Dødsspillet

Året er 2150, og verden er overbefolket. USAs befolkning har truffet et valg: femten procent af folk fra femten til tyve år skal dø hvert andet år. William og Vigga er to af de uheldige unge, hvis skæbne er bestemt. De har tres minutter tilbage at leve i - og hvad gør man, når man står i den situation? Leder man desperat efter en udvej, selvom man ved, der ikke er en, eller giver man bare op?

3Likes
2Kommentarer
180Visninger
AA

5. 20 minutter tilbage

Barbaras synsvinkel

Jeg er kommet mig over mit mindre raserianfald og ligger bare fladt på det stenhårde cementgulv. Ethan bliver ved med at sige undskyld og beder om tilgivelse. "Jeg har tilgivet dig," siger jeg. Han tror vist ikke på mig, men tier da stille. Vi ligger lidt i tavshed.
"Hvad var din yndlingsbeskæftigelse?" spørger jeg ham. Han tænker lidt over det.
"At spille guitar," siger han så. "Hvad var din?"
"Være sammen med Jacob og mine venner," svarer jeg.
"Var I tit sammen, dig og ham?" spørger han.
"Næsten hver dag," siger jeg.
"Du er måske ikke jomfru?"
"Man taler ikke med fremmede om sådan noget," siger jeg og ser underligt på ham.
Han trækker på skuldrene. "Det gør jeg. Og nu hvor vi skal dø sammen, kan vi da også lige så godt vide lidt om hinanden."
"Nå. Jamen det er jeg ikke," siger jeg.
"Det er jeg," siger han. "Men det er, fordi jeg havde en forestilling om, at en dag ville jeg finde den perfekte pige, og det ville bare være sådan helt, du ved, kærlighed ved første blik. Hende fandt jeg så ikke."
"Heller ikke mig," siger jeg. "Jeg tror ikke, Jacob er min soulmate. Men jeg har jo ikke tid til at finde min rigtige soulmate nu."
"Næ," mumler han.
"Har du så heller aldrig kysset en pige?" spørger jeg.

"Nej. De er alle sammen sådan nogle duller. Forfærdelige at høre på. Ligner alle sammen hinanden, fordi de ikke er i stand til selv at finde en stil."
"Tak," siger jeg sarkastisk.
"Ikke alle," retter han sig selv. "Du er en undtagelse."
"Super."
"Hvordan føles det?" spørger han.
"At have sin egen stil?"
"Nej, at kysse nogen, sådan rigtigt."
"Nå," siger jeg. "Det ved jeg ikke. Godt, vel."
"Jeg er ked af, at jeg aldrig prøvede det. Det er det, der kommer ud af at afvise folk," sukker han.
"Vend dig lige om," siger jeg. Han vender sig om på siden, og det samme gør jeg. Jeg kan kun lige se hans ansigt, eftersom digitaluret var det eneste lys i rummet, og det nu er dødt.
Jeg strækker mig lidt frem, og mine læber møder hans. Han virker overrasket, men kysser med. Hans læber er bløde og kolde, ligesom mine sikkert også er.
Jeg trækker mig tilbage igen efter ikke så lang tid. Det må ikke virke, som om jeg kan lide ham. Jeg har jo Jacob.
"Tak," siger han og smiler til mig. "Så har jeg da prøvet en ting mere, inden jeg dør."
"Det var så lidt," siger jeg. Han betragter mig med hovedet lidt på skrå, og det føles nærmest, som om han kan se igennem mig. Ikke så behagelig en følelse.
"Du er smuk," siger han.
"Det var du lang tid om at indse."
"Jeg har altid været lidt langsom i opfattelsen," griner han.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...