Born to love you -Uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Tokiya er medlem af gruppen Starish. Han har det svært, for han er dybt forelsket i den smukke Nanamu Haruka, som også er gruppens sangskriver. Skal han holde sine følelser skjulte? eller skal han vise hende hvad han føler? Læs med og find ud af det

9Likes
25Kommentarer
530Visninger
AA

5. Koncerten

En aften sad jeg ude i haven og læste, mens Nanami forsøgte på at ordne nogle roser. Ren kom ud i bukser og bar overkrop, hvilket jeg ikke var vild med. Nanami lod ikke mærke til det, og så på mig. Hun gik hen til mig, og satte sig på mit skød. Jeg lagde min bog på bordet, og tog om hende. Hun lænede sig ind til mig, og slappede af. "Sikke I to hygger jer" sagde Ren og satte sig i en stol. "Gider du lige at få en skjorte på" sagde jeg lidt irriteret, da jeg ikke vidste hvordan det ville påvirke Nanami. "Du skulle da ikke snakke Tokiya, ikke en gang mens der har været godt vejr, har du turde vise din brystkasse" sagde Ren. 

Jeg blev træt af ham og gik indenfor, og ind på mit værelse. Nanami fulgte efter mig, og satte sig på sengen ved mig. "Jeg er okay søde" sagde jeg blidt, og lagde mig ned i sengen. Jeg lagde mit hoved mod hendes skød og slappede af. Hun nussede mig i håret, og nynnede for mig. Jeg lyttede til hendes stemme og smilede. "Måske skulle vi se at få sat en koncert på benene, der er jo en konkurrence for unge bands, den kunne I jo deltage i, ligesom den første gang I sang sammen som en gruppe" sagde hun. Jeg så på hende, det lød som en god ide. Men det ville være bedst at høre de andre også, vi var jo troldsalt en gruppe.

Nanami hev mig med ud igen, og fik også kaldt på de andre. Jeg satte mig lidt op af have bordet, og så på hende. "Der er en sommer koncert her om nogle dage, og jeg kunne melde jer til den, altså hvis I vil" sagde hun, og tog genert fat i sin nederdel. Jeg rejste mig og gik hen til hende, og tog hendes hånd. "Jeg syntes, at vi skal gøre det. Tænk på muligheden. Flere vil kunne høre os, vi vil vise, vi er gode" sagde jeg fast. drengene var enig, og vi begyndte at øve flere forskellige sange. Dog mindede Nanami os også om at holde pause, en ting vi alle var dårlige til. Men så var det jo godt, at Nanami kunne holde os i ørene.

Vi holdt hver dag øje med kalenderen, og endelig kom dagen for koncerten. Nanami hjalp os alle med tøjet. Hun var selv kommet i en sød rød kjole, dog havde jeg fået hende overtalt til at tage nogle tynde shorts på inden under, bare så jeg vidste hendes hud ikke var bar der under. For jeg vidste Ren sikkert ville kigge, selvom Nanami var kærester med mig. Hun tog om min nakke, og kyssede mig på munden. Jeg holdt hende tæt på mig og holdt kysset lidt tid. "Er du nervøs?" spurgte hun mig blidt, og kærtegnede min kind. Jeg smilede blidt, og tog hendes hånd. "Det er vi vist alle sammen søde" svarede jeg, og så de andre stå og vente på os. 

Da vi kom til koncerten, var det underligt for os, at se vores banner på scenen. Nanami satte vand flasker i en køle tank som var ved scenen, så der var frisk koldt vand til os bagefter. Jeg gik hen til hende og smilede. "Så er alt ved at være klart, vil du synge med os på scenen?" sagde jeg. Nanami så på mig, og rystede på hoved. "Tør det ikke søde" sagde hun, og tog sin egen flaske med vand. Jeg tog hendes hånd og kyssede den. De andre kom hen til os, og lagde hånden på min skulder. "Hvad forsøger du at overtal hende til Tokiya" sagde Ren. Jeg så på ham. "Forsøgte på at overtale hende til at synge med os, men hun tør ikke, og jeg vil ikke tvinge hende til det" sagde jeg blidt, og så på Nanami. Hun bed sig i læben, og så ned, som om hun havde gjort noget forkert. "Søde du behøver ikke, hvis du ikke vil" sagde jeg kærligt, og gik op på scenen med drengene.

Jeg tænkte kort på, at vi måtte hjælpe Nanami af med frygten for at synge. Musikken begyndte at spille, og vi begyndte at synge med vores hjertes fulde rytme. Mens vi sang, kunne jeg se Nanami stå og følge musikken, hun små dansede endda, og det fik mig endda til at smile endnu mere. Da vi holdt pause med at synge, tog jeg en tår vand. Drengene løftede Nanami op på scenen, efter at have fået hende i en længere nederdel. "Du kan godt synge Nanami, vi drenge spiller, og vi er her hele tiden, bliver det for meget, så giv os et tegn" sagde Ren. Nanami var helt hvid i hoved, så jeg tog hende ind i mine arme. "vi gør i dit tempo søde" sagde jeg kærligt. Nanami så på mig og nikkede så. Hun gik hen til mikrofonen, da vi alle havde fået noget at drikke. Hun sank lidt, men ville det nu.

"Jeg så ham en dag,
jeg sad og ventede.
Jeg så han så sært p+å mig,
og jeg hørte et pift.

Jeg så mig om,
ville se hvem det var.
Det var ham, 
der havde set på mig.

Han virkede sød,
og han fik mig til at le.
Det var første gang,
at en dreng ku det"

sang Nanami, mens vi drenge spillede. Syo og Natsuki på violin, Ren på tuba, Masato på keyboard, og mig på guitar. Hun lød virkelig godt, og jeg kunne se, at hun havde lyst til at synge igen. Jeg så på drengene og smilede. Folk klappede, og jeg sørgede for at Nanami fik noget vand at drikke. "Jeg er klar til en sang mere, hvis jeg må" sagde hun. "Du skal også have friheden til at synge Nanami" sagde vi i kor, og grinede. Hun smilede glad, og så så ud på publikum.

"Solen går rundt om dig,
du er den der hjælper mig.
Du er sød, og du er rar.
Du er den bedste jeg har.

Vi er venner, sådan er det.
At være sammen, det er sjovt.
Gid du var her, min elskede ven.
Åh kom nu, jeg savner dig.

Hvorfor sal det være svært,
for os at være sammen.
Jeg hader det, men du er bare,
den sødeste jeg har i mit liv.

At elske dig, det gr mig glad.
Jeg er din ven, du gør mig glad.
Kærligheden den er her,
den er imellem os"

sang Nanami og smilede glad. Hun blev virkelig overrasket over, hvordan folk klappede af hende. Vi klappede også af hende, for hun havde klaret sin første gang på scenen meget godt. Jeg lagde guitaren, og gik hen og tog hende med ned fra scenen, da et andet band skulle op på scenen nu. Jeg tog Nanami med hen i et mad telt sammen med drengene, så vi alle kunne få os noget at spise. Drengene og jeg roste Nanami meget, og hun rødmede helt af stolthed.

Da koncerten var færdig, kørte vi alle hjem. Nanami sad op af mig og sov tungt, med et smil på sin læbe. Jeg havde min arm om hende, og bar hende ind i seng, da vi kom til Starish House. Jeg var sikker på at Nanami havde moret sig, for det havde vi drenge hvertfald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...