Born to love you -Uta no prince sama fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Tokiya er medlem af gruppen Starish. Han har det svært, for han er dybt forelsket i den smukke Nanamu Haruka, som også er gruppens sangskriver. Skal han holde sine følelser skjulte? eller skal han vise hende hvad han føler? Læs med og find ud af det

9Likes
25Kommentarer
532Visninger
AA

8. Hjemme igen og en overraskelse

Jeg mærkede en kulde, og åbnede mine øjne. Jeg må være besvimet, for jeg fandt mig selv på have kajen. Nogle sømænd stod over mig, og rakte mig noget vand. Jeg var svimmel, men også nervøs. Hvad hvis de kryb der tog mig, kom til havnen. En mand der vist var en kaptajn, lagde sin jakke om mig, og fik mig op at stå. Jeg kunne knap støtte på mine ben, og begyndte så at kaste op. Jeg havde slugt meget hav vand, så jeg havde det skidt. Kaptajnen tog mig med hen til en bil, og satte mig på bagsædet, og gav mig nogle kiks, som skulle hjælpe på min mave. Jeg fortalte ham, om de kryb som havde slået mig ud, og kidnappet mig fra mit hjem. 

Med et så jeg en efterlysnings blanket på sædet, og tog den op. "Sir hvornår blev dette sendt ud?" spurgte jeg, og viste ham det. Han tog det, og så på den. "Det er blevet delt ud, de sidste fem år unge mand. Hans hustru og venner leder hver dag, og hans hustru vil ikke give op i at finde ham" svarede han. De havde sendt en efterlysning ud på mig, så de havde altså ledt efter mig. Men ville de kunne kende mig, når jeg kom hjem. Det troede jeg ikke, jeg lignede jo ikke mig selv mere. Mit hår var længere, og jeg var blevet en del tyndere.

Med et kørte kaptajnen mig hen til en frisør og fik mit hår ordnet, så jeg lignede mig selv igen. Han fik også noget mad i mig, og jeg takkede ham. "Kan jeg få dig til at køre mig til Starish House, jeg vil meget gerne hjem til min familie, og mine venner" sagde jeg venligt. Han nikkede, men rakte mig en sandwich. "Spis den her mens vi køre, du skal have lidt mere mad i maven, har købt meget du kan spise og drikke" sagde han venligt. Han var da nok en venlig mand, men jeg ville betale ham tilbage for det, når jeg havde penge på mig igen.

Mens vi kørte spiste og drak jeg lidt, jeg så ud imens. Det var underligt at jeg nu var på vej hjem, efter fem år fra min elskede Nanami og drengene. Jeg fik spist alle sandwichene, og faldt lidt i søvn. Endelig var jeg på vej hjem, snart ville jeg se dem igen. Jeg sov helt til, jeg mærkede en hånd ruske i mig. Jeg vågnede, og så på ham. "Så er vi ved Starish House, unge Tokiya" sagde han blidt, og fik mig ud af bilen. Jeg blev lidt blændet af solen, men så rundt. Huset lignede sig selv, som om tiden ikke var gået. Jeg gik mod døren, men kunne se hen i haven. Jeg så Nanami sidde på gyngen, og kigge lidt ned. Det pinte mig meget, tænk at min bortførelse havde pint hende så meget.

Jeg løb med en god fart og sprang over havehegnet, og så på hende. Hun så op, og så noget overrasket ud. "To..ki...ya?" sagde hun, og tårerene kom frem i hendes øjne. En lille dreng løb hen til hende, og tog fat i hendes kjole. Var Nanami blevet mor, så hun var altså kommet videre fra mig. Kunne ikke bebrejde hende, jeg havde jo været væk i fem år. Jeg så lidt ned, og vendte om på hælen for at gå. Havde hun giftet sig igen, siden hun kunne være mor.

Med et mærkede jeg arme rundt om mig, så jeg vendte mig om. Nanami holdt godt fat om mig. "Åh gud Tokiya, du er endelig hjemme" græd hun og kyssede mig på munden. Jeg tog om hende, og gengældte kærligt hendes kys. Det var helt underligt for mig igen, at kysse med hende. Drengen stod ved hende, og så lidt på mig. "Mor er det far som er kommet hjem?" spurgte han sødt, og holdt lidt fat i en kanin bamse. Nanami satte sig på knæ, og tørrede sine øjne. "Ja lille skat, det er din far som er kommet hjem Toki" sagde hun glad. Jeg satte mig på hug, og satte hånden mod jorden for ikke at falde. Toki kom hen til mig og gav mig et kram. Jeg tog om ham med min anden arm, og holdt ham ind til mig.

Men desværre sank jeg helt i knæ af træthed. Nanami tog om mig, og Toki løb ind. Der gik ikke lang tid før Ren og de andre kom ud. Ren og Masato hjalp mig op at stå. De støttede mig hele vejen indenfor, og fik sat mig i sofaen. Nanami kom med et glas vand, som jeg drak. Syo havde lukket kaptajnen ind, som der havde hjulpet mig. Jeg så hen på ham og smilede. "Mange tak fordi du fik mig hjem, jeg er dig evig taknemlig" sagde jeg venligt. "Så lidt min ven, vi sømænd vil finde det skib du kom fra, og fang de dyr som tog dig. Jeg vil kontakte dig, når de er fanget" sagde han og gik. Jeg nikkede træt og smilede. Jeg var endelig hjemme igen, hjemme ved min familie og mine venner. Nanami smilede og kyssede min kind, hun græd af glæde.

Om aften hjalp de mig i seng, og jeg kunne mærke, jeg faktisk var mere træt, end jeg havde troet. Nanami tog sin natkjole på, og hjalp Toki i nattøj. Hun lagde sig ved mig, og Toki lagde sig imellem os. Jeg kyssede deres pander, og var lige ved at falde i søvn, da jeg kunne høre telefonen ringe. Jeg sukkede træt, og ville rejse mig. Men Toki lagde sig på min brystkasse, og Nanami gik ud for at tage telefonen. Jeg nussede Toki i håret, tænk at jeg var far. Der gik ikke lang tid før Nanami kom ind, hun smilede glad. "Hvad er der skat?" spurgte jeg, og satte mig op med Toki på skødet. "Det var politiet, de har fanget dem der kidnappet dig, og de skurke har allerede fået deres dom" smilede hun glad. Det var en af det bedste nyheder jeg havde fået, og en dejlig overraskelse at sove på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...