Jeg gik ned til mit skab og låste det op. Jeg havde egentlig ikke lyst til at være i skole, jeg vidste hun var her og endnu engang ville ignorere mig og jeg fik det lige dårligt med mig selv hver gang hun gjorde. Klokken ringede ind til time, og alle elever på gangen begyndte at skynde sig for at nå til time. Jeg gad ikke. Jeg skulle have historie. Jeg sukkede, og smækkede hårdt skabet i. Jeg gik frustreret uden for. Jeg gik ned mod fodboldt banen. Der var nogen der havde idræt. Jeg satte mig op på tribunen, næsten helt oppe. Jeg sandt mobil og headset frem. Jeg satte musik på. Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage og nød bare at være alene. Eller det vil sige indtil nogen hev mit headset af mig. Jeg åbnede irriteret øjne. Paige.
"Burde du ikke være til historie? I stedet for at pjække." Spurgte hun, med et skuffet blik. Jeg fnyste bare.
"Så nu vil du gerne tale til mig? Efter du har ignoreret mig, i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg føler mig helt beæret." Sagde jeg ironisk. Jeg havde faktisk savnet hende utrolig meget. Men jeg ved ikke hvor det kom fra. Jeg følte mig svigtet. Hun havde fra den ene dag til den anden bare valgt at ignorere mig. Jeg gad ikke være hendes hundehvalp der bare kom løbende når hun kaldte.
"...Jeg har bare haft brug for noget tid alene. Til at tænke tingene igennem." Sagde hun undskyldende. Hun havde sat sig ved siden af mig, så jeg kiggede hen på hende.
"Kunne du i det mindste ikke sige det? Så kunne jeg havde været fri for al den skyldfølelse jeg har haft? Jeg har ikke tænkt på andet siden du begyndte at ignorere mig. Du er hele tiden i mine tanker! Hvad har jeg gjort galt? Hvordan skal jeg sige undskyld for at komplimentere hende? Jeg ville jo ikke mene det, for da jeg sagde at jeg elskede dine øjne mente jeg det.! Og det fandme ikke det eneste jeg elsker ved dig.! Når du griner, smiler, taler, bare kigger på mig! Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan ikke gøre for det." Jeg lag mit hoved ned i mine hænder.   
"Jeg kender den følelse. Det er ligesom om når du kigger på mig, ser du ikke andet. Det gør mig glad. Når du smiler, smiler jeg automatisk. Fordi jeg ved du er glad. Og om jeg så er den der gør dig glad er lige meget så længe du er glad." Sagde hun sørgmodigt. Jeg kiggede op fra mine hænder, og kiggede på hende. Hun smilede. Men hun var ikke glad. Jeg sukkede, rakte ud efter hendes hånd og tog den i mine. Jeg lod stille min tommelfinger glide hen over hendes håndryg.
"Det var ikke min mening at skulle blive sur på dig, før. Jeg følte mig fustreret. Jeg kan ikke lide når du ignorer mig, jeg får det helt dårligt." Sagde jeg undskyldende. Hun smilede blot til mig.
"Det er fint, jeg havde vist fortjent det." Sagde hun. Jeg trak en smule på skuldrene. Måske havde
jeg bare overreageret. Jeg rejste mig op, og det samme gjorde hun.
"Går du så til time nu?" Spurgte hun, og puffede mig blidt i siden. Jeg grinede og nikkede.
Vi gik begge til time. Det undrede mig egentlig lidt at hun vidste jeg pjækkede. Måske havde hun set mig gå den anden vej. Vi havde jo ikke time sammen nu. Først efter pausen. Hele timen kunne jeg ikke koncentrer mig om andet. Kun hende. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...