Born to love you -Uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Tokiya er medlem af gruppen Starish. Han har det svært, for han er dybt forelsket i den smukke Nanamu Haruka, som også er gruppens sangskriver. Skal han holde sine følelser skjulte? eller skal han vise hende hvad han føler? Læs med og find ud af det

9Likes
17Kommentarer
536Visninger
AA

4. Nye sange

Den følgende morgen vågnede jeg tidligt, og havde helt glemt, at Nanami havde lagt sig ind til mig. Så jeg fik mig noget af et chok, da jeg fandt hende sovende i mine arme. Lidt af hendes smukke rødlige hår lagde foran hendes ansigt, så jeg fjernede det med min hånd. Hun så nu virkelig sød ud, når hun sådan sov. Jeg kyssede hendes pande, og forsøgte at få min arm til mig. Men det var ikke så let, da hun havde sit hoved på den. Jeg løftede forsigtigt hendes hoved, og lagde det på min pude, sådan at jeg kunne komme fri. Hun drejede sig lidt, og puttede sig godt ind i min dyne. 

Jeg gik hen til mit skab, og fik noget tøj på. Jeg ville lade hende sove lidt længere, så jeg gik ud i køkkenet og tog lidt juice. Masato sad allerede der ude, med sin urte the. "Godmorgen Masato" sagde jeg og drak lidt af min juice. "Godmorgen Tokiya, har du set Nanami her til morgen. Hendes værelses dør var åben, men hun var ikke der inde" sagde han, og så på mig. Jeg blev rød over kinderne, og tømte mit glas. "Hun har sovet inde hos mig, hun kom ind her i nat, og lagde sig hos mig" sagde jeg blidt. Jeg tog en bakke, og ville lave en morgenmads bakke til Nanami. Masato så noget overrasket på mig, men rystede så på hoved af mig. Jeg hældte lidt juice op i et glas, og gik igang med faktisk at bage boller, så jeg kunne give Nanami nybagte boller til morgenmad.

Med et var der røg i hele køkkenet, jeg havde brændt bollerne på. Jeg tod de sorte boller ud af ovnen, og smed dem ud. Jeg gik igang med at lave en ny dej, og læste opskriften igennem igen. Hvad pokker havde jeg gjort galt, siden at de blev så brændte. Masato kom hen og ændrede indstillingen på ovnen. "Den stod på steg, istedet for bag. Men nu er den klar til at kunne bage" sagde han. Jeg smilede glad. "Mange tak Masato" sagde jeg og begyndte at rulle bollerne, og lagde den på en bageplade, hvor jeg havde lagt et nyt stykke bagepapir. Bare det lykkes denne gang, for jeg vidste ikke hvor lang tid der ville gå, før at Nanami ville vågne. Mens bollerne var i ovnen, vaskede jeg alt det op, som jeg havde brugt. Jeg tjekkede til juicen, den var blevet varm. "Damt" sukkede jeg, og hældte den ud. Masato kom hen og lagde hånden på min ene skulder. "Hvad med at lave juicen selv, altså skære nogle appelsiner og presse dem" sagde han. Jeg så på ham, det lød faktisk som en virkelig god ide. Jeg tog posen med appelsiner, og tog en skarp kniv frem. Men desværre skar jeg ved siden af, og ramte mig selv i hånden. Jeg bed sammen, og skyndte mig at få min hånd under vand, for at skylle den ren for blod. Masato tog førstehjælps kassen, og forbandt min hånd. Han rystede på hoved af mig, fordi jeg var så klodset. Men jeg havde jo heller aldrig lavet morgenmad til Nanami før, så det gjorde mig en anelse nervøs. "Sæt dig og hold øje med bollerne, så ordner jeg juicen for dig" sagde han. Jeg nikkede, det lød som en meget ide.

Efter ca en halv time, ringede ægge uret, hvilket betød bollerne var færdige. Jeg tog den ud, dog med en grydehandske på, for ikke at brænde mig. Masato havde ordnet juicen, så jeg lagde de varme boller op i en kurv. Masato satte kanden med juice på bakken, og tjekkede så min hånd. Han skiftede bandagen, så den ikke var blodig. "Gå så ind og væk hende, det er en god morgen vækning du har fundet på" sagde Masato. "Tak for hjælpen" sagde jeg og skar lidt ost, og lavede et ostefad, som jeg satte på bakken.

Jeg bar bakken ind på mit værelse, og vækkede Nanami. Hun strakte sig, og så morgen bakken. "Er det til os?" sagde hun. Jeg nikkede, og satte mig sådan, at hun ikke kunne se min såret hånd. Men desværre opdagede hun den alligevel. "Hvad har du lavet Tokiya?" sagde hun bekymret og tog om min såret hånd. Jeg bed lidt sammen, da det gjorde ondt. "Jeg var bare uheldig med kniven, da jeg ville lave juicen" svarede jeg. Hun så meget bekymret på mig, og lagde hånden på min kind. Jeg kyssede hendes kind, og forsøgte på at forsikre hende om, at jeg altså var okay. Hun så lidt på mig, da hun tog en af de nybagte boller, og tog et stykke ost på. Jeg bed selv i en, og så på hende. 

Det var hyggeligt at spise morgenmad med hende, men nu ville jeg også spørge hende. Vi vidste vi elskede hinanden, men nu måtte jeg altså spørge hende. Jeg bed mig i læben, nu havde jeg endelig fortalt hende hvad jeg følte for hende, så nu burde det ikke være så svært at spørge hende. Hun så på mig, og gav mit et kys på kinden. "Hvad plager dig Tokiya?" spurgte hun kærligt, og kærtegnede min kind. "Min egen svaghed Nanami, bare min egen svaghed" sagde jeg blidt, og kyssede hendes kind. Hun satte sig ind i mine arme, og smilede. "Tag dig den tid du behøver søde, så kommer det nok" sagde hun. Jeg lagde mine arme om hende og holdt hende tæt. Hvorfor skulle det nu være så svært, jeg blev helt flov over at min fejhed tog over. Hvorfor kunne jeg ikke få det over mine læber, det gjorde mig rimelig trist. Jeg tog en dyb vejrtrækning, for at få mig selv til at slappe af. "Nanami jeg elsker dig, og vil derfor gerne høre dig, om du vil komme sammen med mig" sagde jeg, og pustede lettet ud, da jeg endelig havde sagt det. Nanami så noget overrasket på mig, men smilede så. Hun kyssede mig ømt på munden, så vi faldt tilbage i sengen. "Ja det vil jeg meget gerne Tokiya" sagde hun glad. Jeg smilede glad, og holdt hende tæt ind til mig. Sådan lå vi i lidt tid, glade for at vi endelig var et par.

Da vi endelig rejste os op, gik jeg ud med bakken. Nanami gik ind på sit værelse, for at komme i noget tøj. Jeg smilede, mens jeg vaskede op. Dog blev jeg overrasket, da Rens arm med et var om min hals. "Hvad lavede du og lille lam i nat, Masato fortalte det" sagde han. Jeg sukkede over ham. "Vi sov bare Ren, ikke andet. Du er værre nysgerrig end en pige" sagde jeg og grinede, da Ren blev en smule fornærmet. Nanami kom ind og så på os. Jeg rødmede ved synet af hende, da hun var i en lår kort blå kjole. "Det klæder dig lille lam" sagde ren. Jeg slog ham i nakken, og gik hen til hende. "Ren lad være med at kalde hende det, hun er ikke et dyr" sagde jeg. Nanami grinede lidt. "Er du ikke vild med at din kæreste bliver kaldt lam, eller er du ikke vild med det, fordi min kjole er kort" sagde hun. "Jeg er ikke vild med det, da Ren er kendt for at være en charmør, og du sagde lide højt, at vi er kærester" sagde jeg, og tog hende ind i mine arme. Det var faktisk modigt af hende, at sige det højt. Hun smilede, og kyssede min kind.

Ikke mere end ti minutter senere vidste de andre det også, fordi Ren ikke kunne holde mund. Jeg tog mig til hoved, for drengene blev ved med at spørge mig om ting. Nanami tog om mig, og nussede mig i håret. "Drenge I spørger for meget, det giver jo Tokiya en værre hovedpine. Hvis han har hovedpine, så kan I alle jo ikke få de nye sange, som jeg har skrevet vel" sagde hun med et smil, og satte en ispose ovenpå mit hoved. Det var herre koldt, men det hjalp en smule. "Har du nye sange!" udbrød Syo så højt, at jeg måtte tage mig til hoved. Ren slog ham i nakken. "Pas på stemmen Syo, vi kan da vel synge, når Tokiyas ikke har hovedpine mere" sagde han. Syo nikkede, og jeg sukkede bare. De skulle da ikke opgive sangene, bare fordi jeg havde fået hovedpine. Men de var ikke til at tale fra det, så vi ventede til mit hoved ikke længere gjorde ondt.

Da min hovedpine var væk igen, så jeg på Nanami, som havde sat sig ved mig, med sine node papir. Jeg tog en af dem fra hende, og læste det. Jeg smilede helt over det, for det var en duet. Men hun tog den fra mig, og lagde den bagerst i sin bog. Hun så lidt ned, så jeg tog det fra hende. "Søde hvad er der med den sang, du ikke vil have at jeg læser?" spurgte jeg blidt. "Det er bare en duet, men den kan ikke blive sunget" sagde hun, og ville helst ikke spørges mere om den. Jeg tog hende ind i mine arme. "Hvis det er en duet, så kan vi da synge den søde" sagde jeg. Hun rystede på hoved, og lænede sig ind til mig. "Det er ikke den slags duet, det er en duet mellem dreng og pige" sagde hun og så ned. Jeg smilede over hende, og kyssede hendes kind. "Så kan vi da øve den Nanami, tror faktisk aldrig vi har hørt dig synge nogensinde" sagde jeg. Hun så på mig, som om man havde stukket hende. "Jeg kan ikke synge" sagde hun, og løb ind på sit værelse.

Jeg fik fat i de andre, og fortalte dem om Nanamis duet. "Vi kan da træne hende i sang, hun har hjulpet os alle på hver sin måde" sagde Syo. Vi var alle enig med ham. Jeg stilte mig nær Nanamis dør, og lagde mit hoved mod døren. Jeg sukkede trist, og med et begyndte jeg bare at synge. Selvom jeg ikke vidste helt, hvorfor der bare kom en melodi fra mig.

"Jeg er din,
og du er min.
Vi vil altid,
være sammen.

Du er den, jeg vil have.
Vil du være min pige.

Du er smuk,
og du er sød.
Du tænder flammen,
i min sjæl.

Du er den, jeg vil have,
Vil du være min pige.

Du er min drømme pige.
Jeg er bare mig.
Kom nu ud min skat,
jeg beder dig.

Du er den, jeg vil have.
Vil du være min pige"

Sang jeg af hele mit hjerte, men det fik hende stadig ikke til at åbne døren. Havde jeg virkelig såret hende, ved at forsøge på at få hende til at synge. Det gjorde mig ked af det, så jeg bed sammen. "Undskyld Nanami, jeg burde ikke have spurgt om sangen" sagde jeg trist. Ittoki lagde sin hånd på min ene skulder. "Vi skal nok få hende ud Tokiya, bare vent og se" sagde Ittoki med et smil, og begyndte derefter selv at synge.

"Tro på det,
Jeg sige.
Du er stærkere,
end du tror.

Du er som, 
roens blade.
Der blomstre,
så smukt i Maj.

Din stemme er skøn, 
og den er klar.
Som tusind,
stjerne skær"

sang Ittoki, med et smil på læben. Masato fik mig ned at sidde, og så på mig. "Ittoki har ret, vi får hende nok ud Tokiya, bare vent og se" sagde han. Jeg nikkede, og tog mig til hoved. Sy hentede noget vand, og rakte mig det. Jeg takkede, og drak det. Men var stadig trist over, at Nanami ikke ville lukke op. Ittoki satte sig ved mig, og bed sig i læben. "Måske frygter hun, at hun ikke kan Tokiya" sagde han. Masato så på os, og med et gav Ren ham et underligt nik. Masato tog en dyb vejrtrækning, og begyndte så at synge virkelig klart.

"Aldrig sig aldrig,
det ord er forkert.
Aldrig sig aldrig,
følg din drøm.

Hvor er det svært,
at have en drøm.
Jeg ved ikke hvad,
jeg skal sige.

Aldrig sig aldrig,
det ord er forkert.
Aldrig sig aldrig,
Følg din røm.

Drømme bliver
til virkelighed.
Hvis du bare,
tror på det.

Aldrig sig aldrig,
det ord er forkert.
Aldrig sig aldrig,
følg din drøm"

Sang Masato rent og klart. Jeg gik mod mit værelse, med tårer løbende ned af mine kinder. Drengene så efter mig, og sukkede. "Vi må have hende her ud, Tokiya går da helt ned af det her" sagde Syo. Nanami betød jo meget for os alle, men havde jeg nu ødelagt vores forhold af det her. "Man kan sige lille lam, virkelig har sat os alle på bænken, og især sat Tokiya på mine bænken" sagde Ren, og slog hånden mod væggen. "Vi tjekker til ham" sagde Ittoki. Ham og Masato kom ind til mig, og forsøgte på at få mig med ud i gangen igen. Jeg så kort på dem, da jeg kunne høre Rens stemme. Var han nu begyndt at synge, bare han ikke havde kaldt hende lille lam, for så ville jeg slå.

"I see you here,
near my heart.
You are a beauty,
more beautyfull as a rose.

You are the girl,
I dream about.
But our familys,
can not get our love.

You are a princess,
and I am a prince.
You are from the light,
and I from the darkness.

You are my rose,
so sweet and kind.
You are my life,
and I love you"

Sang Ren med et smil. Først tænkte jeg det lød sært, men så efter at have hørt sangen rigtigt, for jeg ud for at slå Ren. Men Ittoki og Masato sprang på mig, for at få mig til at slappe af. "Rolig nu, vi ved alle at Nanami er din pige" sagde Ittoki. Jeg bed sammen af vrede, over det Ren havde sunget. "Tokiya hvad tror du Nanami ville sige til, at du lige nu koger af vrede" sagde Masato. Jeg stivnede og så ned, jeg bed mig i læben. Ingen af vores sange havde virket indtil videre, mon det overhoved ville virker, eller havde jeg allerede mistet hende. Syo så på mig, og rettede sin hat. "Vi bliver bare ved til hun åbner døren, og beder os klappe i" grinede han. Jeg rystede på hoved af ham, tænk at han altid kunne finde på humor, når tingene så sort ud. Jeg håbede så meget på at hun snart ville åbne, så jeg kunne tage hende ind i mine arme. Jeg så kort ned i mine hænder, og så så på Syo. Tænk at han virkelig ikke var større end hvad han var, men nu måtte vi se hvordan hans sang ville være.

"Du er den,
jeg tænker på.
Du er den,
der gør mig så glad.

Du er den,
der altid.
Ved hvad,
der skal ske.

Hvad skal jeg,
dog sige til dig.
Hvis det er,
at jeg skal rejse"

sang han, og rettede igen sin hat. Jeg smilede lidt over ham, da han virkelig var dårlig til at sammensætte en sang. Men ja okay, det var jeg vist også selv, nu når jeg tænkte over det. Det var jo altid Nanami som skrev sangene, vi sang jo bare. Engang imellem kunne vi selv lave gode sange, men hun var nu den bedste til det. Syo grinede over sig selv. "Ja jeg er dårlig til at sammensætte en sang" grinede han. "Det kunne man høre Syo, men du er blevet bedre" sagde jeg og så så på Nanamis dør igen. Natsuki hoppede op og ned. "Nu det min tur" sagde han. Jeg nikkede, tænk at han havde så meget energi. Jeg så på Masato. "Har han fået sukker igen?" spurgte jeg. "Nej, vi holder jo sukker fra ham, han er hyper nok i forvejen" sagde han. Natsuki ville tage sine briller af, men det fik vi hurtigt stippet. Vi skulle nemlig ikke have Satuki på banen, så var der først problemer. Natsuki så på os. "Behold dem på Natsuki, og syng" sagde jeg, for sidste gang Satuki var fremme, var det nær gået ud over Nanami. Natsuki nikkede, og begyndte.

"Hør på hvad,
jeg siger til dig.
Melodien den er,
i mig.

Lysets stjerne,
viser vej.
Den finder vejen,
hjem til dig.

Melodien er,
i mit hjerte.
Den er i mit sind,
den er i min sjæl.

Melodien bragte,
os sammen.
Ligesom melodien,
i mit hjerte.

Jeg vidste bare,
det skulle være dig.
Den dag,
du kiggede på mig" 

sang Natsuki og grinede over hvor tosset hans sang lød, vi andre kunne heller ikke lade være med at grine. Jeg så på Nanamis dør, den var stadig lukket. Det havde ikke virket, og nu havde vi alle prøvet. Jeg så ned, mens tårerne løb af mine kinder. "Nanami jeg beder dig, åben nu døren" sagde jeg og tog forsigtigt fat i håndtaget. Jeg hørte hvordan den blev låst op, men jeg kunne stadig ikke komme ind. Ren tog fat i mig, og hev mig med udenfor. "Prøv at lyt, der lyder sang" sagde han og pegede mod Nanamis vindue. Jeg kunne se hende i vinduet, og smilede lidt.

"I am here,
I love you.
You are sweet,
and you are nice.

The love are to you,
I am your girl.

We are,
in the love.
I miss,
you now.

The love,
miss I.
You are,
my angel.

The love are to you,
I am your girl"

sang hun, og så ud. Hun opdagede os, og rødmede meget. Jeg for ind, og så hende åbne døren. Hun havde tårer i sine øjne. Jeg gik hen og tog hende ind i mine arme. Hun tog fat i mig, og nussede sit hoved mod mig. "Det var ikke meningen at gøre dig ked" sagde jeg trist. "Tokiya du gik ned, fordi du frygtede om hun hadet dig" sagde Masato. Nanami stivnede, og så på mig. Hun begyndte at græde endnu mere, og jeg holdt hende tæt ind til mig.

"I saw you in the black night, you were near the lake.
Your eyes were clear, as the suns light.
You are my angel, og life and love.
I fall for you, on that moon night.
You are my desire, and my love.
Don't cry my dear, I am here
I saw you my dear love,
you were so sweet and so kind.
I will never forget, the first time.
Where you song for me.
You are the one I love,
my angle of the heart

We are now here, we are together.
Our love are so strong, as a big lion.
We will never be alone again.
Love did us strong and happy,
and no one will break us.
I love you, and you love me.
We have our heart together."

Sang Nanami og jeg sammen, og det var som at høre den skønneste harmoni, at synge sammen med Nanami. Drengene klappede af os, og vi grinede. Hun rødmede meget. "Se min skat, du har en meget smuk stemme" sagde jeg. Hun kyssede mig ømt, og lagde sine arme om min hals. Jeg holdt hende tæt. "Jeg hørte alles sange, og de var fantastiske" sagde hun. "Ja vi alle sang en ang, for at få dig ud" sagde jeg og smilede. Vi havde alle sunget en sang, for at få hende ud, alle en ny sang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...