~You Were My Angel~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2014
  • Opdateret: 22 aug. 2014
  • Status: Færdig
Når hun smiler kan jeg ikke selv lade være med det. Når hun griner, er det en af mine yndlings lyde. Når hun rødmer. Når hun taler. Når hun blinker. Når hun trækker vejret. Alt hvad hun gør får mig til at smile. Hun er som sent fra himlen. En engel. Min engel. Jeg elsker hende. Han var mit menneske. Og jeg hans skytsengel. Men den her gang kunne jeg intet gøre. Det var ikke min beslutning. Og det var alt sammen min skyld. Jeg elsker ham. ** Jeg har tilmeldt mig Halo konkurrencen med den her movella**

3Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1.

Hun sad for sig selv uden for ved bænkene, med en bog hun læste i. Hun sad helt stille. Rettede ind imellem sine briller eller spiste lidt af hendes mad. Jeg gik ud af døren, hen mod pigen. De fleste ville hade at sidde alene, men hun så ikke ud til at bekymre sig om det. Hun bladrede en enkel gang i bogen. Jeg satte min mad på bordet og fik hendes opmærksomhed.
"Hey, flotte briller. De klæder dig" Sagde jeg og smilede til hende. Hun kiggede lidt undrende på mig, men smilede dog tilbage. Jeg satte mig ned overfor hende.
"Tak." Sagde hun med et lille smil, og en svag rød farve i kinderne. Hun kiggede ned i sin bog.
"Hvorfor sidder du alene? De fleste ville dø, ved tanken." Sagde jeg med et grin. Hun kiggede op igen, og trak skødesløst på skuldrene.
"Jeg er ikke bange for at sidde alene. Det genere mig ikke, jeg kan godt lide at sidde i stilhed." Sagde hun med en svag hoved rysten. "De fleste ville nok elske at sidde og råbe op."
"Det har du nok ret i." Sagde jeg enig.
"Men hvorfor sidder du her og ikke ved dine venner?" Spurgte hun undrende.
"Fordi jeg vil lære dig at kende." Sagde jeg og smilede til hende. Hun gengældte det og rakte sin hånd frem. Jeg tog den.
"Okay. Jeg hedder Paige." Sagde hun med et lille grin i mundvigen.
"Alex"
 

Ingen forstod rigtigt hvad jeg så i hende. Hun var en nørd. Hun havde briller. Ikke særlig mange venner. Men vigtigst af alt, hun var ikke populær. Jeg havde lavet en aftale med Paige, vi skulle være sammen senere efter skole. Vi skulle læse lektier hos mig. Hun havde ikke virket direkte afvisende men stadig ikke så vild med det da drengene kom og forstyrrede efter følgende.
Vi gik hjem til mig da der ikke var så langt og hun ikke havde cykel med så jeg trak min ved siden af. Mine forældre var ikke hjemme da vi kom hjem, og jeg havde glemt min nøgle så vi var gået om i baghaven og lavet lektier. Vi havde grint meget, selvom vi skulle lave lektier. Hendes grin havde fanget mig. Fik mig helt til at smile.
Hun havde fortalt mig om sin familie. Hendes mor var død. Kræft i lungerne. Det var ikke så lang tid siden. Det var også en af grundene til hun kunne lide at sidde alene. Hun kunne tænke i fred, ingen til at forstyrre hende. Hendes far kunne hun næsten ikke genkende mere. Det var som om han gik i gennem en desperation. Han arbejde hele tiden for ikke at tænke på sin døde kone. Han gjorde sit bedste for Paige. Men han var selv ked af det, det var de begge. Men de holdte af hinanden. Så de gav det den tid det skulle have.
Da min mor endelig var kommet hjem, lå vi ude i græsset. Vi sagde ikke noget. Vi lå bare og slappede helt af i hinandens selvskab. Først da det begyndte at blive mørkt, gik vi ind. Paige spiste med.
Da vi blev færdig med at spise, sad vi lidt og snakkede derefter. Indtil klokken blev ni. Så skulle hun hjem. Jeg fuldt hende det meste af vejen. Faktisk hele vejen. Hun havde flere gange sagt jeg bare skulle tage hjem til min familie, og at hun nok skulle klare sig. Men jeg ville bare ikke lade hende gå. Selvom jeg ville se hende næste dag, var jeg bange for at det hele bare havde været en drøm. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...