8,2 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En hvid dreng. En indisk pige. 8,2 sekunders øjenkontakt på et tilrøget diskotek, og alt vil forandres. En forbudt kærlighed, så stærk, at intet ville kunne skille dem ad. Eller ville der?

4Likes
8Kommentarer
357Visninger
AA

2. Lov mig

Jeg tøvede. Stående foran den gule bygning, med en hel tale klar i mit hoved, følte jeg mig pludselig som den største idiot. Jeg overvejede idéen om at du slet ikke ønskede at mødes med mig igen. At vandringen gennem natten med en fremmed, blot var noget der gav dig det adrenalin-sus du manglede, netop fordi det ikke førte til andet end det.

     Jeg duftede til de store, lyserøde blomster jeg havde købt for de penge, jeg egentlig skulle have brugt på mad, og gentog igen og igen de ord jeg ville sige til dig, når du åbnede døren.

     Jeg tror jeg stod der i ti minutter, mens jeg overvejede alle de ting der kunne ske, da døren pludselig åbnede, og tre fremmede mennesker trådte ud. Den ene var en tyk, lille dame, med sort gråsprængt hår, og en perle i panden. Hun havde en smuk kjole med et sølvbælte, og på et fremmed sprog stod hun og skældte ud på en teenagepige, med løst, krøllet hår, og en rød mønstret kjole, der lod som om hun ikke hørte damens ord. Den tredje var en mand, lidt ældre en damen, med en blå skorter og sorte bukser. De alle sammen styrede mod bilen, men standsede da de så mig, og deres blikke rettede sig fra mit ansigt, til de blomster jeg stod med.

     ”Leder du efter nogen?” spurgte damen med en stærk indisk accent, og mandens blik fulgte nøje enhver bevægelse jeg lavede.

     Min hals snørrede sig sammen, og jeg mærkede sveden i mine håndflader. Dine ord men hvis mine forældre ser mig med en gora, er jeg død, kørte rundt i mit baghoved, og jeg spejdede nervøst omkring mig.

     ”J-j-jeg ...” Fik jeg fremstammet, og kløede mig i panden. ”Jeg tror jeg er faret vild. Jeg leder efter en ved navn Karina. Hun skulle vidst nok bo heromkring.”

     Jeg plejede at være god til at lyve, men deres blikke gjorde mig så nervøs, at alting vendtes op og ned inden i mig. Jeg følte at jeg havde gjort noget dybt ulovligt, og de havde taget mig midt i det.  

     Manden trak på skuldrene. Undskyldende. ”Der bor ikke nogen Karina på denne vej, desværre,” sagde han, og begyndte at gå ind i bilen sammen med de to andre efter sig. Så tilføjede han: ”Men jeg er sikker på at hun nok skal blive glad for de smukke blomster.” Han blinkede til mig, og kørte ud af indkørslen, og jeg vinkede kejtet til dem, med et falsk smil plantet på læben. Så snart de var kørt ned af en anden vej, gik jeg op ad indkørslen, og hen til hoveddøren. Jeg bankede tre gange.

     Et for kærligheden.

     Et for skønheden.

     Og et for ungdommen.

 

Du åbnede døren, og duften af alverdens krydderier og din rosa parfume kom mig i møde, og omfavnede mig i et unaturligt, varmt kram. Du havde intet make-up på, dit hår hang løst, og du havde ikke andet end en stor, grå T-shirt på.

      ”Benjamin?” spurgte du overrasket, og lyden af mit navn på dine læber gjort mig varm indeni. ”Hvad laver du her?”

     Du spejdede ud på gaden, i skræk for at naboerne så os.

     ”Jeg blev nødt til at se dig igen,” sagde jeg, og lagde vægten fra mit ene ben til det andet. Dit blik lynede.

     ”Du bliver nødt til at gå nu,” sagde du, og begyndte at lukke døren.

     ”Nej, vent!” råbte jeg, og nåede lige akkurat at stoppe døren med foden. Jeg rakte blomsterne til dig. ”Hvornår kan jeg se dig igen?”

     Du tøvede, og stirrede ned i jorden. ”Benjamin ...” mumlede du.

     ”Nej! Du må ikke sige vi ikke kan ses igen. Jeg ville ikke kunne ... Please ... bare én time. Det er alt jeg beder om. Én time, og du ser mig aldrig igen. Okay?” Jeg væltede rundt efter ord, og mærkede tårerne  presse sig på. Du spejdede rundt i nabolaget, før du endelig åbnede døren nok op til at jeg kunne komme ind.

     ”Tyve minutter,” sagde du.

     Huset var enkelt indeni, med sorte gulvfliser, og hvide, sterile vægge med kun få billeder af dig og pigen i bilen, jeg gik ud fra var din søster. Du tog blomsterne, og puttede dem i en vase, og imens vandrede jeg rundt i stuen, og fulgte billederne med øjnene. Billeder af dig og dine forældre i Indien, billeder af dig på en elefant, din lillesøster der smiler op mod kameraet, din afslutning på gymnasiet. Der gik noget tid, før jeg ænsede dit blik i min nakke.

     ”Hvad laver du her, Benjamin?” spurgte du mig. Din stemme var iskold. Hård. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se ind i dine smukke øjne, men dit blik fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Du havde arvet din fars øjne.

     ”Jeg blev nødt til det,” sagde jeg, og gik tættere på dig.

     ”Du fulgte efter mig.”

     ”Ja.”

     ”Du brød dit løfte.”

     ”Undskyld,”

     Mine stemme var ikke mere end en hvisken. Jeg tog din hånd, men du rev den til dig igen. Så vente du dig om, og styrede ud i køkkenet, hvor du hvilede dine arme mod vasken.

     ”Du gør alting mere besværligt ...” hvæsede du. Jeg stillede mig i døråbningen. Mit blik på dit løse, bølgede hår. Dine tynde, mørke ben fik mig til at synke en ekstra gang. ”Jeg tror slet ikke du forstår alvoren i det her.”

     Du vendte dig om så hurtigt, at jeg gik et skridt tilbage i forskrækkelse. ”Du er det eneste jeg kan tænke på ...” sagde jeg. Min stemme var skinger nu. Skuffet. Ked af det.

     ”Mine forældre slår mig ihjel!” råbte du. ”De slår dig ihjel. Du forstår ikke alvoren i det her. Jeg må ikke have en kæreste. Og mindst af alt, en hvid kæreste. Forstår du det?”

     Ordene slog mig hårdt i ansigtet, og jeg indså hvor naiv jeg havde været. Mine ben føltes slappe under mig, og jeg faldt sammen i en stol, mit ansigt dækket i hænderne.

     ”Undskyld ...” hviskede jeg, og kvalte gråden, der svulmede sig op i min hals. Det hele svimlede rundt for mig.

     ”Hvad der skete den aften, var intet andet end et møde med en fremmed, okay? Det kan aldrig blive til mere end det.” Du sank sammen på gulvet, med ryggen hvilende mod køkkenskabene, og hovedet lænet tilbage. Jeg nikkede, igen og igen, forsøgte at finde en eller anden udvej. Et eller andet, så jeg kunne blive her. Bare lidt længere.

     ”Sanjay ...”

     ”Du må nok hellere gå,” sagde du, og i din stemme lød der en skjult skuffelse. Det her var sidste gang vi nogensinde skulle ses, og smerten ved tanken borede sig gennem mit hjerte, og videre igennem resten af kroppen.

     ”Må jeg i det mindste kysse dig, før jeg går?” hørte jeg mine læber sige, og du løftede undrende dit blik. Først vredt, så tøvende. Til sidst nikkede du lidt for dig selv, og rejste dig op. ”Ét kys.” sagde du, og satte dig i skødet på mig. Jeg kunne mærke varmen fra din hud mod min, dine bare ben, der krydsede sig ind over hinanden, og dine lakerede tånegle. Dine hænder hvilede sig på mine skuldre, og mine øjne fokuserede på dine smukke læber. Langsomt – meget langsomt – nærmede dit ansigt sig mit. Nænsomt tog din ene hånd fat omkring mit baghoved, og min ene hånd kørte automatisk op ad din rygrad. Dine læber var så tæt, at jeg kunne mærke din ånde, og dufte shampooen i dit hår. Så rørte dine læber mine. Blødt, forsigtigt, tøvende, men stadig sikkert. En kildende, varme bredte sig gennem mig, tusind ting indeni mig eksploderede, og jeg ønskede – dybt og inderligt – at tiden her ville gå i stå, og aldrig, aldrig, aldrig nogensinde starte igen. Men til sidst gav dine læber slip, og mine læber følte sig pludselig blottede og nøgne.

     ”Jeg forelsker mig i dig,” røg det ud af mig. Du kiggede dybt ind i mine øjne.

     ”Vær sød at lade være ...” sagde du. ”Det gør alting så meget svære.” Du gjorde mine til at rejse dig, men jeg holdte dig fast, og du kæmpede ikke imod.

     ”Tving mig ikke til at sige farvel,” bad jeg.

     ”Tving mig ikke til at bede dig om det,” svarede du.

  

Sammen med dig, var stilheden aldrig frygtelig. Det var som om vi stadig snakkede, selv når vores læber ikke bevægede sig. Gennem vores øjne forstod vi hinanden, og det var nok. Du bad mig ikke om at gå, så jeg gik ikke, og sad og studerede dig, mens du lavede mad. Engang imellem brød du stilheden, med en eller anden historie, men det meste af tiden forblev vi tavse. Dine forældre og søster var taget til en indisk fest, men du havde sagt at du var syg, så de havde ladet dig blive hjemme. Det blev ofte sent til sådanne fester, men engang imellem, hvis de var trætte, kunne de finde på at komme tidligere. Du fortalte om din ældre bror, som var flyttet hjemmefra, og om en onkel der var blevet udstødt fra hele familien, fordi han havde giftet sig med en gora (en hvid). Du fortalte om de mange gange, du havde ønsket dig at du havde modet til at stikke hjemmefra, men også om den kærlighed du havde til din familie.

     Vi spiste den mad du havde lavet fra samme tallerken, så der ikke ville blive lagt mærke til en ekstra tallerken, og vi drak fra det samme glas. Jeg fortalte dig om de forældre der aldrig havde forstået mig, om mit ungdomsoprør, og mit ophold på psykiatrisk afdeling, fordi de troede jeg var deprimeret. Jeg fortalte om hvordan jeg stak af som sekstenårig, og flyttede ind hos en af mine venner, uden nogensinde at vende tilbage, og om den længsel jeg nogen gange fik, som jeg aldrig havde delt med nogen andre før. Du lyttede igennem det hele, og det virkede aldrig som om det kedede dig, hvad jeg havde at fortælle, jeg følte at jeg kunne fortælle dig alt, uden at du ville tro jeg var dum, og alle mine små særheder, syntes pludselig charmende, når det blev set på med dine øjne.

     Vi snakkede i flere timer. Jeg ved ikke hvordan det skete, men pludselig flyttede vi blikket fra hinanden, og indså at det var blevet mørkt udenfor. Jeg kunne mærke hvordan du pludselig gik i panik, og rejste dig så brat, at stolen skrabede hen ad gulvet.

     ”De kan komme hvornår det skulle være,” sagde du panisk, og hev ud i dit hår. ”Benjamin, du bliver nødt til at gå nu.” Skuffelsen i dine øjne var lige så stor som i mine. Jeg tog din hånd.

     ”Mød mig ved busstopstedet klokken tolv om eftermiddagen. Jeg vil vente på dig der hver dag, indtil du kommer.”

     ”Benjamin ...”

     ”Bare lov mig at du vil komme, okay? Lov mig det!”

     Du klemte min hånd, og kyssede hver en finger, mens du nikkede, og en enkelt tårer løb ned langs din kind.

     ”Det lover jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...