~You Were My Angel~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Færdig
Når hun smiler kan jeg ikke selv lade være med det. Når hun griner, er det en af mine yndlings lyde. Når hun rødmer. Når hun taler. Når hun blinker. Når hun trækker vejret. Alt hvad hun gør får mig til at smile. Hun er som sent fra himlen. En engel. Min engel. Jeg elsker hende. Han var mit menneske. Og jeg hans skytsengel. Men den her gang kunne jeg intet gøre. Det var ikke min beslutning. Og det var alt sammen min skyld. Jeg elsker ham. ** Jeg har tilmeldt mig Halo konkurrencen med den her movella**

3Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2

 

Følgene dage gik godt. Skole, træning, Paige, lektier, spise, sove, forfra. Og jeg var glad for den rytme. Paige og jeg havde været sammen de sidste par dage, hjemme hos mig, da hendes far ikke ville have folk rendende hjemme hos dem foreløbigt. Det var også fint med mig, jeg forstod det godt. Ikke hvordan det var at miste en man havde så kært, men at det ville tage tid. Tid at hele. Selvom Paige snakkede om sin mor smilede hun. Glæden i hendes øjne. Hun troede på det ikke var sidste gang de mødes. Og hun troede på at hun havde det godt. Så hun ville ikke sidde at græde som hun havde gjort før. Når hun snakkede om sin familie strålede hendes øjne altid. Det var sødt. Når man hørte om andre piger snakke om deres forældre var det måske om hvor uretfærdige de var, og at de ikke ønskede at se dem længere. Men Paige havde ikke noget valg længere. Hun kunne ikke se sin mor hver dag i virkeligheden, kun på billeder. Alligevel smilede hun altid. Hun var stærk. Hun holdte ved.
Vi var sammen nede i parken, på en legeplads hvor vi sad på gyngerne. Små børn løb rundt, og legede. Deres forældre sad ved bænkede et par meter fra selve legepladsen.
"Savner du hende?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun grinede svagt.
"Selvfølgelig gør jeg det. Jeg vil bare ikke fanges i datiden." Sagde hun og vi fik straks øjenkontakt. Jeg smilede automatisk. Hendes øjne havde en speciel gylden brun farve, som hendes briller fremhævede.
"Hvad er der? Du stirre." Spurgte hun med et lille grin. Jeg smilede varmt til hende.
"Jeg elsker dine øjne. De har en helt speciel farve." Sagde jeg. Hun kiggede den anden vej.
"Hey, det var ment godt." Sagde jeg da hun ikke ville kigge på mig.
"Jeg ved det. Tak." Mumlede hun kort. Jeg rejste mig fra gyngen og satte mig på hug foran hende. Hun ville stadig ikke kigge på mig. Da jeg tog fat om hendes hænder gav hun et svagt spjæt fra sig. Som om det var uventet jeg ville røre ved hende.
"Kig på mig.. Hvad sagde jeg forkert?" Det var lige før jeg ikke turde spørger. De fleste piger bliver sure hvis man ikke kan gætte hvad der galt. Men sammentidig vidste jeg Paige var anderledes.
"Jeg... Jeg ved det ikke." Sagde hun tvært. Jeg hævede et enkel øjenbryn i forvirring.
"Hvorfor vil du så ikke kigge på mig?.." Hun sukkede.
"Fordi jeg er bange.." Bange? Ikke lige hvad jeg havde forventet... en hvad havde jeg egentlig forventet?.. Hun kiggede ned på vores hænder. Mine holdte om hendes. Hun rykkede sin venstre hånd ud af mit greb, og holdte den op, så jeg kunne se hele hendes håndflade. Jeg smilede svagt og satte mig egen højre hånd mod hendes, så man kunne se forskellen. Hendes hud var helt fin, og hendes hånd en smule mindre end min. Jeg drejede min hånd en smule mod hendes, og lod mine fingere glide ned mellem hendes og lukke sig om hendes. Hun gjorde hurtigt det samme. Vi sagde ikke noget sad bare og kiggede på vores sammenflettede hånd. Jeg kiggede op på hendes ansigt. Hun havde en svagt rød farve i kinderne, og smilede. Hun var dybt optaget af tanker. Tanker jeg ville ønske jeg kendte til. Men når spurgte smilte hun bare hemmelighedsfuldt.  
Der var blevet helt stille om os, kun fugle der sang, blade der hvislede, de glade legende børn, og vores vejrtrækning kunne høres. Himlen var begyndt at blive mørk og skyerne lyserøde, fordi solen var ved at gå ned. Jeg trak stille min mobil frem og tjekkede klokken. 20.38. Allerede? Min mor havde også ringet, men min mobil havde været på lydløs. Jeg smilede op til Paige eftersom jeg stadig sad på hug foran hende.
"Klokken er mange. Skal jeg følge dig hjem?" Det var egentlig ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Det vidste hun også godt.
"Det må du gerne." Sagde hun og samlede sin taske op fra jorden. Jeg gjorde det samme. Vi var taget er ned efter skole. Vi begyndte stille at gå igen. Mod hendes hus. Vi gik i tavshed, ikke en ubehaglig, eller akavet. Bare stilhed.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...