Him & Me

Destiny Lynn Joy er en sekstenårig pige, der altid får, hvad hun peger på. Hendes forældre er velhavende, men man må gøre noget for at få penge, så de arbejder også i sommerferien. Fordi de ikke synes, at Destiny skal være alene hjemme hver dag i ferien, sender de hende på en slags lejr. Her møder Destiny den kønne Ashton Johns, som også er hendes roommate. Ashton kan godt lide Destiny, men det kan hans ven Graham Zax også. Destiny kan lide dem begge; de er søde og sjove og ikke mindst pæne. Det er lidt et problem, for drengene accepterer ikke at leve i uvished om, hvem hun egentlig bedst kan lide. Samtidig kæmper Destiny med at holde sin bulimi og sine mange ar skjult, men det er ikke let, når det er alt for varmt til at dække sine håndled med langærmede trøjer, og når hun er nødt til at forsvinde ud på toilettet, hver gang hun har spist. Hvordan ender Destinys ferie? Får hun fortalt sandheden om sig selv, og bestemmer hun sig for, hvem hun virkelig kan lide?

3Likes
0Kommentarer
320Visninger

3. #2

Ashton

"Jeg hedder Destiny Lynn Joy." Bare måden, hun sagde det på, slog mig helt ud af kurs. Jeg sank en gang og prøvede at tage mig sammen.
"Skal jeg tage dine ting for dig?" spurgte jeg så.
"Ellers tak," fnøs hun. "Jeg er ikke helt hjælpeløs." Hun lagde sin kuffert på sengen og lynede den op. Den var helt fyldt. Hun trak en stor bunke tøj op og lagde det alt sammen i kommoden ved siden af sengen, tog undertøj op og lagde det i en anden skuffe i kommoden og lagde så sit nattøj i den tredje skuffe. Jeg lagde mærke til, at næsten alle hendes trøjer var langærmede. Trøjen, hun havde på nu, var også langærmet, men ikke langærmet på den måde. Det var bare hvide blonder, så man kunne se hendes solbrune hud igennem den.
"Lad dog være med at stirre sådan," vrissede hun. Jeg så op på hendes smukke ansigt med det brune hår, der faldt ind over hendes blå øjne. Hun strøg en lok af det om bag øret, så hun kunne se på mig. "Læs i den der dødssyge bog i stedet for." Hun pegede på min bog. Jeg smilede bare og tog bogen op og gav mig til at læse i den.

Destiny

Han smilede og gjorde, som jeg sagde. Det gik mig faktisk lidt på nerverne, for han fik det til at virke, som om vi var virkelig gode venner, og det skulle han ligesom ikke. Jeg skulle ikke være venner med nogen her. Hvis jeg ikke var venner med nogen, ville der heller ikke være nogen, der lagde mærke til, at jeg gik ud på toilettet, hver gang jeg havde spist, og der ville ikke være nogen, der lagde mærke til, at jeg aldrig viste mine arme frem.
Det bankede på døren, og en temmelig lækker fyr stak hovedet ind ad døren. "Hej," sagde han. "I skal lige komme ud på græsarealet ved siden af poolen om fem minutter. Så holder vi et lille møde." Jeg gik ud fra, at han var en af de voksne her, men han var stadig virkelig hot. Lidt Zac Efron-agtig. Han lukkede døren igen, og jeg kunne høre ham åbne døren på værelset inde ved siden af og sige det samme til dem. Murene her var åbenbart papirstynde.
"Han er optaget," sagde Ashton ovre fra sin seng.
"Hvad mener du?" spurgte jeg.
"Jeg så godt, hvordan du gloede på ham. Hans kæreste er også en af de voksne, der er her."
"Har du været her før?"
"Ja," svarede han. "Sidste sommer."
"Dine forældre gider måske ikke have dig derhjemme?" sagde jeg.
"Mine forældre er døde," sagde han kort. Der var overhovedet ingen følelser i hans stemme. "Min storebror er på ferie med sin kæreste, og jeg tænkte, at jeg hellere ville være her end kede mig ihjel hjemme."
"Hvor gammel er du?" spurgte jeg.
"Atten," svarede han. "Dig?"
"Seksten."
"Hvorfor har du ingen kortærmede trøjer med?" spurgte han. Pis.
"Vi skulle mødes med de andre," sagde jeg undvigende og gik gennem værelset og hen mod døren. Jeg styrede ud af døren og videre ned ad gangen. Jeg drejede til højre der, hvor jeg troede, jeg var kommet ind.
"Du går den forkerte vej," sagde Ashton bag mig. Jeg vendte mig om, og han pegede på en dør ved siden af sig. "Vi skal den vej."
Jeg sukkede og fulgte efter ham.

En gruppe unge sad på plænen og snakkede alle sammen med hinanden. Blandt en række voksne stod ham den lækre, og Ashton og jeg satte os et stykke foran ham. Det var ham, der talte.
"Hej," startede han. "Jeg hedder Michael, og det er mig, der styrer det her møde. Der er et par regler, I skal forholde jer til, men ellers er I frie til at gøre, hvad I vil. I spisehallen hænger et stykke papir med reglerne, men nu siger jeg det lige højt, så der ikke er nogen undskyldninger med, at man ikke kender reglerne.
Regel nummer et: Ingen mobiltelefoner, medmindre jeres forældre ringer, eller I skal tilkalde en ambulance i et nødstilfælde.
Regel nummer to: I må ikke bade i poolen før klokken ti om morgnen og efter klokken tolv om aftenen. Resten af dagen må I bade lige så meget, I vil.
Regel nummer tre: Ingen sover sammen. Man ligger én person i hver seng, og hvis ikke, ringer vi til jeres forældre, og de henter jer med det samme.
Regel nummer fire: Hvis jeres mobil ringer på et tidspunkt, hvor vi har sagt, at den skal være på lydløs, skal I besvare opkaldet og sætte den på højttaler, så vi andre kan høre det hele. Så er I advaret.
Regel nummer fem: Ingen cigaretter eller alkohol.
Det var vist det. Der er morgenmad klokken ti hver morgen, middagsmad klokken et og aftensmad klokken syv. Hvis I bliver sultne i løbet af dagen, har vi automater med forskellige ting."
Jeg skar ansigt, da han nævnte det med maden. Mad er bare ikke min kop te. Så hellere en kop te. Haha.
Nej, men Michael afsluttede med at sige, at han håbede, vi fik det sjovt, og så spredte alle sig rundt omkring. Nogen rendte ind for at få badetøj på, andre lagde sig på et tæppe i solen, og ellers snakkede de bare sammen. Ashton spurgte mig, om jeg ville med i poolen. Jeg sagde nej, for tænk, hvis der så var nogen, der opdagede mine ar. Han fulgte mig ind på vores værelse, og jeg tror godt, jeg kunne huske vejen nu.
Min mobil ringede, og jeg trak den op af min baglomme. Ashton så på mig med et hævet øjenbryn.
"Det er min storebror," sagde jeg. "Så må jeg vel godt tage den." Han trak på skuldrene, og jeg satte telefonen for øret.
"Hallo?"
"Hej, Des," sagde Daniel. "Forstyrrer jeg?"
"Nej nej," forsikrede jeg ham. "Hvad vil du?"
"Jo, det er, fordi vi - Daniella, mor
, far og mig - ville lave en lille overraskelse til dig, til når du kommer hjem. Problemet er bare, at du har en åben dagbog til at ligge i din seng."
"Aj, shit," udbrød jeg. "Har I læst i den?"
"Nej," sagde han. "Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har taget den og lukket og låst den, så mor og far ikke ser den, men jeg faldt bare over en sætning, da jeg lukkede den."
"Åh nej," mumlede jeg. "Hvilken sætning, Daniel?"
"'Hvad nu, hvis der er nogen på lejren, der opdager mine ar eller lægger mærke til, at jeg altid går på toilet, når vi har spist?'" citerede han. "Jeg håber virkelig, at det er nogle gamle ar, og at du bare altid skal skide, når du har spist."
Jeg sank og bed mig i læben. "Fuck det," hviskede jeg, så Daniel ikke kunne høre det. Ashton kunne tilgengæld. Han så bekymret på mig, og jeg viftede afvisende med hånden.
"Destiny, jeg lover, at jeg ikke fortæller det til mor og far. Bare rolig."
"Men du siger det til Daniella," sagde jeg.
"Ja, men det også fair nok, ikke?"
"Jo jo," sukkede jeg. "Så længe I ikke siger et ord til mor og far."
"Det gør vi ikke. Pinky swear."
"Godt. Tak. Jeg elsker jer."
"Vi elsker også dig," sagde han, og jeg lagde på. Jeg lagde min mobil tilbage i baglommen på mine cowboyshorts og formede mine læber til en smal streg. Ashton så vurderende på mig.
"Du har ikke tænkt dig at sige det til mig, vel?"
Jeg rystede på hovedet og dumpede ned i min seng. Han kom hen til mig og satte sig ved siden af mig.
"Én mand per seng," sagde jeg.
"Det gælder kun, hvis vi ligger ned," sagde han.
"Klart." Jeg rettede lidt på min fingerring, som jeg havde fået af mor og far i fødselsdagsgave i år. Den var sølv med et diamanthjerte, og den havde været ret dyr. De manglede ikke penge. Vi manglede ikke penge, og det var mors og fars fortjeneste. De arbejdede også i ferierne.
"Må jeg kalde dig Joy?" spurgte Ashton.
"Hvis jeg må kalde dig Ash," sagde jeg.
"Aftale." Han rakte hånden frem, og jeg tog den. Han holdte fast i min hånd lidt for længe, inden han gav den et lille klem og så slap den.
En dreng åbnede døren, så kort på os og gentog mine ord: "Én mand per seng, Johns."
"Og det skulle komme fra dig," grinede Ash. Han rejste sig op og gik hen til drengen.
"Hvordan har du båret dig ad med at få listet en pige herind?" spurgte han.
Ash grinede igen. "Eneste ledige plads. Joy, det her er Graham, Graham, det er Destiny."
"Hedder hun Joy eller Destiny?" spurgte Graham.
"Destiny," sagde jeg. "Joy," sagde Ash oveni.
"Bare kald mig Destiny," sagde jeg til Graham. Han nikkede og smilede til mig. Han var ret køn. Kort, mørkebrunt hår, blågrønne øjne og solbrun hud. Måske omkring 180 centimeter høj og muskuløs. Han var helt modsat Ash, bortset fra højden, som vist var nogenlunde den samme. Han blinkede til mig, inden ham og Ash gik ud af værelset, og jeg sad alene tilbage i min seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...