8,2 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En hvid dreng. En indisk pige. 8,2 sekunders øjenkontakt på et tilrøget diskotek, og alt vil forandres. En forbudt kærlighed, så stærk, at intet ville kunne skille dem ad. Eller ville der?

4Likes
8Kommentarer
358Visninger
AA

3. Venter

Som jeg havde lovet dig, ventede jeg ved busstopstedet hver eneste dag. Buschaufførerne begyndte at undre sig over hvorfor jeg aldrig steg på, og jeg begyndte at frygte at du ville bryde dit løfte til mig, ligesom jeg havde brudt mit. Dagene føltes lange, og nætterne endnu længere. Min tanker kørte konstant om dine øjne, og det kys du havde givet mig. Jeg digtede en helt verden op, hvor det var okay at vi var sammen, og jeg misundte andre par, der gik hånd i hånd, selvom de selvfølgelig ikke var så heldig som mig. Jeg havde den smukkeste pige der fandtes. Og hun havde kysset mig, lavet mad til mig, og lyttet til mig. Men som dagene gik, begyndte tvivlen af nage sig i mit bryst, og jeg overvejede om det måske ikke havde været det samme for dig, som det havde været for mig. Så da du endelig en dag, rent faktisk kom gående ned mod mig, troede jeg først ikke at det var sandt.

     Selvom trangen til at kramme dig var uoverskuelig stor, rørte jeg dig ikke, da du stillede dig ved bus skiltet, og kiggede frem for dig. ”Jeg sagde jeg ville gå ned og handle ind,” sagde du, stadig med blikket stift rettet fremad. ”Så de forventer at jeg er tilbage om en time.”

     Stilhed.

     ”Hvor kan vi gå hen?” spurgte jeg, og anede et længselsfuldt smil, på dine læber. 

     ”Jeg kender et sted,” sagde du. ”Følg efter mig, men hold en afstand på halvtreds meter.”

     Du begyndte at gå, og mit blik fulgte dine smukke, yndefulde bevægelser. Du havde en lyseblå sommerkjole på, der fremhævede din mørke hudfarve, og en løs fletning, der hang ned ad ryggen på dig. Da du var langt nok væk, rejste jeg mig, og fulgte dig, med den afstand du havde bedt mig om. Efter nogle gader, drejede du ned ad en lille sti, og fulgte vejen op mod en skov, jeg ikke vidste eksisterede. Så snart du nåede skoven, drejede du væk fra vejen, længere og længere ind i dybet, så man til sidst ikke kunne se os længere. Først dér vendte du dig om. Du havde et bredt smil på dine læber, og du sprang ind i min favn.

     ”Jeg har aldrig savnet en person så forfærdeligt,” hviskede du, dine læber tæt ved mit øre. ”Hvad er det du har gjort ved mig?”

     Jeg holdte stramt omkring dig, ønskede at jeg aldrig skulle give slip igen. Vidste at jeg ville blive nødt til det, på et eller andet tidspunkt. Jeg kyssede dine læber, og du kyssede mig tilbage. Din latter rungede gennem skoven, og fik fuglene til at forstumme i misundelse. Vi stod i lang tid og holdte om hinanden. Tæt og inderligt. Men til sidst gav du slip, og tog min hånd.

     ”Jeg tager altid herud, når jeg har brug for at være mig selv,” sagde du, og trak mig længere ind i hjertet af skoven. ”Det er mit hemmelige sted. Mit fristed. Det eneste sted hvor jeg ikke konstant bliver overvåget.” Du fnøs bittert. ”Mine forældre flippede totalt ud, da de fandt ud af jeg ikke var gået hjem sammen med mine veninder fra festen – og endnu mere da de fandt de fremmede blomster i køkkenet.” Dit blik mødte mit, ved de ord.

     ”De fortalte mig at de havde set de blomster?” sagde du, og stoppede op.

     ”De så mig, udenfor din dør.”

     Du rystede på hovedet. ”Du må aldrig – ALDRIG – komme til mit hus igen. Du var heldig at de ikke var hjemme, da du bankede på min dør, ellers ville alting have været endt galt.”

     Vi stoppede ved en bæk, der bugtede sig gennem skoven. En tyk gren var lagt henover bækken, og du balancerede dig ud på den, med min hånd som din støtte. Da du havde fundet balancen, satte du dig ned, og lod dine bare tæer glide henover vandets klare farver. Jeg hev mine sko af, før jeg balancerede mig ud ved siden af dig.

     ”Jeg har aldrig gjort sådan noget her før,” sagde du. ”Sneget mig ud, løjet for mine forældre. Men jeg kan heller ikke slippe tanken om dig. Det er som om en dæmon har overtaget mit hjerte, og styrer mig mod dig. Og jeg hader og elsker dig for det.”

     Jeg lagde min arm om dig, og du hvilede dit hoved på min skulder.

     ”Jeg kan ikke overskue alt det her. Jeg ved at det på et eller andet tidspunkt bliver opdaget, og hvad skal der så ske med os?”

     Jeg tyssede stille på dig. ”Lige nu. Lige her. Det er hér vi er. Sammen. I går var fortid, i morgen er fremtid, men i dag, er i nuet. Og der er hér vi skal huske at leve, for vi kan ikke leve dagen i går, eller dagen i morgen.”

    Du smilede, og klemte min hånd. ”Tak,” sagde du. I lang tid var vi stille. Sad bare og lyttede til vandet der rislede, træernes blade der raslede, og fugle og insekter der sang og summede i én stor symfoni. Den varme vind kærtegnede vores kinder, og trods vores svedige hænder, forblev de holdt sammen.

     Pludselig satte du dig op, og jeg spjættede forskrækket, så jeg nær var faldet i vandet.

     ”Tiden!” råbte du, og kom op og stå på grenen, ”de forventer at jeg er hjemme om tyve minutter, og jeg har ikke engang handlet endnu!”

     Jeg fik bakset mig væk fra grenen, ind til fastlandet, og skyndte mig at tage mine sko på igen. Du børstede din kjole af, så grene og støv fløj til alle sider, og skyndte dig at hoppe i sandalerne. Så tog du fat i mig, holdte mig helt tæt, og kyssede mig blidt og inderligt, så hele verden kørte rundt omkring os.

     ”Maiṁ tumasē pyāra karatā hūm̐” hviskede du i mit øre, på så smuk indisk, at det gjorde helt ondt indeni. Jeg forstod ikke dine ord, og du oversatte dem aldrig, men følelsen af dine læber mod mit øre, dine stemme mod mit sind, din krop mod min, var nok, til at forstå betydningen. Så kyssede du min pande, og aede mig over kinden.

     ”Vent her, hver dag, indtil jeg kommer.” sagde du, og begyndte at gå. Jeg blev stående og så efter dig, mens du langsomt forsvandt bag træerne. Dine ord kørte rundt i mit hoved, igen og igen. 

     Uden dig, gav livet ikke længere mening.

          

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...