Dødsspillet

Året er 2150, og verden er overbefolket. USAs befolkning har truffet et valg: femten procent af folk fra femten til tyve år skal dø hvert andet år. William og Vigga er to af de uheldige unge, hvis skæbne er bestemt. De har tres minutter tilbage at leve i - og hvad gør man, når man står i den situation? Leder man desperat efter en udvej, selvom man ved, der ikke er en, eller giver man bare op?

3Likes
2Kommentarer
181Visninger
AA

3. 45 minutter tilbage

Barbaras synsvinkel

Jeg læner mit hoved ind mod drengens bryst. Hvis bare han ikke havde været så muskuløs, kunne det måske have været behageligt, men det er det ikke.
Ethan. Det minder mig om min veninde, Athena. De ligner også lidt hinanden; sort hår, grå øjne og lys hud.
"Du er seksten år?" siger han.
"Ja. Hvor gammel er du?"
"Nitten," svarer han. Hans stemme er overraskende lys. Som om den aldrig er gået i overgang.
"Hvorfor dræber de ikke bare de gamle mennesker?" spørger jeg. "Ikke at jeg har noget imod de ældre. De har bare allerede levet et langt og godt liv, og vi er først lige startet med at leve."
"Men de ældre får ikke børn. Det gør vi. Hvis de dræber os, sikrer de sig også, at vi ikke får en hel masse børn, som får børn, som får børn, og så videre." Han ser ned på mig. Jeg nikker - han har nok ret.
"Hvad hedder din kæreste?" spørger han efter lidt tid.
Jeg snøfter. "Jacob," svarer jeg. "Havde du en kæreste?"
"Næ," siger han. "Jeg følte aldrig, at de var gode nok til mig. Det fortryder jeg så nu."
"Der er så mange ting, man fortryder, når man skal dø."
"Fortrydelse er en følgevirkning af, at man skal dø," mumler han. Jeg trækker på skuldrene, da jeg ikke er sikker på, hvad han mener. "Hvad fortryder du?" spørger han.
"Skænderier og sådan noget."
"Også mig. Og jeg fortryder, at jeg afslog alle de piger, der spurgte efter mig."
"Hvad så de i det hele taget i dig?" spørger jeg.
Han griner. "Penge."
"Så du er en rigmand," konstaterer jeg.
"Nej," siger han. "Det er min far."
"Tillykke."

Jeg har niogtredive minutter tilbage at leve i. Det siger digitaluret på den bare væg. Jeg ved godt, at jeg så bør nyde de niogtredive minutter, men det er fandeme ikke let. Jeg mener, jeg er spærret inde i et lille, mørkt rum med en fremmed dreng, og befolkningen har bestemt, at vi skal dræbes. Det lyder jo som et eventyr, ikke? Nej. Jeg havde da fremtidsdrømme. Jeg er seksten år, og de synes ikke, at jeg skal have lov til rent faktisk at leve, før de tager livet af mig. Jeg kan godt se den positive side; der er mere plads til de andre, når vi er skaffet af vejen. Men seriøst, det er stadig langt ude.
"Der må være en vej ud," siger Ethan. Jeg putter mig længere ind til ham for at sige, at jeg ikke gider lede efter en udvej. "Kom nu," presser han. "Hvis vi kunne komme ind, kan vi også komme ud."
"Men," siger jeg, "de er ikke dumme. De ved godt, at vi vil prøve på at komme ud, så de har vel sikret døren med alt muligt tingeltangel."
"Du er noget af en lyseslukker, Barbara." Men han skubber mig alligevel forsigtigt væk og rejser sig op. Han føler på væggene med hænderne, men finder intet.
"Jeg sagde det jo," gaber jeg. Jeg har aldrig været typen, der kan sidde ned i lang tid uden at kede sig.
"Du siger så meget." Han trækker på skuldrene og sætter sig overfor mig i det lille rum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...