A Thursday Kind of Fire

Hun er vågen til fire om natten og burde være god til at lave kaffe og hendes pude er altid plettet af den maling hun ikke får vasket af sine fingre. Hendes røde hår er samme farve som efterår og hun lytter til elektronisk pop som var det en religion og han møder hende en torsdag. Han ved intet om hende, men hun er som ild. Som skoven før en skovbrand.

11Likes
10Kommentarer
494Visninger

2. Torsdag

 

Klokken er to om morgenen og Isaac har lige låst sig ud af sin lejlighed. Han lunter ned af trapperne, den ene fod foran den anden, imens han bliver mere og mere irriteret over at han ikke kan sove. Ikke at han skal noget i morgen, men ifølge Isaac er natten til for at sove og han sover ikke. Det irriterer ham. Det har altid irriteret ham.

Da han åbner døren ud til Oxfords gamle gade bliver han straks mødt af den ubarmhjertige november vind som fyger direkte gennem hans tynde pyjamasbukser og føles som bitte små knive mod huden. Isaac prøver på ikke at tage sig af det imens han går ned ad gaden. Han havde forladt sin seng fordi man kun kan vende og dreje sig og vende puden et vist antal gange inden man må indse at samtlige vendinger og drejninger indtil nu ikke har hjulpet og derfor nødvendigvis må ty til andre midler. Isaac havde nået den konklusion, at hans ’andre midler’ måtte være en gåtur. At gå en tur udenfor må nødvendigvis være det modsatte af at ligge og sove indenfor.

Det er en stjerneklar nat, lægger han mærker til.  Meget smuk, hvis man vel om mærke er i stand til at se på stjernerne og finde dem smukke. Det er Isaac ikke. Han ser stjernerne og han ser at de lyser. Han ser uendeligheden og det uudforskede og det er ikke smukt. Det er videnskabeligt og det er uvist og det er skræmmende. Isaac er ikke stor fan af rummet. Isaac er ikke stor fan af særlig mange ting.

Foran ham begynder trækroner at komme til syne, oplyst af de lysende stjerner og den lysende måne. Jo tættere han kommer på, jo bedre kan han skelne hvert enkelt træ fra dets nabo. Vinden får træernes nøgne grene til at bevæge sig og sige lyde der ikke lyder som om de kommer fra grene og vind. De lyder fremmede.

Isaac skutter sig og trækker jakken tættere om sin tynde krop. Ikke en god nat at være udenfor, tænker han, men så igen, hvilken nat er?

Han når til parkens indgang, det fine grus knaser under hans slidte sko imens han går badet i lygtepælenes lys. Det tager ham ikke lang tid at nå parkens midte. Hvis han havde været opslugt af tanker kunne han have brugt længere tid på at gå, han kunne have slentret langs stierne og betragtet hvordan lygtepælene fik træerne til at kaste forvrængede skygger på det dugvåde græs. Han kunne have set hvordan flagermusene var tydlige mod den kridhvide måne og have tænkt, at det ville være et godt billede, men sådan tænker Isaac ikke. Selv ville han sige, at han i princippet ikke rigtigt tænker. Han ville sige, at han ikke er en tænker. At han aldrig har været en tænker, fordi han aldrig har lært at tænke. Ikke ordentligt.

Pludselig, hvilket egentlig ikke er pludseligt men mere at det først nu er gået op for ham hvad skikkelsen faktisk forestiller, ser han en pige. Hun sidder foroverbøjet på en bænk få meter fra ham, hendes røde hår falder i kaskader om hendes ansigt og afskærer hende fra nattens altopslugende tilstedeværelse. Isaac misunder hende håret, misunder hendes gardin mellem verden og hende selv, og så, som om det var det mest naturligt at gør, fejer hun alt håret over den ene skulder, kigger lige frem, rynker øjenbrynene og smiler. Hun smiler. Af ingenting. Isaac forstår det ikke.

Isaac er opmærksom på at det ikke er høfligt at stirre. Han ved godt at man ikke bør stå i mørket og kigge på en pige uden at give sig til kende, men han gør det alligevel. Han tør ikke sige hej. Tror han. Han tror ikke, at han tør at sige hej. Han ved det ikke helt. Derfor bruger han lang tid på at betragte hende. Han tæller hendes smil, ser hendes hænder bevæge sig over papiret der ligger på hendes lår, lægger mærke til, at hun hverken har pensel eller blyant. Hun bruger sine hænder. På et tidspunkt lægger hun hovedet bagover og løfter sin hånd som for at køre den gennem sit hår og Isaac går et skridt tættere på.

”Lad være.”

Pigen kigger forskrækket hen på ham. Hendes blå øjne er store, hendes mund åben i chok. Isaac er mindst lige så forskrækket som hun er. Han vidste ikke at han sagde noget. Det var ikke meningen at han ville sige noget.

”Shit,” siger hun, hendes stemme hæs. Isaac bliver overrasket af hendes ord. Han er ikke stor fan af bandeord. Der er ingen grund til at bruge dem, ville han sige. Sandheden er, at han er bange for at bruge dem. Han tør ikke.

Hendes hånd er stadig løftet over hendes hoved, fastfrosset, stadig faretruende tæt på hendes røde hår der skinner i lyset fra lygtepælen. Det minder Isaac om noget som han ikke helt kan sætte ord på.

”Flyt din hånd,” mumler han genert, pinligt berørt over at have givet sig til kende.

”Undskyld, hvad?” spørger hun, mindre hæs denne gang og mere defensiv. Hun er bange for mig, tænker Isaac, hun tror jeg er farlig.

”Det er bare, du har maling på dine hænder og så - jeg - du - det ville komme i dit hår.”

Pigen bliver ved med at kigge på ham, hun betragter ham indtrængende som om hun vurderer hans karakter, om han er farlig eller ej. Hun ser lidt dum ud med hånden hængende over hovedet, tænker han.

”Okay,” siger hun langsomt og sænker endelig armen.

Isaac ånder lette op. Han havde ikke opdaget at det havde gjort ham så nervøs. Hvorfor havde det gjort ham så nervøs?

”Du er godt klar over, at du skræmte mig halvt til døde.” Hun kigger bebrejdende på ham.

”Undskyld,” svarer han fåret.

Hun nikker. ”Det er okay, du er tilgivet.”

Det undrer Isaac lidt at hun sådan uden videre kan blive så afslappet igen. Hans hjerte banker stadig på livet løs og det var ikke engang ham der var blevet forskrækket af en fremmed. Han havde skræmt sig selv.

”Jeg skræmte faktisk også mig selv,” siger han til sin store overraskelse. Hvorfor sagde han det?

Pigen smiler og griner. Ikke et rigtigt grin, bare luft der bliver skubbet ud mellem hendes læber. Et smil med lyd, tænker Isaac. Det har han aldrig tænkt over før, at folk kan smile med lyd.

”Stakkels dig.”

Isaac trækker på skuldrene og kigger ned på sine slidte sko. Han ville ønske, at han ikke havde pyjamasbukser på. ”Det var vel min egen skyld.”

Der går noget tid inden nogen af dem siger noget. Luften fyldes af grene der hvisler, flagermusenes vingeslag og højfrekvente lyde. Et sted i baggrunden bliver en bil vakt til live. Stilheden er tør og kold, indtil pigen skærer gennem den ved at rømme sig og Isaac pludselig finder det dybt latterligt at han står i en park midt om natten fordi han ikke kunne sove.

”Jeg tror jeg går,” siger han og gør mine til at vende sig om.

Pigen åbner munden for at sige noget, lukker den hurtigt igen og åbner den til sidst. ”Hvor skal du hen?”

”Hjem,” forklarer han kortfattet.

”Hvor kom du fra?”

”Hjemmefra.”

”Hvad laver du oppe?”

Isaac rødmer lidt ved det spørgsmål. Hvorfor ved han ikke. Det giver ikke mening, men han kan ikke lade være med at tænke at det er pinligt. ”Kunne ikke sove.”

Pigen trækker på skuldrene. ”Og så vil du hjem nu?”

Isaac nikker.

”Men du kan jo ikke sove?”

”Hvad skulle jeg ellers gøre?”

Hun rykker længere til højre på bænken og lægger hånden ned på den nu ledige plads ved siden af sig. ”Du kunne sætte dig og holde mig med selskab?”

Man skal ikke have selskab midt om natten, der man skal sove, tænker han men går alligevel hen til bænken og sætter sig. Hvorfor gør han det? Det ville han normalt ikke gøre.

Stilheden lægger sig igen over de to. Isaac ved ikke hvad han skal sige til hende, han håber på at hun vil sige noget. Isaac er ikke god til fremmede mennesker. Han er ikke den store fan af smalltalk.

Hun siger ikke noget, men vender derimod opmærksomheden mod papiret hun stadig har liggende på sine lår. Med øvede bevægelser giver hun sig til at stryge sine fingre over de mange farver. Isaac lægger mærke til at hendes fingre er fyldt med farver. Han lægger mærke til at hun har rester af farver på hendes kinder, i håret, på armene, bukserne.

”Hvorfor har du så mange farver, sådan…?” spørger han, overrasket over at have brudt stilheden, og prøver at pege på hele hendes krop.

Pigen kigger op på ham, ned på sit papir og op på ham igen. ”Fordi jeg har lyst,” siger hun, ikke fjendtlig eller noget.

Isaac havde ikke ment hendes billede. Han havde ment hendes krop. Han undrede sig over hvordan det kunne være muligt at have maling alle steder, men han tør ikke spørge hende igen.

”Hvad tegner du?” spørger han i stedet.

Hun smiler da hun hører hans spørgsmål. ”Kan du se springvandet derovre?”

Isaac nikker forvirret, han kan godt se springvandet, men det hun har tegner ligner ikke et springvand.

”Kan du høre lyden det siger?”

Isaac nikker igen.

”Hvad får det dig til at tænke på?”

”Det ved jeg ikke,” svarer han hurtigt. Han er ikke en tænker.

”Come on,” udstøder hun en smule skuffet, som om hun havde forventet at Isaac ville have tænkt det samme som hende øjeblikkeligt. Som om andet ville være utænkeligt.

”Jamen jeg ved det ikke,” siger han igen, en smule skyldigt. Han ville ønske at han kunne give hende det svar hun ville have af ham.

”Så prøv at se på stjernerne, på månen.”

”Hvad skal jeg se?” spørger han forvirret.

”Det handler ikke om det du skal se, men om det du rent faktisk ser,” forklarer hun.

”Øhm, jeg ser stjernerne og månen. De lyser?”

Et smil breder sig om pigens læber. ”Hvad hedder du?”

Isaac er forvirret. Han troede de snakkede om stjernerne og månen. ”Isaac.”

”Hvad laver du til daglig, Isaac?” spørger hun.

Hans navn lyder mærkeligt i hendes mund, synes han. Det lyder fremmed.

”Jeg læser på universitetet.”

”Hvad læser du?”

”Noget marketing - det er ikke så spændende.”

”Så det interesserer dig ikke rigtig?”

Isaac trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Måske?”

”Hvad interesserer du sig så for?”

Det får Isaac til at tie stille. Ikke at han ellers larmede helt vildt, men han ved ikke hvad han skal sige. Sagen er den, at han ikke ved hvad der interesserer ham.

”Det ved jeg ikke,” mumler han og får næsten helt dårlig samvittighed da han ser hendes ansigtsudtryk.

”Du ved ikke hvad der interesserer dig?”

Isaac ryster på hovedet.

”Du har ingen anelse?”

Igen ryster han på hovedet.

”Wow,” siger hun måbende. ”Jeg troede alle havde en interesse.”

”Ikke rigtig.”

”Er det ikke træls?”

”Det ved jeg ikke,” svarer han og griner humorløst, ”jeg har ikke rigtig prøvet andet.”

”Wow,” gentager hun.

Isaac bryder sig ikke om den måde hun kigger på ham, som om hun har ondt af ham, så han spørger: ”Interesserer du dig for at male?”

Hun ryster på hovedet som om hun skulle ryste nogle tanker ud af hovedet før hun kunne svare ham. ”Meget. Har altid gjort det.”

”Er det derfor du er ude om natten?”

Hun nikker. ”Meget observant.”

Isaac opfatter ikke hendes drillende tone. ”Hvorfor maler du ikke bare om dagen?”

”Fordi jeg lige så godt kan gøre det om natten.”

”Men der er mere lys om dagen,” protesterer han. Hun giver ingen mening.

”Og flere mennesker,” siger hun.

Godt nok er Isaac ikke den bedste til at begå sig i sociale situationer, men han forstår et hint når han hører et, så han rejser sig og børster ikkeeksisterende støv af sine pyjamasbukser. ”Jeg tror jeg går.”

”Hvorfor nu det?” spørger hun, næsten såret.

”Du sagde lige at der var færre mennesker om natten.”

”Og?”

”Jeg skal nok gå hvis du gerne vil være alene.”

”Det har jeg ikke sagt noget om.”

”Men jeg skal også hjem og sove.”

”Hvorfor?” spørger hun som om det ikke var indlysende hvorfor Isaac skulle hjem og sove.

”Fordi det er nat,” svarer han.

”Hvem siger man skal sove bare fordi det er nat?”

Isaac er løbet tør for ord nu. Der er aldrig nogen der rent faktisk har sagt til ham, at man skal sove om natten. Det har altid været indforstået, men aldrig er der nogen der har fortalt ham det. Derfor dumper han ned på bænken igen, helt ude af den over hendes spørgsmål.

”Er det ikke bare hvad man gør?” spørger han halvhjertet.

”Du kan sove når du bliver gammel,” griner hun selvtilfreds og rækker ham et papkrus med kaffe. ”Drik.”

Først ryster han på hovedet, han har ikke lyst til at drikke af det når hun også har, men hun bliver ved og ved og til sidst tager Isaac imod kruset og løfter det op til sine læber. Forsigtigt tager han en lille tår og det smager forfærdeligt.

Pigen griner af hans ansigtsudtryk. Sådan rigtigt griner med lyd og smil og øjne og hele kroppen.

”Det smager ikke særlig godt,” siger han langsomt med afsky i stemmen og rækker hende kruset igen.

”Det er fordi jeg har lavet det,” siger hun halvkvalt, grinet lige under overfalden, parat til at bryde frem hvornår det skal være, ”og jeg kan virkelig ikke lave kaffe.”

Isaac ryster på hovedet men kan ikke lade være med at smile en smule. ”Hvorfor skulle jeg så drikke det?”

”Fordi jeg ikke selv vil have det,” svarer hun og Isaac er færdig. Grinet kommer pludseligt og uventet. Det bobler hele vejen op igennem hans hals og det føles fantastisk. Det føles euforisk. Hun ser på ham med fryd i de elektriske blå øjne og kan heller ikke længere holde latteren tilbage. Den omfavner ham, lyser mørket op og gør ham varm, som et bål i natten og endelig, endelig, kan han se hende. Sådan rigtigt se hende. Hun er som efterår med det røde hår og de blå øjne, som blade malet med en efterårspalet mod den krystalblå himmel. Hun er smuk og hun er varm og det er nat og han kunne ikke være mere lykkelig.

 Jeg bliver ikke yngre, tænker han og kigger på sin hånd, fyldt med maling fra kaffekoppen, jeg kan sove når jeg bliver gammel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...