Him & Me

Destiny Lynn Joy er en sekstenårig pige, der altid får, hvad hun peger på. Hendes forældre er velhavende, men man må gøre noget for at få penge, så de arbejder også i sommerferien. Fordi de ikke synes, at Destiny skal være alene hjemme hver dag i ferien, sender de hende på en slags lejr. Her møder Destiny den kønne Ashton Johns, som også er hendes roommate. Ashton kan godt lide Destiny, men det kan hans ven Graham Zax også. Destiny kan lide dem begge; de er søde og sjove og ikke mindst pæne. Det er lidt et problem, for drengene accepterer ikke at leve i uvished om, hvem hun egentlig bedst kan lide. Samtidig kæmper Destiny med at holde sin bulimi og sine mange ar skjult, men det er ikke let, når det er alt for varmt til at dække sine håndled med langærmede trøjer, og når hun er nødt til at forsvinde ud på toilettet, hver gang hun har spist. Hvordan ender Destinys ferie? Får hun fortalt sandheden om sig selv, og bestemmer hun sig for, hvem hun virkelig kan lide?

3Likes
0Kommentarer
317Visninger

2. #1

Destiny

Jeg stak to fingre i halsen, og morgnens måltid væltede ud af mig og ned i toilettet. Det føltes godt at vide, at jeg nu ikke skulle bekymre mig om morgenmadens mange kalorier, selvom bræksmagen i min mund ikke ligefrem var himmelsk. Jeg rykkede op, sprøjtede lidt parfume rundt i badeværelset, så der ikke var nogen, der kunne lugte mit bræk, og skyllede min mund ved håndvasken.
Klokken var ni, mandag morgen, og det var min sidste dag herhjemme, inden jeg skulle på en slags lejr i de sidste uger af sommerferien. Det var ikke på den måde en lejr - vi skulle ikke sove i telt eller hytter, men det var lidt ligesom en slags børnehjem eller en kostskole uden skole. Mine forældre var blevet enige om, at jeg skulle derhen, for de skulle på arbejde hver dag fra klokken syv til sent om aftenen, og så skulle jeg ikke være alene hjemme ("Jeg er altså seksten. Jeg er ikke et barn," havde jeg sagt, men de er ret overbeskyttende). I hvert fald skal jeg derhen. De fandt først ud af det i går, så der var kun én ledig seng tilbage. De kører med tomands-værelser, hvor man egentlig skal være af samme køn for at dele værelse, men det var den eneste ledige seng, og min far tilbød at betale ekstra, så jeg kommer til at sove på værelse med en dreng. Juhu.. Føl sarkasmen.
Aj, jeg tror, det bliver okay. Han kan vel ikke være helt forfærdelig, og hvis han er, er det jo heldigt, at jeg kun skal sove på hans værelse og er fri til at være sammen med andre om dagen.

Jeg satte mig ind i bilen, som allerede var fyldt med resten af min familie og min bagage. Mor og far havde insisteret på, at min to ældre søskende skulle med, så de kunne sige ordentligt farvel til mig henne på 'lejren'. De er tvillinger og hedder Daniella og Daniel. Jep, mine forældre syntes, at det var ret hipt, hvis vi alle tre startede med D, så det gør vi altså. D & D, som jeg kalder dem, sad klemt sammen på bagsædet ved siden af mig - Daniella til venstre, Daniel i midten og mig til højre.
Far kørte ud af indkørslen, mens mor slog GPS'en til, D & D snakkede sammen, og jeg satte mine høretelefoner i ørerne. Jeg skruede godt op for Feels Like We Only Go Backwards, lukkede øjnene og nød musikken.

"Så er vi her," meddelte mor glad, da far slukkede motoren. Jeg trak høretelefonerne ud og så ud af vinduet. En stor bygning med en pool ude foran, palmetræer og liggestole, unge mennesker med kufferter, som sagde farvel til deres familie, og så en lang, grøn græsplæne. Det så ikke helt tosset ud.
"Her er da fancy," sagde far. Ham og mor prøvede desperat at følge moden og bruge forskellige udtryk, men de virkede mere som min gamle mormor, der lige havde fået en iPhone 5c, men bare ikke kunne finde ud af at bruge den.
"Far," sukkede Daniella. "Du er ikke cool."
"Det er det her sted tilgengæld," sagde mor. "Totalt nice."
Vi sukkede alle tre, mens far erklærede sig enig med mor.
Jeg kom levende ud af bilen og slæbte min kuffert og min store fitnesstaske hen foran hoveddøren. Mor og far krammede og kyssede mig og sagde, at de elskede mig, og at det ville blive en god oplevelse for mig, og jeg sagde, at de sikkert havde ret, og at jeg også elskede dem (når de ikke prøvede på at være som nutidens unge) og at jeg godt selv kunne finde det værelse, jeg skulle sove på. D & D nøjedes med at kramme mig og kysse mig på kinden, smile og sige farvel, inden de igen gav sig til at snakke sammen. Jeg undrede mig tit over, hvordan de kunne blive ved med at have noget at snakke om, men det var måske bare endnu en tvillingeting, som jeg ikke forstod mig på.
Endelig satte de sig alle fire ind i vores store, sorte bil, og mor og far vinkede til mig. D & D gjorde sikkert også, men ruderne bagi var tonede, så jeg kunne ikke se det. Jeg begav mig ind i bygningen og gik hen ad et par gange, skiftede retning og fandt så mit værelse. Nummer 9, det sidste på venstre side. Jeg puffede døren op, og en dreng så op fra en tyk bog. Min første indskydelse, når jeg så en dreng med en bog, var, at han var en nørd, men det var ham her vist ikke. Han lignede ikke en. Han havde kulsort hår, temmelig lys hud, nærmest lysegrå øjne, og han smilede skævt til mig. Han havde stramme, sorte bukser på, en grå og sort hættetrøje
og et par sorte Converse. Alt for varmt til det her vejr, ifølge mig.
"Hej," sagde han. Hans stemme var ret lys, men det overraskede mig nu ikke. "Jeg hedder Ashton Johns."
"Hej, Asston," sagde jeg. Med vilje udtalte jeg h'et som et s. Jeg havde besluttet mig for at være lidt hård på den her lejr, for folk skulle jo ikke opdage min spiseforstyrrelse og mine ar (ikke depressioner. Jeg startede med at cutte, da jeg var ret buttet, og selvom jeg er tynd nu, cutter jeg stadig, for det er faktisk meget beroligende).
"Jeg hedder Destiny Lynn Joy."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...