Dødsspillet

Året er 2150, og verden er overbefolket. USAs befolkning har truffet et valg: femten procent af folk fra femten til tyve år skal dø hvert andet år. William og Vigga er to af de uheldige unge, hvis skæbne er bestemt. De har tres minutter tilbage at leve i - og hvad gør man, når man står i den situation? Leder man desperat efter en udvej, selvom man ved, der ikke er en, eller giver man bare op?

3Likes
2Kommentarer
178Visninger
AA

1. Dødsspillet

Vigga

Jeg tripper nervøst og ser rundt på de andre unge, der er samlet på pladsen. De er alle lige så nervøse som mig. De bider sig i læben, triller tommelfingre, græder eller står bare som forstenet. En af de mere berømte tv-værter, Tristan Jordan, står forrest på pladsen med en mikrofon i hånden. Kamerafolk står omkring ham og gør klar til at filme. De tæller ned fra fem. Fire. Tre. Jeg synker en klump. To. Én.
"Jeg står her på pladsen i London, og bag mig er en stor gruppe unge i alderen fra seksten til tyve år samlet for at få besked på, om de er blandt de femten procent, der må ofre sig, så vi andre kan leve..."
Allerede på det tidspunkt holder jeg op med at lytte. Det er det samme, de siger hvert andet år, når de afholder dette hersens ... dødsspil. England er ekstremt overbefolket og har været det i omkring tyve år. Derfor har befolkningen truffet den beslutning, at femten procent af unge mellem femten og tyve år skal dø hvert andet år. Jeg har mest lyst til at sige, at de kan rende mig et vist sted, og så bare stikke af, gemme mig et eller andet sted, men det kan jeg ikke. Vagterne tager mig. De er overalt. Hvis først dit navn bliver sagt, skal du dø. Så er der er ingen vej udenom.
"Jeg læser nu navnene på de unge op. De bedes følge med vagterne, hvis deres navn bliver nævnt." Jeg folder mine hænder og hvisker en kort bøn ned i dem. Nogle få navne trænger ind i mit hoved, men mit er ikke blandt dem.
"Og blandt de sekstenårige piger er Gemma Davidson, Hayley Morris..." Jeg puster ud. Ét navn tilbage. Der er ikke stor risiko for, at det er mig. Jeg ser rundt blandt de andre unge piger, alle rædselslagne for at bliver råbt op af Tristan. "Og til sidst Vigga Belmont. Lad os alle takke disse unge for alt, hvad de har gjort gennem deres alt for korte liv."
Alle de unge er stille, ingen ved, hvor de skal kigge hen, indtil min storebror bryder stilheden med et øredøvende skrig. "Vigga!" råber han, og alles øjne retter sig mod ham. Min attenårige bror Victor ser grædefærdigt på mig, mens vagterne tager fat om mine arme med et jerngreb og fører mig hen til de andre unge ved den store bygning i midten af slotspladsen. Jeg ser tilbage og smiler beroligende til Victor, selvom jeg på ingen måde er rolig. Indvendig er jeg et virvar af følelser - sorg, vrede, panik, de er der alle sammen på én gang, og de slås desperat efter den bedste plads i min krop. Til sidst vinder sorgen og indtager sin plads i mit hjerte, mens en nål bliver hamret ind i min arm, og det sortner langsomt for mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...