Born to love you -Uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Tokiya er medlem af gruppen Starish. Han har det svært, for han er dybt forelsket i den smukke Nanamu Haruka, som også er gruppens sangskriver. Skal han holde sine følelser skjulte? eller skal han vise hende hvad han føler? Læs med og find ud af det

9Likes
17Kommentarer
536Visninger
AA

2. Sidste tid på skolen

Det var en kold vinter dag, jeg sad i vinduet og så ud på den triste regn. Drengene og jeg skulle øve på en af Nanamis sange, men Nanami var forsinket, hvilket jo faktisk var underligt. Da hun plejede at være der før os, så hvor mon hun blev af. Jeg hoppede ned af vinduet, og gik ud på gangen, for at se om jeg kunne finde hende. De andre gik med, på nær Syo, som sad med hoved over en spand. Jeg rystede lidt på hoved, og vi delte os op. Ren og Masato tog den nordlige del, Natsuki tog den østlige del, Ittoki tog den vestlige del, og jeg tog den sydlige del af skolen.  Jeg løb alt hvad jeg kunne, mon der var sket hende noget, jeg håbede det virkelig ikke. 

Lige da jeg nåede næsten til enden af gangen så jeg hende, hendes hoved var bøjet, og hun holdt fat i sin nederdel. Noget var galt, jeg kunne mærke det. Jeg løb hen til hende, og løftede hendes hage. "Nanami er du okay" sagde jeg, og så til min forskrækkelse, at hun havde mærket efter en lussing på siden af hoved. Hun så på mig med tårerene i sine klare gullige øjne, og tog så fat i mig og græd. Jeg lagde mine arme om hende, og forsøgte så godt jeg kunne at trøste hende. Men jeg kunne mærke på hende, at hun virkelig var ked af det. Så jeg løftede hende op i mine arme, og bar hende mod lokalet. Hun lænede sit hoved mod min skulder, og faldt langsomt til ro.

Da vi kom til lokalet, skubbede jeg døren op med min ryg, da jeg jo havde hende i mine arme. De andre var også kommet tilbage til lokalet, og for alle hen til Nanami, da jeg satte hende ned. "Lille lam hvad er der sket" sagde ren som den første. Han var ved at give mig spat, ved at kalde hende lille lam, hun var jo ikke noget dyr. Nanami så bare ned i sin nederdel, og sagde ikke et ord. Jeg lagde hånden på hendes ene skulder. "Nanami du ved vi vil hjælpe dig, så fortæl os hvad der er sket. Vi ønsker jo ikke, at se dig være så ked af det" sagde jeg blidt, og tog mit lommetørklæde fra min lomme og rakte hende det. Hun tog imod det, og tørrede sine øjne. 

Men desværre fik vi intet ud af hende, så vi lod være med at presse hende. Jeg satte mig på hug foran hende, og tog hendes hånd for at berolige hende. Jeg lagde blidt min hånd på hendes kind, og kærtegnede den. Hun så lidt på mig, og det så ud som om hun ville sige noget, men der kom ikke et ord ud af hendes mund. Jeg sukkede lidt og så hen på de andre. "Vi må altså finde ud af hvad der er sket med Nanami, hun plejer ikke at være så ked af det" sagde jeg fast. Det pissede mig af, at nogen havde fået Nanami til at græde. "Lad os finde det kryb der har fået gjort vores Nanami så ked" sagde Ren og knækkede fingre. Jeg nikkede og løftede Nanami op i mine arme igen. 

Men først bar jeg hende hen til skolens læge, så der kunne blive set på hendes kind. Jeg mærkede, hvordan hun lagde hænderne mod min brystkasse, og hvordan hun tog fat i min skjorte. Jeg så rundt, for at se om de andre var i nærheden. Men de var gået ud for at finde det kryb, selvom vi ikke vidste hvem der havde slået hende. Jeg satte hende på en stol, og satte mig på knæ foran hende, og holdt hendes hånd. "Nanami du er nød til at fortælle os hvem der har slået dig" sagde jeg, og gav hendes kind et kys. En ting var sikkert, jeg ville gøre alt for hende.

Med et så Nanami på mig, hun rakte faktisk ud efter mig. Så jeg tog hende op i mine arme igen, og satte mig på stolen, med hende på mit skød. Jeg nussede hende lidt i håret, og lagde blidt min hånd på hendes kind. Hun så ind i mine øjne, og lænede sig ind til mig, med hoved nær min hals. "Tokiya, den som slog mig var Dai. Han blev så vred, fordi jeg ikke ville kysse med ham. Så han slog mig" græd hun mod mig. Jeg trøstede hende, og sendte Ren en sms med navnet, så de vidste hvem de skulle gå efter. Jeg lagde min telefon ned i min bukselomme, og smilede blidt til Nanami. "Vi skal nok give ham hvad han fortjener Nanami, vi tillader ikke at nogen slår dig" sagde jeg til hende. Hun nikkede, og sad stille, da lægen smurte hendes kind med en salve. 

Da det var gjort, tog jeg Nanami med hen til det store fælles areal. Jeg kunne se, at Ren havde fat i kraven på en, og jeg genkendte det hurtigt som Dai. Jeg knyttede min hånd, men mærkede med et en hånd nær min. Jeg så på Nanami, og så at hun forsøgte på at tage mig i hånden. Jeg tog om hendes hånd, og tog hende med hen til dem. "Drenge hold ham, så Nanami kan give ham et slag" sagde jeg. Nanami så på mig, imens tog Ren og Masato så stramt et greb på Dai, at han ikke kunne komme forbi. "Du kan godt Nanami, han slog dig. Så nu må du også lå ham, vi holder ham, så der ikke sker noget" sagde jeg blidt, og tog fat i Dais hår og rev hans hoved bag over. Nanami sank kort, og stak så Dai en lussing, og gemte sig så bag mig. Jeg knækkede mine fingre, og tog fat i hans krave, og slog ham så hårdt, at han blødte fra munden. "Rør du hende igen, så bliver det værst for dig selv Dai, er det forstået" sagde jeg til ham. Han spyttede bare noget blod i hoved af mig, og grinede af min vrede. Jeg knyttede min hånd, og fjernede blodet fra mit ansigt, og gav ham et slag mere. Jeg var klar til at slå flere gange, hvis ikke Nanami havde taget fat i min arm.

Jeg gik væk med Nanami, og vidste at vi drenge nok ville komme til at høre for dette. Men jeg var ligeglad, for ingen skulle skade Nanami, det blev over mit lig. Jeg så på min hånd, som havde noget af Dais blod på sig. Nanami lagde sin hånd på min kind, og gav mig et sødt smil, som faktisk fik mig til at slappe af. "Vi må holde den slags kryb fra hende" sagde jeg. "Hvordan, Dai og hans venner vil jo gå efter hende. Hvorfor ved jeg ikke" sagde Syo. Ren drak en the. "Sikkert fordi lille lam er single, hun er uden fyr, derfor går de jo sikkert efter hende" sagde Ren, og så på Nanami. Hun så ned, og bed sig i læben. Jeg gav Ren et slag i nakken. "Gider du lige" sagde jeg irriteret. Han satte virkelig mine grænser på prøve lige nu, især fordi jeg ikke ønskede at se Nanami med andre fyre. 

Jeg gik væk fra dem, for at få styr på mig selv. Men det var virkelig svært. Jeg var jo forelsket i Nanami, så at høre de andre snakke om at finde en til Nanami, så føltes det som en kniv blev stukket i mig. Jeg satte min hånd mod væggen ude på gangen, hvorfor kunne jeg dog ikke sige til hende, hvad jeg egentlig følte for hende. Hvorfor skulle det også være så svært, at få ordene Jeg elsker dig frem i min mund. Jeg sukkede, og hvilede kort mit hoved mod væggen. Mon jeg nogensinde ville turde fortælle hende det, eller ville jeg miste hende til en anden.

Med et mærkede jeg en hånd på min skulder, og så vendte mig om. Nanami så på mig med store klare øjne, og gav mig et kram. "Hvad plager dig Tokiya, du virker ked" sagde hun og puttede sit hoved mod min brystkasse. Jeg lagde min hånd i hendes hår og holdt hende så ind til mig. "Bare nogle tanker, som jeg skal have bearbejdet Nanami. Du skal ikke bekymre dit kønne lille hoved om det" sagde jeg og smilede blidt til hende. Hun lagde en hånd på min kind og kærtegnede den. "Kom med ind igen" sagde hun, og begyndte at hive i min arm. Jeg gik med hende ind igen, og satte mig ved bordet sammen med de andre.

Om aften gik vi alle mod vores værelser, men Nanami så ud, da det var ved at været mørkt. Hun bed sig lidt i læben, og begyndte at ryste. Jeg så hende, og gik hen til hende, og lagde forsigtigt mine arme om hende. "Skal jeg følge dig hen i pigernes område?" spurgte jeg blidt, da jeg havde regnet ud, at Nanami måtte være bange for mørket. Hun vendte sig om, og tog om mig. Jeg så på hende, og smilede og løftede hendes hage lidt. "Kom, lad os gå der hen. Så du også kan komme i seng" sagde jeg blidt og tog min jakke. Jeg tog hende i hånden, og gik hen med hende. Hun holdt om min arm hele vejen, og hun gav ikke slip. Da vi kom der hen, nussede jeg hendes kind. "Så er vi her Nanami" sagde jeg blidt, og løftede hendes hage. Hun så på mig og rødmede. Jeg sank, og bed mig i læben for ikke at gøre noget dumt. "Vi ses imorgen Nanami, der skal vi alle jo forlade skolen. Så flytter vi alle hen i det store Starish House, som Ren har købt til os alle" sagde jeg. Hun nikkede, og så på mig da jeg vendte mig for at gå. "Øh Tokiya vent" sagde hun. Jeg stoppede, og så på hende. "Hvad er der Nanami" sagde jeg. Hun løb hen til mig, og gav mig et kys på kinden. Hun løb derefter ind. Jeg stod tilbage helt paf, men gik så smilende tilbage til drengenes del. Dette var det bedste som var sket for mig, hverfald den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...