Dødsspillet

Året er 2150, og verden er overbefolket. USAs befolkning har truffet et valg: femten procent af folk fra femten til tyve år skal dø hvert andet år. William og Vigga er to af de uheldige unge, hvis skæbne er bestemt. De har tres minutter tilbage at leve i - og hvad gør man, når man står i den situation? Leder man desperat efter en udvej, selvom man ved, der ikke er en, eller giver man bare op?

3Likes
2Kommentarer
176Visninger
AA

4. 35 minutter tilbage

Ethans synsvinkel

Det undrer mig, at jeg ikke kunne finde den mindste lille sprække i væggene. Vi er jo kommet herind på en eller anden måde, så vi må også kunne komme ud.
"De har sikkert hejst os ned gennem loftet," siger Barbara med et smil på læben. Hun mener det ikke, men det giver mening. Jeg rejser mig op og kører mine fingre hen over loftet. Jeg kan sagtens nå - rummet er måske to meter højt, og jeg er ikke ligefrem lav.
"Du er genial," griner jeg ned til hende. Hun rejser sig op med et overrasket udtryk og lægger sin ene hånd ved siden af min, så hun kan mærke revnen. Hun følger den med pegefingeren.
"Vi er kommet ned gennem en lille, firkantet lem," siger hun. "Hvad ville de have gjort, hvis vi var helt vildt fede?"
"Så måtte de finde to andre unge at dræbe, for en fed person ville aldrig komme igennem det hul." Jeg smiler til hende. Hun smiler tilbage.
"Vi kunne prøve at åbne den," siger jeg. Hun ryster opgivende på hovedet.
"Hvis vi bryder ud, fanger de os med det samme."
"Så har vi i det mindste gjort et forsøg i stedet for bare at overgive os til døden." Jeg skubber til loftet, men pladen flytter sig ikke det mindste. Jeg skubber igen, hårdere. Barbara sætter sig ned i det ene hjørne med en hovedrysten. Hun lukker øjnene og lader sig glide halvt ind i søvnen. Imens føler jeg på min højre baglomme. Jeg synes, jeg lagde en lommekniv der i morges, i tilfælde af at jeg skulle være blandt de femten procent, hvilket jeg jo er. Den er der. Jeg trækker den op af lommen og sætter bladet i den ene side af den firkantede plade. Der sker intet.

Efter et par minutters prøven giver jeg op. Pladen kan åbenbart ikke flyttes. Jeg sender digitaluret på den ene væg et ondt blik. Hvis bare det ville gå i stå, så jeg ikke hele tiden skulle påmindes om, hvor lang tid jeg havde tilbage at leve i. Der står, at jeg har tredive minutter. En sølle halv time har jeg tilbage.
"Sådan noget lort," hvisker jeg for mig selv og hamrer en knytnæve ind i uret. Det får en lille bule. Jeg slår igen, og bulen bliver større.
Bag mig vågner Barbara fra sin meget korte lur, og hun mumler et eller andet uforståeligt. "Ethan," siger hun så, pludselig helt vågen. "Ethan, hvad laver du?" råber hun og springer op at stå. Jeg slår endnu en gang. Hun styrter en meter frem, så hun står helt tæt op ad min ryg, og tager fat om min arm. Jeg slår til uret med min frie arm, og hun tager fat i den med sin anden hånd. Hendes greb er hårdt, selvom hun ikke ser ud til at være så stærk. Jeg trækker mig fri, og hun lægger sine arme rundt om mig i stedet for, så mine arme er presset ned langs siderne.
"Ethan, for helvede!" Hun presser hårdt, så jeg næsten ikke kan trække vejret. Jeg dunker mit hoved frem og ind i uret. De før lysende tal går nu ud. "Idiot!" skriger hun og slipper mig endelig.
"Hvad er der galt?" råber jeg tilbage. "Nu er vi fri for at blive påmindet om, at vi skal dø lige om lidt."
"Jeg vil gerne vide, om jeg har en halv time eller et minut tilbage! Idiot, idiot, idiot." Og så giver hun mig en lussing. Hun vender sig væk og smider sig på gulvet med hænderne for ansigtet, mens jeg stille lægger en hånd mod
min ømme kind.
Hun græder. Det er tydeligt, at hun prøver at holde det inde, men hun kan ikke. Jeg sætter mig ned ved siden af hende og stryger hende over ryggen. Hun ryster.
"Undskyld," hvisker jeg. "Jeg troede ikke, du havde noget imod det." Hun svarer ikke. Jeg lægger mig på maven ved siden af hende og lader min arm ligge hen over hendes ryg. Hun trykker sig ind til mig og græder videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...