Beside you - Niall


20Likes
16Kommentarer
10632Visninger
AA

27. Last chapter (for now)

Jeg er lige ankommet til hospitalet og lægerne siger at der er 10 % chance for at jeg kommer ud herfra igen. Niall er stadig på tour og selvom det gør ondt, bliver jeg nødt til at ringe til ham, han skal vide det, andet kan jeg ikke være bekendt. Jeg finder Niall nummer og trykker ”ring op” For hver gang den bipper, bliver jeg mere og mere nervøs. ”Hej Summer! Hvad så?” Hvor gør det her bare ondt.. Jeg har slet ikke lyst til at fortælle ham det. Jeg tager en dyb indånding og så siger jeg det bare ”Niall.. Jeg er på hospitalet og chancen for at jeg kommer ud, er minimalistisk.. Det er jeg ked af” Han bryder fuldstændig sammen. Han prøver at sige noget, men han kan ikke på grund af gråden. ”Niall træk vejret og fortæl mig det du gerne vil sige” Siger jeg og hører hans vejrtrækning er helt panisk. En eller anden kommer ind til Niall ”Hvad sker der Niall?... Årh nej, er det Summer?” Det er Liam. ”Jeg bliver nødt til at være hos dig!” Siger Niall og ignorerer Liam. ”Niall, i er jo på tour” Siger jeg og han siger ”Det er lige meget, jeg skal bare hjem til dig og det skal være lige nu!” Det sidste jeg hører inden rører bliver lagt på, er Liam der råber efter Niall. Det var derfor jeg ikke ville fortælle ham det. Han skal ikke blive væk fra koncerter fordi han er her sammen med mig..

Niall for fanden, du er jo syg.. Eller det er jo egentlig mig der er det, men jeg er altså sikker på at han også fejler et eller andet. Den dreng er jo skør og hold nu kæft jeg kommer til at savne ham og Holly, Holly er hos min mor lige nu.. Tænk at hun nærmest ikke når at lære mig ar kende før jeg forlader hende.. Det er fandme ikke fair, det er ikke. Jeg er ikke færdig med at leve endnu, men det er der åbenbart nogen der mener jeg er. Jeg har faktisk mest ondt af Niall, det er jo ham der skal leve med det og ikke mig, jeg skal jo bare væk herfra og ikke andet.

Liam ringer ”Summer søde, Niall er på vej!” Siger han ”Ja, det ved jeg Liam” Svarer jeg og han siger ”Han er fandme vild med dig! Han vil gøre alt for dig, han var helt knust, har du det godt?” Jeg nikker, men finder ud af at han ikke kan se det ”Lige nu har jeg ja, men der begynder nok at gå ned ad bakke meget snart, desværre” Han sukker ”Er det meget slemt?” Spørger han bekymret. Fortalte Niall det ikke til dem, at jeg skal dø? En tårer falder ned på min kind ”Liam, Der er omkring 10% chance for at jeg kommer hjem igen..” Der bliver fuldstændig stille i den anden ende. ”Liam?” Siger jeg og hører ham snøfte ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, det er vel løgn, ikke?” Siger han stammende ”Nej, desværre ikke Liam” Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var, men det er det altså ikke. ”Kan vi komme?” Spørger han ”Alle sammen, har i ikke koncerter?” Spørger jeg og ryster forsigtigt på hovedet ”De skal jo aflyses alligevel, Niall er her jo ikke” Siger han overbevisende. ”Det kan i vel godt, men jeg synes ikke i skal komme bare på grund af mig” ”Selvfølgelig skal vi det, du betyder meget for os alle sammen.. Niall er der nok snart” Skynder han sig at sige.

”Jeg skal se hende!” Hører jeg Niall sige uden for døren og en læge der svarer ”Jeg skal lige se til hende først, vent her, ikke?” Sekundet efter bliver døren åbnet og en læge kommer ind ”Hvordan har du det?” Jeg smiler og retter på min dyne ”Jeg har det faktisk ret godt” Siger jeg og han nikker glad ”Hvor dejligt, har du så overskud til at se din kæreste?” ”Ja!” Udbryder jeg og Niall kommer ind helt forsigtigt ”Må jeg komme ind nu?” Spørger han og smiler forsigtigt, han er så dejlig. Han løber hen og krammer mig ”Niall..” Siger jeg og begynder at græde. Det gør han også ”Det her må være en joke.” Siger han og kigger på mig. Jeg ryster på hovedet ”Det er det desværre ikke Niall” Siger jeg og flytter mig så Niall kan komme op til mig ”Det skulle ikke gå så hurtigt.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige..” Siger han og kysser mig.

Siden jeg kom på sygehuset, er det kun gået ned af bakke. Jeg er så svag at jeg ikke længere kan stå op uden hjælp, Niall er fuldstændig knust og det er ikke nemt at få ham til noget som helst.. Hvorfor skal det her skabe så meget tristhed? ”Niall, jeg vil altså ikke have at du stopper med noget bare fordi jeg ikke er her længere.. Jeg er jo ikke helt væk, jeg vil stadig være her sammen med dig. Vil du ikke være sød at fortsætte dit liv, sådan som det er nu?” Han sidder på en stol ved siden af mig og stirrer ud i luften. ”Niall helt ærligt. Kom nu, gør det for mig og for Holly, vil du ikke nok?” han vender sit hoved og kigger på mig ”Det er jo ikke fair det her.” Siger han. ”Nej, det er ej, men der er jo ikke noget at gøre ved det og at give op og stoppe med alle de ting du elsker, er i hvert fald ikke den rigtige løsning. Kom videre så hurtigt som muligt, ikke?” Han kigger seriøst på mig ”Summer, du er ikke bare sådan en man kommer videre, er du godt klar over det?” Jeg mærker en tåre trille ned ad min kind ”Nej, men det bliver du altså nødt til, jeg synes heller ikke det her er fair på nogen måde, men det er jo bare sådan det er” Siger jeg og vender mig væk fra ham. ”Hvad hvis jeg lover dig at komme videre, lover du så at du altid vil blive hos mig?” Spørger han og jeg kan høre hans stemme knække midt i sætningen. ”Selvfølgelig gør jeg det Niall” Siger jeg ”Lægen sagde at jeg ikke har lang tid igen, højest en uge..” Jeg bryder sammen og trækker Niall ind til mig. Vi græder sammen i mindst en time før en læge kommer ind ”Jeg tror du har brug for lidt ro nu” ”Jeg dør om en uge! Jeg tror det er fuldstændig lige meget om jeg får ro!” Hun kommer hen til mig ”Kom du med mig” Siger hun og kigger på Niall, jeg tager fat i hans arm ”Han bliver her! Han skal blive her til det sidste..” Siger jeg og kigger på Niall ”Jeg kan ikke gå fra hende..” Lægen forsøger ”Det er jo bare et par timer..” Niall afbryder hende ”Jeg går ikke! Okay?” Hun sukker ”Okay.”

 

Min familie og drengene er her, Holly ligger hos mig og Niall sidder på en stol og holder mig i hånden. Jeg kan snart ikke mere, et par timere mere og så er jeg væk.. Min krop er så svag, jeg kan ikke en gang græde mere, men det klarer Niall for mig, han har grædt de sidste par dage, han er slet ikke til at stoppe. Jeg har fået sagt farvel til dem alle sammen, men jeg føler ikke det er nok, jeg er ikke klar til at tage væk herfra endnu, Jeg havde regnet med mindst 60 år endnu, ikke 60 minutter.. Jeg håber ikke det gør ondt, men det gør det, utrolig meget endda. Jeg har så mange smerter at jeg ikke ville kunne mærke det, hvis nogen tog en kniv og stak mig med den.. Det kan vel også bare være lige meget, det hele, jeg skal snart væk herfra og så skal alle de andre fortsætte med deres liv. Jeg når aldrig se Holly komme i skole, jeg når ikke en gang at blive gift med Niall eller få børn med ham, jeg har ikke fuldført et eneste mål på min bucketlist. ”Niall?” Siger jeg med min svage, hæse stemme ”Ja, smukke?” Siger han og klemmer min hånd. ”Du ved jeg har en bucketlist, ikke?” Spørger jeg og han nikker ”Jo, det ved jeg” ”Jeg har ikke klaret et eneste punkt, vil du gøre det for mig?” Spørger jeg og han nikker hurtigt ”Selvfølgelig vil jeg det! Jeg skal nok klare dem alle sammen for dig!” Siger han og kysser min hånd. ”Jeg vil hjælpe” Siger Holly og Niall siger ”Selvfølgelig skal du det, vi gør det sammen, ikke?” Hun nikker og ligger sig ind til mig ”Elsker dig mor!” Siger hun og kysser mig på kinden ”Jeg elsker også dig! I hvert fald.”

”Niall, et sidste kys” Siger jeg og læner mig op mod ham. Han kysser mig og jeg sørger for at huske det. Drengene kommer hen og giver mig et kram og de er alle sammen ved at græde, Niall, Holly og Harry gør det allerede, Louis holder om Harry. Jeg mærker hvordan jeg bliver mere træt og hvordan jeg har svært ved at holde øjnene åbne, Niall stryger mit hår ”Det er okay.. Jeg elsker dig” Siger han og kysser mig en sidste gang. Mine øjne falder i ”Jeg elsker også dig” Hvisker jeg.

 

Maskinen til hendes hjerte stopper og det samme gør hendes åndedrag, jeg stryger min hånd ned ad hendes kind og kigger på Holly og derefter rundt på de andre ”Hun er væk..” Siger jeg og med det samme begynder tårerne at komme, den ene efter den anden og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg knuger hende indtil mig, jeg vil bare have hende tilbage, have hende her sammen med mig..

Min tristhed afløst af vrede, jeg synes slet ikke det er fair det her! Hvad skal jeg gøre uden hende? Hun kan ikke bare forlade mig sådan, hun er min anden halvdel, jeg fungerer ikke ordentligt uden hende. Det er ikke muligt! Jeg skubber til bordet så tingene falder ned og så styrter jeg ud af døren inden Harry og Liam får fat i mig ”Niall! Kom nu her!” Råber Harry ud af døren, men jeg løber videre. Jeg kan altså ikke leve resten af mit liv uden hende, jeg drejer ind på toilettet og så falder jeg sammen. Jeg lader bare tårerne komme, der er ingen grund til at holde dem inde længere. Drengene kommer ind og Liam sætter sig ned til mig ”Niall, hør nu her. Det kan godt være at hun ikke er her mere, men jeg er sikker på at hun stadig er hos dig. Det her gør lige så ondt på hende som det gør på dig.. Kom nu, lad os gå ud og lave noget sammen” Han rejser sig op og rækker en hånd ned til mig. Jeg snøfter og tørrer tårerne væk og tager i mod hans hjælp. 

_____________________________________________________________________________________________

Snøft* Muligvis det mest triste og sværeste kapitel at skrive, jeg måtte holde pause flere gange, fordi jeg begyndte at græde. Men nu er det altså slut og jeg har bestemt mig for at holde en lille pause med at skrive på det her og også på de andre imagines jeg skriver på. Jeg er i gang med at lave det her imagine om til en bog og derfor føler jeg det er bedst hvis jeg holder en lille pause. Jeg har ideer til hvad der skal ske næst, og jeg regner også med at fortsætte, jeg vil bare gerne i gang med min bog først! Jeg håber i kunne lide historien og i må gerne give feedback! SES SNART! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...