Dødsspillet

Året er 2150, og verden er overbefolket. USAs befolkning har truffet et valg: femten procent af folk fra femten til tyve år skal dø hvert andet år. William og Vigga er to af de uheldige unge, hvis skæbne er bestemt. De har tres minutter tilbage at leve i - og hvad gør man, når man står i den situation? Leder man desperat efter en udvej, selvom man ved, der ikke er en, eller giver man bare op?

3Likes
2Kommentarer
177Visninger
AA

2. 58 minutter tilbage

Williams synsvinkel

Jeg skæver hen til pigen, der sidder foroverbøjet i hjørnet af det lille, kvadratiske rum. Hun har begravet sit hoved i hænderne, og lige da hun vågnede op for nogle minutter siden, var hun stille, men nu hulker hun højt, ude af stand til at styre sin gråd. Hun var den sidste, der blev råbt op blandt de sekstenårige.
"Jeg hedder William," siger jeg prøvende, men hun flytter ikke sit blik op på mig. "Du er Vigga, ikke?"
Hun nikker næsten umærkeligt. De summende lysstofrør lyser hendes i forvejen meget blonde, krøllede hår op.
"Hvor øh ... hvor kommer du så fra? Her fra London, eller et andet sted i England?" spørger jeg.
Hun snøfter. "London," siger hun.
"Også mig." Jeg kryber gennem det lille, klaustrofobi-fremkaldende rum og sætter mig ved siden af hende. Hun har en tynd T-shirt på. Jeg føler lidt med hende, for her er rigtig koldt for mig, selvom jeg har en sweater på.
"Jeg kommer aldrig mere til at se ham," hulker hun.
"Hvem?" spørger jeg.
"Victor. Min bror."
"Åh," mumler jeg. "Er I tvillinger eller sådan noget?"
"Nej," svarer hun og ser direkte på mig for første gang. Hendes ansigt er guddommeligt. "Han var to år ældre end mig."
Var. Bare det, at hun siger var i stedet for er, får en tårerne til at presse sig på. Ordet var forstærker følelsen af, at vi virkelig skal dø. Det er ikke bare et mareridt. Vi er blandt de femten procent.
"Har du nogle søskende?" spørger hun mig så. Hun tørrer sine tårer væk med det ene ærme og ser på mig med næsten lysende blå øjne.
"Nej," svarer jeg. "Eller jo, men ikke sådan rigtigt. To halvsøstre."
"Okay," siger hun.
Vi ser lidt på hinanden, inden hun snøfter og kigger ned på sine cremefarvede Vans igen. Jeg lægger mit hoved tilbage mod den kolde mur og lukker øjnene. Digitaluret på væggen siger, at der nu er femoghalvtreds minutter tilbage til, at vi skal dø.
Jeg betragter Vigga, forundret over hendes smukke, solbrune ansigt. Hendes krøllede, lyse hår når helt ned til hendes hofter, og hun stryger en lok af det om bag øret. På hendes venstre hånd sidder en sølvring med et lille diamanthjerte. Hendes negle er lakerede med en tynd, hvid top. De hullede jeans sidder løst omkring hendes tynde ben, mens den langærmede, hvide T-shirt er som malet på hendes overkrop.
"Hvem har du fået ringen af?" spørger jeg, blot for at få en samtale i gang igen.
Hun tørrer endnu en tåre væk. "Min kæreste. Han gav mig den på vores toårsdag."
"Sødt," siger jeg.
Hun nikker. "Det var det. Jeg har haft ringen på hver dag, siden han gav mig den. Men," siger hun og bryder helt sammen igen, "jeg kommer aldrig mere til at se ham." Hun skæver op til uret. "Jeg dør om treoghalvtreds minutter, William. Hvorfor kan de ikke bare give os en sprøjte i stedet for at lade os lide i en hel time?"
Jeg trækker på skuldrene.
"Jeg hader mit liv!" skriger hun ned i sine hænder. "Jeg hader min skæbne, og jeg hader England, og jeg hader befolkningen, og jeg hader det her rum, og jeg hader staten, og jeg hader vagterne, og jeg hader -"
"Ssh," tysser jeg.
Hun ser et øjeblik på mig med sine store, isblå dådyrøjne, inden hun igen bryder sammen. Jeg trækker hende ind til mig, og hun sidder med sit hoved hvilende på mit bryst, mens hun langsomt finder ind i sin vejrtræknings normale rytme.
"Det her er bare en lille time af dit mange timer lange liv," trøster jeg. "Det skal nok gå alt sammen."
Hun piller lidt ved syningen på min T-shirt og nikker så. "Okay."
Jeg ser ned på hende og stryger hende forsigtigt over håret. Hun lukker små hulk ud et par gange, men bliver så stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...