Tæt på men alt for langt væk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
One shot om den ensomme 16-årige Zelda, hun oplever mystiske drømme om en ukendt mand hun aldrig har mødt, dog er der noget ved ham der virker bekendt, og udtrykket i hans øjne får en følelse frem i hende, en ukendt følelse. Er det fantasi eller findes han virkelig og skal hun bare lede længe nok? Bidrag til 'kærlighed ved første blik' / 'what if' konkurrencen.

1Likes
1Kommentarer
208Visninger
AA

1. Tæt på men alt for langt væk

Tæt på, men alt for langt væk

"Kan jeg tage deres bestilling?" 
Jeg fremtvang med noget besvær et smil og kiggede utålmodigt på det tikkende ur.
"Jeg skal bare bede om en kop kaffe, og et stykke af den ostekage..."
"Ja så gerne"
En ubeslutsom kunde er nem at se, jeg kan spotte en på en kilometers afstand, og ganske rigtigt, idet jeg vendte mig om for at gå mod montren med kagerne...
"Nej forresten den hindbærtærte ser vel nok lækker ud! Hvor meget koster et stykke af den?"
Jeg pegede træt på prisskiltet foran hindbærtærten og lod kvinden læse selv. Urets lange viser rykkede sig endnu et tak. 
"22 kroner! Jamen det må da mindst være for hele kagen! Nej hvor priserne da også stiger! Og.."
Med et lettelsens suk betragtede jeg imens urets lange viser rykkede sig det sidste tak, og med en høflig mine sagde jeg til kvinden:
"Ja undskyld jeg bliver desværre nødt til at gå nu, Jack vil overtage deres bestilling"
Et stramt smil var alt jeg havde tilovers, jeg rev praktisk talt mit forklæde af, smed det i baglokalet og sagde til Jack han skulle overtage nu. Jeg kiggede sigende ud mod disken grinte held og lykke og styrtede ud før han kunne nå at svare.
Man skulle måske tænke at jobbet på en cafe ikke var det rette for mig eftersom mit temperament havde en rimelig kort lunte og jeg ikke havde meget tilovers for idiotiske spørgsmål og kommentarer, men uden omsvøb gav det en god løn, arbejdstimerne var rimelige, 4 timer 3 gange om ugen efter skole, og så lå cafeen kun et stenkast fra toget.
Jeg var i god tid til toget men beklageligvis kom jeg et mylder af mennekser i møde på trods af hvor sent det var på aftenen, men efter hvad jeg havde hørt spillede der et band, et som min hjerne havde valgt at fortrænge, længere inde i byen, og nu kom flere fra nær og fjern og skulle selvfølgelig benytte sig af den offentlige transport. Den tætte strøm af mennesker på vej ud pressede mig ind mod væggen og ligesom i en trafikprop var jeg ude af stand til at bevæge mig.
Imens jeg stod der faldt min opmærksomhed tilfældigvis over et reklameskilt. På skiltet var et billede af en rejse, rejsen gik til Bahamas øerne. Billedet viste en strand, et dejligt blåt hav og de skønneste svajende palmer i baggrunden. Det tyndede ud i menneskemængden og jeg kunne derfor bevæge mig nærmere skiltet, men billedet skiftede og viste i stedet en mand i badeshorts. 
Jeg blev fanget af udtrykket i hans ansigt, det skulle forestille et smil, men i mine øjne var det falsk, en model der skulle smile på kommando ville altid kunne ses, det ville aldrig ligne et ægte smil, et smil af glæde, dette var bare et smil så falsk som noget smil overhovedet kunne være, jeg kunne se det i hans øjne, men alligevel synes jeg der var noget over det. Jeg var ikke som så mange af de andre, gik ikke specielt meget op i mode, og tænkte mere på selve personerne, var de glade, triste, havde de det godt eller skidt, ja det var sådan jeg tænkte og ikke på om folk var pæne eller grimme, jeg kunne ikke lide at dømme andre på den måde, og det var endnu en grund til at jeg var ensom, jeg var anderledes. 
Billedet skiftede, nu var det bare en tåbelig reklame, om en eller anden kedelig hudcreme fra Matas. Netop det jeg syntes var meningsløst, hvorfor skjule sit sande jeg? Hvorfor være flov over sig selv, jeg forstod det bare ikke, jeg var tilfreds med mit lange sorte hår og mit lidt mørkere udseende, derfor brugte jeg ikke selv make up, og havde aldrig gjort det, jeg havde ikke noget at skjule, og ville aldrig ændre mig selv for nogen anden. 

Pludselig mærkede jeg et hårdt træk i min taske, derefter en ubehagelig følelse af at min taske blev vristet ud af mine hænder og pludselig var tasken ude af mit favntag, jeg kiggede håbløst efter en mand med hættetrøje på, der hastede ud gennem stationen og med albuerne skubbede til de få der kom i vejen.
Jeg nåede i min forbavselse ikke at skrige andet end "vent!", før han var ude af syne, ingen forsøgte at hjælpe, eller så meget som at råbe, de stod bare og kiggede lige så hjælpeløse til som jeg selv. 
Jeg kiggede mig tilbage, før jeg forlod perronen. Toget var kørt, pengene var væk og min eneste mulighed for at komme hjem var at gå. Jeg kastede et sidste blik på uret, som viste 19:35. Jeg smækkede bevidst døren hårdt i, så hårdt, at folk vendte hovederne mod mig og skyndte mig så videre. 
 
Minutterne gik, og benene føltes efterhånden ømme, jeg havde gået mange kilometer, og var ved at være træt. Regnen begyndte så stille at dryppe ned fra himlen. Jeg kendte heldigvis vejen hjem, men vidste at den var lang endnu. Jeg gik langsomt forbi en legeplads, besluttede at finde mig en bænk og slappe lidt af. Jeg ville uendeligt gerne vide, hvad klokken var, men vidste at det ikke var muligt at finde ud af nu. Tænkende gik jeg langsomt videre, og håbede bare at tiden gik hurtigt. Regnen havde efterhånden ændret sig, den stod nu nærmere ned i stænger. Tydeligt mærkede jeg, hvordan vandet gennemblødte mit i forvejen våde tøj, men stædigt gik jeg videre.
2 timer efter taskens forsvindings nummer, fandt jeg endelig hjem.
Jeg stod nu ved fordøren da en tanke pludselig slog ned i mig. Min nøgle lå i min taske. Min taske er blevet stjålet, og derfor ligger min nøgle nu et eller andet sted i en lille småforbryders lejlighed og pynter til samlingen
Min mor var lige taget af sted på arbejde og ville ikke kom hjem før sent i nat, så siden jeg ikke ønskede at bruge min nat på at at ligge foran min hoveddør, eller ringe på hos mine naboer der enten var 100 år gamle, eller satte meget stor pris på deres natlige aktiviteter, så var der kun en ting at gøre. 
Bryde ind af vinduet.
Jeg gik om på bagsiden af huset for at komme ind i vores baggård. Jeg hørte en svag puslen over ved containerne, formodentlig var det bare den samme, ældre hjemløse mand der tit holdt til der når kulden var begyndt at snige sig ind. Jeg spejdede efter hvor vores vinduer måtte være og ganske rigtigt. Lige der, på 1. Sal, stod et vindue på klem og udfordrede mig til at teste mine klatre evner.
Containeren hvor den hjemløse mand brugte sine nattetimer, lå lige nedenfor så jeg let ville kunne kravle op på den, for derefter let og elegant at trække mig op og kravle ind af vinduet.
Jeg satte forsigtigt min fod på containerens låg for ikke at vække den hjemløse mand, jeg fik fat i et nedløbsrør, som jeg klamrede mig fast til for til sidst at kunne gribe fat i gesimsen og forsigtigt åbne vinduet og kravle ind. Dog gik det sidste ikke helt som planlagt, jeg åbnede vinduet kravlede ind men hvad jeg ikke havde tænkt over var min mors samling af porcelæns figurer i vindueskarmen. Med et rabalder faldt de næsten alle til jorden og få sekunder efter hørte jeg en trampen, derefter en skramlen og til sidst en trippen. Lyset blev pludselig tændt og frem trådte min mor med søvnige øjne og en stegepande i hånden.
"Hvem der!"
Skreg hun ud i stuen og svingede rundt med panden.
"Mor, mor! Det er mig, det er mig!"
Jeg viftede med armene og løb hen for at berolige hende"
"Zelda! Hvad fanden har du gang i?"
Hun kiggede irriteret på mig, men samtidig lignede hun en der hvert øjeblik kunne dejse omkring af bare træthed.
"Min taske... Den blev stjålet på stationen, så jeg kunne ikke komme ind! Jeg troede du var på arbejde!"
Hun rystede på hovedet.
"Nej jeg fik migræne, så de sendte mig hjem."
"Undskyld jeg vækkede dig, det er jeg ked af jeg..."
"Det er fint, bare ryd op efter dig i morgen, gå i seng nu, og larm ikke mere for i aften."
Hun drejede omkring og gik ind i sit soveværelse, og med det samme efter kunne jeg høre en dyb snorken.
Jeg lagde mig udmattet ind på sengen og faldt med det samme i en dyb og drømmende søvn.


"Jeg gik gennem den tågede skov, her var meget hvidt, men jeg kunne fornemme træerne og naturen omkring mig. Jeg gik lang tid på den samme sti, og undrede mig over hvor den endte. Stien fortsatte længe, men efterhånden tyndede det ud i træerne, og føltes pludselig som om jeg gik på skyerne. Ud af det blå dukkede et ansigt op foran mig, en lyshåret ung mand, kiggede mig dybt i øjnene, hans ansigt var ret utydeligt men alligevel rakte jeg hånden frem, jeg følte ikke jeg kunne lade være, da alting pludselig opløst" 

Jeg vågnede brat og mærkede fortvivlelsen liste sig ind på mig. Jeg forsøgte forgæves at huske ansigtet, men efterhånden som jeg vågnedede mere og mere, forsvandt billedet fra min hukommelse og til sidst kunne jeg kun svagt huske de mindste detaljer. Øjnene, mundens karakteristiske form, de smalle kindben. Men hvem var han? Jeg kunne ikke huske jeg havde set ham før. Dog havde jeg mærket noget. En meget svag følelse af genkendelse, men ikke hvorfra.
Jeg forsøgte at overbevise mig selv om det nok bare var min underbevidsthed der spillede mig et puds. Var jeg virkelig blevet så desperat jeg opfandt fremmed mænd i mine drømme?
Det kunne være en mulighed. Men alligvel, jeg huskede snerten af genkendelse.


De næste par dage gik hurtigt. Skolen skulle bare overstås, og det samme med arbejdet. Dagene var travle på cafeen, og der var mange mennesker. Det var en sen torsdag aften, der var 20 minutter til cafeen lukkede, men kunderne blev ved med at vælte ind. Jeg var meget træt efter 4 timers arbejde og 7 timers skole, og ønskede nu bare at slippe væk herfra. Jeg sagde til Jack, at jeg lige ville gå ud i bag lokalet for at rydde op, hvis han klarede de sidste bestillinger, og sagde til nyankomne, at vi desværre var ved at lukke. Jeg var glad for at han havde valgt at overtage kunderne, da de var ved at drive mig til vanvid med deres ubeslutsomhed og brok over priserne. Der var ikke så meget at rydde op her ude, så jeg tog kosten, for at gå ud og feje selve cafeen. Da det var gjort, og vi havde lukket alt ned og ryddet alt op, gik jeg ud for at vente. I dag ville min mor, hente mig, på en af de få friaftener hun havde. Jeg var dødtræt, satte mig op af træet, lukkede øjnene og slappede af få sekunder. En bil dyttede og to lygter, oplyste træet og jeg. Jeg sprang på benene af ren forskrækkelse. Jeg så med det samme at det bare var min mor, så jeg hoppede ind. 
Jeg sad næsten og sov, hele vejen hjem i bilen, og smuttede direkte i seng da jeg kom hjem.

"Jeg bevægede mig op af den samme sti, den fortsatte endnu længere end sidst, og jeg gik bare. Pludselig bevægede jeg mig op gennem et tog, og videre hen på den café, jeg arbejdede hos. Alting var stadig meget tåget, og vækkede en interessant stemning omkring mig. Jeg så menneskene på caféen, men det var som om jeg ikke eksisterede, jeg fortsatte min søgen, efter hvad, vidste jeg ikke, men jeg følte at det jeg gjorde var det rigtige. Fra det ene sekund til det andet, stod jeg nu  på en gade i København. Jeg havde aldrig været her før. Pludselig dukkede manden op igen, denne gang tydligere end sidst, nede for enden af gaden. Jeg satte i løb helt ubevidst, løb op mod manden. Men kort før jeg nåede ham, forsvandt han. Jeg befandt mig nu i et mørkt rum, jeg kunne se lyset nede for enden. Endnu en gang dukkede manden op, men så snart han kiggede på mig blev alt lyst og mit værelse kom til syne"


Flere nætter gik og manden vendte tilbage. Hans ansigt blev tydeligere og tydeligere, og min fornemmelse af at kunne genkende ham blev stærkere. Men jeg kunne stadig ikke huske hvorfra. Han rakte hele tiden ud efter mig, råbte noget jeg ikke kunne høre. Han virkede bedrøvet. Som om der var noget galt, jeg ville så gerne hjælpe men hver gang jeg rakte ud eller forsøgte at løbe, forsvandt han bare længere væk. Jeg var begyndt at iagttage stamkunderne på cafeen. Studere deres ansigter, finde lighedstegn med manden i mine drømme, men der var altid noget galt. Enten var kindbenene for bredde, ørerne for store, øjnene den forkerte farve eller læberne for små. 
Jeg var begyndt at  komme ofte for sent i skole og på arbejde. Jeg sov over mig, prøvede at vende tilbage til mine drømme så jeg igen kunne møde den fremmede. Der gik nok ikke lang tid før jeg blev fyret og min mor fik informationer om mine sene mødetid i skolen

En tanke strejfede mit hoved, men det kunne ikke passe, jeg havde hørt om fænomenet "kærlighed", men nej, kærlighed var ikke noget for mig, men lige siden jeg så ham første gang, havde jeg følt noget specielt, noget anderledes, men disse tanker blev spoleret, jeg vidste jo ikke hvem han var og havde mødt ham i mine drømme, jeg tænkte strengt, at det bare var en tilfældigt opdigtet person. Jeg fortrængte hvad jeg umærket vidste. jeg jagtede en fantasi. Men fantasi eller ej det gav mig en følelse af håb, anerkendelse, følelser jeg ikke kunne genkende fra min virkelighed. Desperationen og savnet efter at skulle se ham igen voksede sig stærkere. Det udviklede sig til en besættelse. Jeg begyndte at tage sovepiller, bare et par stykker hver aften, for hurtigere at møde ham i mine drømme, der efterhånden udviklede sig til at blive stærkere. 
Så stærke at jeg efter et par dage mere ikke længere var i tvivl om at længslen jeg følte efter at se ham igen, skyldtes jeg elskede ham. Jeg elskede en drøm og havde gjort det siden den første jeg havde om ham. Første gang hans mørke blik gennemborede min øjne var jeg fortabt, og der var nu ikke længere nogen vej tilbage. Selvom jeg så langsomt var begyndt at over overbevise mig selv om at mine drømme kun var drømme og ikke havde nogen forbindelse til virkeligheden kunne jeg ikke acceptere det. Jeg huskede stadigvæk den første drøm den svage følelse af genkendelse. Han var virkelig, og jeg skulle nok finde ham.

--------

"Endnu en gang havde jeg næsten nået mit, jeg ville finde ham, og jeg havde fundet ham. Han stod lige der, på den anden side af floden. Floden var vild og bred, men alligevel trådte jeg ud i den. Så snart vandet nåede mig til livet, skyllede en kraftig bølge ind over mig og rev mig med. Det føltes som om jeg slugte litervis, efter litervis af saltvand, jeg kæmpede mod strømmen, men den var for stærk, alt for stærk. Jeg kunne ikke komme op til overfladen, strømmen rev mig længere og længere ned under vandet. Jeg kunne ikke længere få luft, og fik følelsen af, at nu ville jeg drukne" 

Jeg vågnede op midt i klasseværelset, rejste mig op, styrtede ud på toilettet og kastede op. Min lærer, kom ud få sekunder senere. 
 "Jeg har fået det utroligt dårligt" sagde jeg, "så jeg tager hjem"
"Nå, det var ikke så godt, jeg vil ringe til din mor senere og fortælle hende  at du gik hjem på grund af sygdom." Sagde hun
"Så må du ønskes en god bedring" sagde hun og gik tilbage til sin klasse.

Drømmen havde gjort mig så dårlig, den var så virkelig, men alligevel meget fjern. Jeg kiggede i spejlet. Hvad gjorde han dog ved mig, jeg følte mig slet ikke som den samme person længere. Det var nu tre uger siden han begyndte at besøge mine drømme, og de blev kun mere virkelige. Selv i skolen, hvor jeg normalt var meget opsat på at følge med, fik han mig lokket til at drømme. Jeg begyndte at længtes endnu mere efter at vide hvem han var. Jeg var altid så tæt på at nå ham i drømmene, men der var altid noget i vejen. Jeg kiggede mig selv dybt i øjnene og gik så tilbage til klasselokalet, tog min taske og gik.
Jeg havde det ikke længere dårligt, det var bare uudholdeligt at sidde i lokalet. Der var ikke plads til mine tanker. Jeg gik ud i byen og satte mig på den nærmeste bænk. Tårerene begyndte  at trille, jeg kunne ikke finde hoved og hale i mit liv. 

Efter en udmattende arbejdsdag, med endnu en advarsel fra min chef og brokkende kunder hvis bestillinger jeg havde ombyttet, var jeg endelig klar til at tage hjem.
Jeg løb for at nå toget der allerede stod og ventede på at de sidste passagerer skulle stige på. På vej hen over perronen, lagde mærke til reklameskiltet med rejsen til Bahamas. Jeg ignorerede det
Jeg fandt en plads ved vinduet hvilede mit hovede mod ruden.
Konduktøren fløjtede og toget satte langsomt i bevægelse, i samme øjeblik kom en skikkelse løbende ned af trappen en mand løftede opgivende armene og kiggede efter toget. Ved siden af ham stod et reklameskilt, og en plakat rulle langsomt ned den viste en mand. Manden på plakaten var identisk med manden der stod og råbte efter toget. Han havde pjusket lyst hår, blå øjne og smalle kindben. Jeg kunne genkende ham. Fra mine drømme. han så mig direkte i øjnene, betragtede mig. Jeg satte min hånd mod ruden og så han rakte armen ud mod mig. Mine øjne blev desperate og jeg hamrede hårdt mod vinduet. Manden så bedrøvet ud, og råbte noget jeg ikke kunne høre. Han var så tæt på, men alligevel så langt væk...

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...