Born to love you -Uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Tokiya er medlem af gruppen Starish. Han har det svært, for han er dybt forelsket i den smukke Nanamu Haruka, som også er gruppens sangskriver. Skal han holde sine følelser skjulte? eller skal han vise hende hvad han føler? Læs med og find ud af det

9Likes
17Kommentarer
534Visninger
AA

3. Starish House

Den næste morgen vågnede jeg meget tidligt, og kom i tøjet. Jeg ordnede min kuffert, så den var pakket. Ittoki sov stadig, og jeg ville ikke vække ham. Den var jo kun seks om morgen, så jeg ville lade ham sove lidt endnu. Jeg rettede min skjorte, og tog mine sko på. Jeg satte mig på min seng, og bandt mine snørebånd. Ittoki drejede sig, og faldt ud af sin seng, hvilket vækkede ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine over det. "Se heller at komme i tøjet Ittoki, vi skal være ude kl otte. Jeg går hen og vækker de andre" sagde jeg og gik ud af værelset. Jeg bankede på Ren og Masatos dør, for at vække dem. Men døren gik op, og begge var oppe og i tøj. "Har i pakket?" sagde jeg, og kløede mig faktisk overrasket i nakken. Jeg havde kort glemt, at Masato vågnede hver morgen kl fire, og at Ren vågnede kl fem. "Vi pakkede skam igår Tokiya, mens du fulgte Nanami over" sagde Masato. Jeg kløede mig i nakken, og gik hen for at vække Syo og Natuki. Men jeg kunne høre violin spil, så de to var også oppe. Jeg bankede dog stadig på, og døren gik op. "Er I klar?" sagde jeg, og tænkte på om man skulle gå hen og vække Nanami. "Vi er oppe Tokiya, tror jeg vi alle er" sagde Syo. Natsuki pakkede violinerne ned. Jeg nikkede, og prøvede at taste Nanamis nummer ind, og ringe hende op, men intet svar kom.

Jeg så på min telefon, og lagde den i lommen, og gik ud på gangen. Jeg så Nanamis røde mobil ligge på gulvet, så var det jo klart, at hun ikke svarede på den. Jeg tog min jakke, og ville gå der over. Da Nanami kom ind på gangen, hun så rundt som om hun ledte efter noget. Jeg gik hen til hende. "Nanami er det din mobil du leder efter? Jeg fandt den på gulvet" sagde jeg og gav hende den. Hun smilede. "Tak Tokiya, jeg kunne ikke finde den her til morgen" sagde hun. Jeg kunne se, at hun virkede gladere, og det glædet mig en del. "Vi andre har pakket til at tage afsted, har du?" sagde jeg blidt. Hun nikkede med et smil. "Jeg pakkede det hele, efter at du havde fuldt mig over igår" sagde hun. Jeg smilede, for så var vi alle nemlig klar.

Jeg tog mine kufferter, og hentede også Nanamis. Ren havde sørget for vi blev fragtet i en limousine, da vi jo var så mange, som vi nu engang var. Jeg lagde alle kufferterne i bagage rummet, og satte mig så ind. Nanami satte sig ind som den sidste, og satte sig ved siden af mig. Hun følte sig træt, og lænede sig op af mig, og faldt i søvn. Jeg så overrasket på hende, men smilede dog af det. Jeg så ud, men fornemmede lidt at de andre kiggede lidt. Jeg så på dem og smilede. "Hvad kigger I sådan over?" spurgte jeg blidt, og rettede Nanami lidt. Masato så på mig, og smilede. "Ikke andet end at dine kinder er røde Tokiya" sagde han. Jeg tog hurtigt min mobil, hvis glas var klart som et spejl. Jeg sank, da jeg så hvor røde mine kinder de var. "Det er privat, hvorfor jeg har røde kinder, og vil ikke snakke om det" sagde jeg. Nanami havde med et hoved på mit skød, og jeg så på hende. Jeg nussede hende i håret, og lagde min jakke over hende. Hun så nu sød ud, når hun sådan sov. Var jeg mon den eneste der lagde mærke til det, eller gjorde de andre også.

Da vi kom til Starish House, vækkede jeg Nanami. Hun gned sine øjne, og så på mig. "Vi er fremme Nanami" sagde jeg, og gik ud af limousinen, og gik bag i efter vores kufferter. Jeg tog både mine, og Nanamis op i mine arme, og bar dem indenfor. Nanami steg ud, og gik efter os andre. Jeg satte Nanamis kuffert ind på det værelse, som der skulle være hendes, og bar derefter min egen ind på det der skulle være mit. Det var godt vi alle havde hvert vores værelse, for så vækkede vi ikke hinanden. Jeg tog tøjet i min kuffert, og lagde det ind i skabet, og lagde bagefter den tomme kuffert op ovenpå skabet. Det var underligt, at vi ikke længere boede på skolen, at vi var færdig uddannet musikere. Jeg gik hen og tjekkede til Nanami, og så at hun ikke kunne få sin kuffert op på skabet. Hun stod endda helt på tæer, og kunne stadig ikke. Det fik mig til at smile, så jeg gik hen til hende, og gav hende et løft, så hun kunne ligge den der op. Hun rødmede overrasket, og fik den lagt oven på skabet. 

Hun gled forsigtigt ned i mine arme, og lagde sine arme om min hals. Jeg rødmede lidt over det, og bed mig i læben, men nu kunne jeg ikke holde mig tilbage længere, så jeg kyssede hende så på munden. Hun rødmede, men hun gengældte overraskende nok kysset. Jeg holdt hende tæt ind til mig, og kunne ikke fatte, at jeg faktisk kyssede med Nanami. "Nanami jeg troede ikke du ville gengælde kysset... for ser du... jeg elsker dig, og det har jeg gjort virkelig længe" sagde jeg og pustede lidt ud. Nu havde jeg endelig fortalt hende, hvad jeg følte, så nu måtte det briste eller bære. Hun rødmede en del, og lagde så hoved mod min brystkasse. Jeg mærkede hvordan hun tog fat i min skjorte. "Jeg elsker også dig Tokiya, siden første gang jeg hørte dig synge" sagde hun. Jeg smilede glad, tænk at hun også elskede mig. Men mon vi skulle sige det til de andre, eller holde det hemmeligt. Jeg så på Nanami, det var nok bedst at fortælle det, da jeg vidste Nanami havde det dårligt med at holde på hemmeligheder.

Nanami og jeg gik ud af hendes værelse, og vi fik samlet de andre. Jeg sank lidt nervøst, for nu skulle det fortælles. Nanami tog min hånd, og gav den et blidt klem. Ren så lidt underligt på os. "Hvorfor samler du os alle Tokiya?" spurgte han, og kørte sit hår væk fra ansigtet. "Fordi jeg vil fortælle jer en ting. Jeg elsker Nanami, og hun elsker mig. Jeg ved ikke hvordan I vil have det med det, men sådan er det. Om jeg så får slag og bank betyder intet, det vigtigeste for mig er Nanamis kærlighed" svarede jeg og sank, da jeg faktisk frygtede bank. Ren rejste sig op, og tog fat i min krave. Han stak mig en på skrinet, så jeg faldt af det. Jeg tørrede min læbe, som var begyndt at bløde af det. De andre rejste sig også, og jeg vidste nu ville jeg virkelig få bank. Men lige da de skulle til at slå, greb Nanami fat om mig, og holdt mig ind til sig. Hun græd over det, og knugede mig tæt til sig. "Hvordan kan I slå ham, bare fordi han fortæller jer hvad vi føler for hinanden! Jeg troede I var venner" græd hun. Jeg fik sat mig bedre op, og tog om hende for at trøste hende. Ren sukkede. "Vi giver ham bank, fordi han var så længe om at fortælle dig, hvad han følte. Vi andre har sku da vidst, at han var lun på dig længe Nanami. Men gud Tokiya tænk du skulle være så længe om at sige det" sagde Ren, og rakte mig hånden, så jeg kunne komme op at stå. Nanami rejste sig, og duppede min læbe med sit lommetørklæde. Det gjorde en anelse ondt, men jeg ville ikke bekymre hende mere af det.

Hun stilte sig ind i mine arme og græd, at jeg havde fået slag, havde virkelig skræmt hende. Jeg nussede hende i håret og kyssede hendes pande. Jeg så Rens blik, at han så meget ned. "Ren I blev jo overrasket, tænk ikke mere på det" sagde jeg. Han så på mig og nikkede, men man kunne se han havde dårlig samvittighed over det, da det havde fået Nanami til at græde. "Hvad med vi laver noget god mad i aften, og alle hygger med en god film eller sådan noget" sagde jeg blidt. Alle var enig om at det var en god ide. Nanami tog fat om min hals, og gav mit et stort kram. "Hvad med filmen fra jeres første optræden sammen" sagde hun med et sødt smil. "Det kan vi godt, det vil faktisk være sjovt at se" sagde Masato og Ittoki i kor. Ren nikkede, samt Syo og Natsuki. 

Masato og Ittoki gik ud i køkkenet for at lave snack. Syo og jeg fandt puder, eller rettere jeg faldt i dem, fordi Nanami sprang på min ryg. Vi grinede begge to, og Nanami lagde hoved mod min brystkasse. Jeg så på hende, og nussede hende i håret. De andre kom ind, og grinede af os, og smed et tæppe over os. "Skal I putte i puderne, eller skal vi se film" sagde Masato. "Lad nu turtelduerne" sagde Ren grinende. Jeg rødmede helt over det han sagde. 

Vi fik ikke set film i lang tid, før at Nanami sov som en sten op af mig. Jeg gabte og gned mine øjne. Ren løftede Nanami op, så jeg kunne komme op at stå. Da jeg var oppe, lagde han Nanami i mine arme igen. Jeg smilede, og bar hende ind på hendes værelse, og puttede hende. Jeg kyssede hendes pande, og hjalp derefter de andre med at rydde op. Men drengene sendte mig i seng og smilede. "Få sovet Tokiya, vi ordner det her" sagde Ren, og skød en pude på mig. Jeg smilede og gik ind på mit værelse, for at komme i seng. 

Jeg havde ikke lagt særlig længe, da jeg hørte min dør gå op. Jeg lagde min bog, og så mod døren. Nanami kom ind, og kom hen til mig. "Må jeg ligge hos dig?" spurgte hun meget rød over kinderne. Jeg rødmede over hende. Stod hun virkelig og spurgte om hun kunne sove med mig. Jeg sank og nikkede så. "Ja da Nanami, kom du bare" sagde jeg, og rykkede mig lidt. Hun lagde sig, og puttede sig ind i mine arme. Jeg lagde dynen over hende, og lagde så mine arme om hende. Der gik ikke særlig længe før vi begge sov. Den bedste dag i lang tid, var min sidste tanke enden jeg sov helt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...