Born to love you -Uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Tokiya er medlem af gruppen Starish. Han har det svært, for han er dybt forelsket i den smukke Nanamu Haruka, som også er gruppens sangskriver. Skal han holde sine følelser skjulte? eller skal han vise hende hvad han føler? Læs med og find ud af det

9Likes
25Kommentarer
527Visninger
AA

7. Kidnappet

Der var næsten gået et halvt år, siden jeg friede til Nanami, og vi var nu også blevet gift. Det var lidt underligt for os, men også rart. Jeg lavede the til alle, og kaffe til Ren. Havde en gang forsøgt the ved ham, det spyttede han i hoved på mig. Nanami lavede boller til os, og jeg kunne aldrig dy mig for at klappe hende om bag i. Hun smilede hver gang, men var også fræk nok til at hælde et glas isterninger i nakken på hver af os drenge. Jeg sprang en halv meter op i luften, da en af de kolde isterningerne, var gledet ned i mine bukser. Nanami grinede af os, sådan som vi sprang rundt, men i så sikkert også meget sjove ud.

Da jeg endelig var sluppet af med det, for jeg efter hende for at kilde hende. Hun for ind i stuen for at undgå det, da hun virkelig var vilden. Jeg fangede hende skam, og hun tog mig med ind i vores værelse, og låste døren efter os. Sådan at vi kunne elske med hinanden, uden at drengene kom ind. Drengene vidste, at når døren var låst. Så var Nanami og jeg igang med at elske, og det skulle ikke forstyres. Jeg nød det hver gang, og det samme gjorde Nanami. Hun endte dog altid, med at sove bag efter.

Jeg kyssede hendes pande, og fik mit tøj på og gik ud i haven lidt. Jeg smilede, og ville gå ind igen, da jeg med et blev slået ned, og alt blev sort for mine øjne. Selvom jeg var bevidstløs, kunne jeg mærke hvordan jeg blev hevet i. Hvem havde dog slået mig ud, og hvor mon jeg blev ført hen. Det ville jeg nok finde ud af, når jeg på et tidspunkt kom til mig selv igen, imellem tiden kunne jeg intet stille op mod det. 

Da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg mærke, jeg var bundet til noget skarpt som holdt mig over jorden. Jeg så rundt, og så jeg var i et stort metal rum af en art. Det lignede et last rum på et skib, det måtte det være, for jeg kunne lugte fisk og høre lyden af havet. Jeg kunne se ud af det lille ko øje, og kunne se at jeg var langt fra land. Jeg sukkede lidt irriteret, og forsøgte på at komme fri, selvom rebet om mine hænder og fødder, skar hver gang jeg forsøgte. Jeg bed sammen af smerterne, hvem mon havde taget mig. En ting vidste jeg dog, jeg ville kæmpe for at komme hjem igen.

Jeg kunne fornemme tiden gå langsomt, og forsøgte hver dag på at komme fri af rebene. Jeg brugte tit alt min energi på det, men jeg ville hjem. Jeg kunne mærke hvordan mit hår hang ned i min ansigt en dag, så jeg måtte have været her længe. Men hvor længe vidste jeg ikke, havde helt mistet tidsfornemmelsen. Jeg så ud af ko øjet, og sænkede så trist hoved. Mon jeg nogensinde ville se Nanami og de andre igen, ville jeg nogensinde blive fri igen. Jeg var begyndt at tvivle meget på det, og tvivl var noget af det værste man kunne have, men jeg kunne intet gøre. Jeg sank, og fugtede min gane lidt, da jeg var rimelig tør i munden. Jeg havde intet drukket længe, ud over det vand der dryppede ned i mit hoved fra et vandrør, som vist førte rent vand rundt på skibet.

"Jeg havde dig hos mig,
vi var lykkelig.
Men nogen var mod det,
og fjernede mig fra dig.

Nu er jeg fanget her,
ser jeg dig mon igen.
Min elskede Nanami,
gud hvor jeg savner dig.

Hvor lang tid er der gået,
siden at de tog mig.
Hvor lang tid er der tabt,
i mit liv med dig.

Mon du har glemt mig,
eller husker du mig.
Jeg savner dig,
min elskede Nanami.

Jeg vil kæmpe,
og komme hjem.
Jeg beder til at,
det vil lykkes for mig.

Vent på mig min elskede,
jeg vil komme hjem.
Om jeg så vil være såret,
så kommer jeg til dig, bare vent" 

Sang jeg så godt jeg kunne for min tørre hals. Jeg så på rebet, og kørte det mod krogen, som jeg var bundet fast på. Jeg smilede lidt, for rebet var begyndt at springe. Jeg mærkede hvordan det sprang, og jeg faldt ned på mine ben. Jeg bandt mine ben fri, og støttede mig til væggen, og gik hen til ko øjet. Det var stort nok til at jeg ville kunne komme igennem, så jeg åbnede det og så ud. Jeg ville ramme lige ned i vandet, hvis jeg kravlede ud. Jeg fik mig igennem, og faldt ned i vandet. Endelig fri, så nu var det vigtigeste bare, at komme ind til land og komme hjem. Nanami jeg ville snart være i dine arme igen, vent og se min elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...