8,2 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
En hvid dreng. En indisk pige. 8,2 sekunders øjenkontakt på et tilrøget diskotek, og alt vil forandres. En forbudt kærlighed, så stærk, at intet ville kunne skille dem ad. Eller ville der?

4Likes
8Kommentarer
355Visninger
AA

1. 8,2 sekunder

8,2 sekunders øjenkontakt. Gennem det tilrøgede lokale. Gennem musikken og latteren. Forbi dyre drinks og billige bartendere.

     Du var ...

     Enestående.

     Smuk.

     Smukkere end smuk.

     Og du kiggede på mig.

I 8,2 lange sekunder. Jeg holdte vejret mens sekunderne snoede sig af sted. Alting omkring os gik i slowmotion, lydene forstummede. Vi var alene i rummet. Dig og mig. Fuldkommen alene, efterladt tilbage i det tomrum, der fyldtes ud med din skønhed. I 8,2 sekunder. Jeg mærkede suset flyve op gennem min mave. Mine fingre spændtes mod håndfladen. Små svedperler dækkede min nakke. Et skævt smil lå på dine skinnende, røde læber. Dit sorte hår var sat tilbage i en stram, enkel hestehale. Øjnene der oplyste lokalet, tilhørte dig.

     Så kom larmen og menneskerne tilbage. Kaos overalt, og du forsvandt i mængden. Malplaceret rakte jeg ud efter dig, forsøgte at gribe og holde fast i det minde, der skar sig igennem luften. Jeg prøvede at bane mig vej gennem dansende, fulde mennesker, der lo og væltede ind i mig. Mine hænder greb omkring sig.

     Du var ... ubeskrivelig. Noget, som intet ord i verden ville kunne leve op til. Noget så smukt, at magi ikke længere syntes uvirkeligt. Så exceptionel elegant, at enhver der forsøgte at leve op til samme standard, ville fejle. Så usædvanlig ualmindelig, så særdeles ekstraordinær. Du strålede stærkere end engle, med et barns uskyldige vished, der bringer os andre til skamme. Med et smil, der bragte en æstetisk dimension af følelser igennem mig, og øjne der indtog én i sin sjæl, så man inderligt ønskede at du aldrig vil blinke. Så uimodståelig fortryllende, and tanken om dig, aldrig ville forsvinde fra mig igen.

     Jeg nåede hen til det sted, hvor du havde stået, for så kort tid siden. Men tiden føltes lang, og du stod her ikke længere. Jeg spejdede ud efter dig i mængden, så efter dit sorte hår og dine røde læber. Men du var her ikke længere. Forsvundet blandt mennesker. Et for evigt tabt håb, om at se dig igen.

     Mine skulder føltes tunge, da jeg gik rundt som den eneste på dansegulvet, der ikke dansede, og mine tanker strejfede omkring dit blik. Jeg kunne mærke modløsheden presse sig på, ved tanken om at du ikke længere var i den her bygning, og aldrig ville vende tilbage.

 

Du stod udenfor, med en cigaret solidt plantet mellem dine læber, og snakkede med de veninder, jeg knap kunne skelne fra hinanden. Alt jeg så, var dig. Min hjerne tøvede, men mine fødder fortsatte, tættere og tættere på, ubevidste om, hvad næste skridt skulle være.

     Du løftede blikket, og kiggede ind i mine øjne igen. Det susede igennem min mave, og et ethvert ord, forlod min hjerne, og efterlod mig tilbage, med en halvt åben mund, ude af stand til snakke. Dine øjne var mørke. Mørke som natten. Men samtidig strålede de som dagen. Som solen, stående højt på himlen. Din tunge kørte hurtigt henover dine røde læber. 

     ”Ja?” sagde du, og lagde dit hoved på skrå, så din hestehale gled ned fra sin plads på din skulder, og svajede frem og tilbage i luften. Jeg kunne høre veninderne grine bag mig, og vidste at jeg gjorde mig selv fuldstændig til grin, men mine fødder rykkede sig ikke ud af stedet, og min hjerne søgte efter noget – bare et eller andet – jeg kunne sige.

     ”Hej,” hørte jeg pludselig komme ud af min mund. Et forvirret smil spredte sig på dine læber, og dit blik flakkede fra veninderne over til mig. Stilheden var næsten overdøvende, i de sekunder, hvor du ikke vidste om du skulle svare mig, eller ignorere mig.

     ”Hej,” sagde du til sidst, og tog et langt sug fra din cigaret, før du pustede røgen ud igen. Lugten ramte mit ansigt, og jeg rynkede impulsivt på næsen.

     ”Har du en til?” spurgte jeg, og nikkede mod din cigaret. Jeg havde aldrig røget før, og havde svoret for mig selv, at det heller aldrig ville ske. Men lige nu, var alt der førte mig tættere på dig, det værd.

     Du fiskede din cigaretpakke frem fra en sort skuldertaske, og jeg kunne mærke venindernes blik på mig. ”Kom du her hen bare for at nasse en cigaret fra mig?” grinte du, og rakte mig en cigaret, som jeg ikke engang vidste hvordan man skulle holde på. Du trykkede på lighteren tre gange før den virkede, og tændte cigaretten.

     ”Nej ...” fik jeg fremstammet, og rømmede mig, i håb om at det ville hjælpe. Det var som om alle tarmene i min mave, havde strammet sig til én stor knude. Mine hænder var svedige, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med mit ansigt. Du så tålmodigt på mig. ”Jeg ... mit navn er Benjamin ...” stammede jeg, og smilede akavet. Jeg tørrede min hånd af i bukserne, før jeg rakte den mod dig.

     Du kiggede lidt på den, før du tog omkring den. Din hud føltes blød som silke. Neglene var lange og malede røde ligesom dine læber.

     ”Mit navn er Sanjay,” sagde du, og gav slip på min hånd.

     ”Sanjay ...” mumlede jeg for mig selv, og vidste at jeg havde stået her i alt for lang tid, i forhold til hvad jeg burde. Du smed din cigaret, og trampede på den, med dine sorte, højhælede sko. Jeg kiggede ned på min egen cigaret, og kunne stadig ikke få mig selv til at tage et sug.

     ”Nå, men jeg vil ind og danse nu,” sagde du. Jeg nikkede, og kunne ikke få mig selv til at løfte blikket. Jeg havde spildt mine eneste chance, og dummet mig så meget, at jeg aldrig ville få en anden mulighed. Jeg mærkede hvordan vreden begyndte at snurre rundt og tirre mig inde i min mave.

     ”Vil du med?”

     Mit blik fløj op på dit smil. Veninderne kiggede undrende fra dig til mig. Du slog med hovedet i retning af døren. ”Kom. Medmindre du hellere vil lade din cigaret brænde dine fingre.”

     Jeg smed min cigaret fra mig, og fulgte dig tilbage ind i larmen og fulde mennesker. Jeg hadede at danse, og havde altid gjort det, men med dig føltes det rigtigt. Vi dansede rundt og rundt, grinte, væltede ind i hinanden, forsvandt og fandt hinanden igen. Du dansede smukt. Dine hofter bevægede sig uafbrudt, og dine hænder snoede sig i smukke mønstre rundt i luften. Dine kinder blussede fra dansen og varmen, men du blev ved, indtil jeg var så udmattet, at jeg var nødt til at holde en pause og sætte mig hen i baren. Du fulgte mig derhen, og satte dig på en stol ved siden af.

     ”En cola, tak,” sagde du til bartenderen, og trak vejret en smule forpustet. Så vendte du dig mod mig, og sendte mig et af dine strålende smil, der fik hele min krop til at fyldes med en sær form for varme.

     ”Du ryger slet ikke, gør du?” spurgte du mig.

     ”Nej,” svarede jeg. Jeg var tryllebundet af dine øjne, og vidste at du ville kunne se hvis jeg løj.

     Du grinte, og din latter løsnede knuden i min mave, og fik mine skuldre til at slappe af. Bartenderen stillede colaen på bordet foran dig.

     ”Sødt,” sagde du, ”men du spildte en af mine cigaretter.”

     ”Undskyld,” sagde jeg. ”Men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige eller gøre.” Jeg smilede, men vidste at det ikke kunne leve op til dit. Du nippede forsigtigt til colaen, som var det en dyr vin.

     ”Hvad mener du?” spurgte du, selvom dine øjne fortalte at du allerede vidste det. Du lod din perfekt formede pegefingernegl køre rundt på glassets kant.

      ”Du er virkelig ...” sagde jeg, og ledte efter et ord der kunne beskrive det.

      ”Virkelig hvad?”

      ”Virkelig smuk.”

      ”Åh ...”

      ”Altså virkelig, virkelig smuk. Jeg har aldrig mødt nogen så smuk som dig.”

     Jeg kunne se at du rødmede, mens du afværgede ordene med din hånd. Et lille smil lå på dine læber, selvom du forsøgte at virke kostbar. Endelig tog du en stor slurk af colaen.

     ”Klokken er mange,” sagde du til sidst, og stirrede op på det neon farvede ur, der fortalte at klokken var halv to om natten. Du rejste dig, og betalte for den cola, som du knap havde drukket af. ”Jeg bliver nødt til at gå.”

     Panikken greb mig, og jeg tog fat i din arm. ”Vil jeg se dig igen?” spurgte jeg, og du spejdede omkring dig, for at se om dine veninder var i nærheden, og stod og holdte øje med os.

     ”Det tror jeg ikke. Desværre.” hviskede du, og tog kærligt fat om min hånd, som tegn på at jeg skulle give slip.

     ”Må jeg ikke i det mindste følge dig hjem?” spurgte jeg ihærdigt, og indså hvor sølle jeg lød. Du tøvede et øjeblik, som om du overvejede det. Så rystede du på hovedet, og din hestehale svajede fra side til side.

     ”Det er nok ikke en så god idé.” hviskede du, og det virkede pludselig som om du fortrød du overhovedet havde snakket med mig.

     ”Bare lidt af vejen. Bare så jeg kan snakke lidt mere med dig.” bad jeg, og var på grænsen til at falde på knæ. Du spejdede uroligt omkring dig. Så trak du endelig på skuldrene og nikkede.

     ”Lidt af vejen. Men hvis mine forældre ser mig med en gora, er jeg død.”

     ”En hvad?” spurgte jeg, men du grinte bare, og trak mig med udenfor igen. Musikken og menneskelatter forstummede, så snart døren bag os smækkede i. Et kærestepar stod bag en container og kyssede, og nogle venner stod i en rundkreds og røg. Din hånd tog fat omkring min, og jeg mærkede hvordan mit hjerte slog et ekstra slag. Det kildede i min mave, og jeg smilede helt ufrivilligt.

     ”Jeg ville ikke gøre det her, hvis jeg ikke vidste at vi aldrig skal mødes igen,” sagde du, og skuffelsen pressede sig på indeni mig. Så tilføjede du: ”din hånd føles rar.”

     Du smilede, og flettede dine fingre ind i mine. Vi gik langsomt ned ad gaden, kun oplyst af de få gadelygter der virkede. En enkelt gang imellem kørte en bil forbi. Lyden af vores fodtrin gav genlyd mellem de mørke huse. Jeg nød duften af dig, og følelsen af din hånd i min, og i et kort øjeblik følte jeg mig lykkelig. Den smukkeste pige jeg nogensinde havde set, gik jeg med, hånd i hånd, og førte mig gennem natten, i et forbudt øjeblik.

     Til sidst stoppede du op, og vendte dig mod mig. ”Jeg tror det er bedst hvis jeg går resten af vejen.” sagde du, og jeg kunne høre skuffelsen i min egen stemme, da jeg svarede: ”Okay.”

     Du smilede, og aede min kind. ”Lov mig, at du ikke ser hvor jeg går hen. Det ville gøre alting meget mere indviklet.”

     Jeg nikkede sammenbidt. Du gav slip på min hånd. ”Vend dig om, og gå tilbage til festen.” sagde du med en determineret stemme.

     Jeg vendte mig tøvende om, og mærkede smerten bore sig igennem mig, ved tanken om aldrig at se, røre eller snakke med dig igen. Jeg havde kendt dig i en time, og var allerede håbløst, uhjælpeligt, uopretteligt forelsket i dig.

     ”Farvel Benjamin,” sagde du, og lyden af dine høje hæle mod asfalten skar i hjertet. Jeg gik et par skridt, og vendte mig så om. Du forsvandt ned ad en anden gade.

     I et øjeblik stod jeg tøvende, og spejdede ud i mørket.

     Så tog jeg skoene af, og løb på strømpesokker ned ad vejen. Jeg ignorerede tanken om at jeg ikke holdte hvad jeg lovede for dig, da jeg spejdede ned ad næste gade, hvor du roligt slentrede af sted i dine egne tanker, før du endelig stoppede op, og gik over gaden til et gult hus. Lyden af raslende nøgler kunne høres langt væk fra.

     Jeg skrev adressen ned i min hukommelse.

     ”Vi ses,” hviskede jeg.

    

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...