Why Can't I Stop Feeling This Way (My Little Pony)

Willowtree er et dådyr, som er håbløst forelsket i ponyen Fluttershy. Fluttershy er sammen med Ponyen Big Macintosh og alt er i den skønneste orden. Lige indtil den dag, hvor Willowtree ved et heldigt uheld støder ind i den bedårende Fluttershy. Hun elsker alle væsner og tager ham derfor glædeligt til sig. Men får Fluttershy pludselig lidt for intime følelser for det charmerende dådyr? Og hvordan håndtere hendes kæreste Big Macintosh situationen?

5Likes
8Kommentarer
459Visninger
AA

7. Kap 6. Stormen

                                                                  ****
~Jeg var på vej ud til æbletræerne, for at arbejde. Det var tidligt om morgenen og da jeg havde haft svært ved, at sove i går nat, var jeg ret så træt. Jeg trak to vogne, som bare ventede på, at blive fyldt til renden med æbler. Det skulle blive godt, at komme ud og få tankerne lidt væk, ved hjælp af arbejdet.
Det så ud som om, at der var en storm på vej. Nogle mørke skyer trak hen over Ponyville. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte skynde mig, at blive færdig med mit arbejde, så jeg ikke blev driv-våd. Det begyndte at tordne. Perfekt vejr, tænkte jeg. Jeg havde altid godt kunne lide torden. Der var noget hyggeligt over det. Jeg plejede altid, at beskytte Fluttershy, når hun blev bange for tordenbragene. Det måtte det lille dådyr tage sig af nu, for jeg gjorde det i hvert fald ikke mere.
Der kom et kæmpe tordenbrag. Jeg begyndte at tælle kilometer for, at finde ud af hvor langt lynet var væk. 1... 2... 3... 4... 5... 6... Et kæmpe lyn slog ned i skoven. 6 kilometer væk. Det var jo fint nok.
                                                                  ***
“ARGH!” Skreg jeg. Jeg vågnede ved et kæmpe tordenskrald.

"Åh Gud, hvorfor skal det altid tordne og lyne? Har vi ikke pegasusser til at tage sig af sådan noget?!” Angel, min kanin løftede det ene øjenbryn og kiggede op på mig. Jeg var sjovt nok også en pegasus.

“Jeg mener jo nok pegasusser der ikke er bange for torden og lyn!!”

“ARGH!!” Et kæmpe tordenbrag lød igen. Jeg krøb ned under dynen. Da det stoppede trak jeg den ned under øjnene, så jeg kunne se. Angel sad og stampede med den ene fod i gulvet. Jeg formodede, at han var sulten.

“Okay, jeg skal nok stå op og lave morgenmad til dig.” Han nikkede tilfreds og løb ned i køkkenet. Gid Big Macintosh var her lige nu, så han kunne passe på mig, tænkte jeg. Det ville altså ikke gøre noget.
                                                                 ****
Jeg var stadig ude og sparke æbler af træerne. Lynet kom efterhånden tættere på. Der lød et brag. 1...2...3... Lynet slog ned, nu kun 3 kilometer væk. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte se, at komme ind i læ. Dog manglede jeg lige ét træ, før jeg var færdig, så jeg måtte da lige have det sidste med. Jeg gik hen imod træet og der lød et tordenbrag. 1...2... Jeg nåede knap nok, at tælle til 2 før lynet slog ned, lidt nær Ponyville. Lige som jeg skulle til at sparke til træet lød et kæmpe brag. I det øjeblik mine hove ramte stammen, slog lynet ned. Jeg så æblerne falde til jorden, men jeg kunne ikke gribe dem. Alt sortnede for mine øjne.
                                                                 ***
Jeg gik og vimsede rundt og lavede mad til alle mine små dyrevenner. Jeg havde først og fremmest givet Angel sin dyrebare salat, som han ikke kunne leve uden. Selvfølgelig med et kirsebær på toppen, for ellers ville han simpelthen ikke spise det. Jeg havde givet egernerne agern, musene korn og var nu i færd med, at give solsorten nogle regnorme, som den kunne spise. Dyrene var fornøjede imens jeg sad i sofaen og var rædselsslagen. Det tordnede og lynede udenfor og det stoppede ikke. Det blev ved og ved og ved. Bjørnen jeg havde boende kom over og satte sig ved siden af mig.

“Hey, det er bare et tordenvejr. Det går over. Jeg er lige her ved siden af dig.” Den smilede venligt til mig. Det var sødt af ham, men lige nu, tror jeg mest det var Big Macintosh, som jeg havde brug for.
Det bankede hårdt på døren. Jeg tøvede lidt. Hvem kunne det være i sådan et vejr? Willowtree? Bic Macintosh? Nej, hvad skulle de lave her, efter den episode i går? Jeg gik hen og åbnede op.
Udenfor stod alle mine bedste veninder. Applejack, Rarity, Pinkie Pie, Twilight og Rainbow dash. De græd alle sammen. Det var Applejack, som havde banket på. Hun havde taget hendes cowboy hat af og stod med den foran brystet, som om hun skulle fortælle noget forfærdeligt. I baggruden stod Rarity og krammede Pinkie Pie. Pinkie Pie’s hår var ikke længere helt stort og krøllet. Det lå fladt ned omkring hendes våde kinder og regnen silede ned. Lidt længere tilbage stod Twilight og Rainbow Dash og det så ud som om de prøvede, at holde tårerne inde, hvilket ikke gik så godt. Applejack kiggede sørgmodigt op på mig, med tårer trillende ned af kinderne på hende.

“Hvad… Hvad... Hvad sker der piger…?” Jeg stod bare med åben mund. Hvad kunne der være sket. Det hele virkede pludselig surrealistisk, men det blev ikke nemmere at forstå ved svaret de kom med. Applejack rømmede sig.

“Det er Big Mac….” Hun holdte en pause og kiggede ned i jorden. Jeg kiggede bare afventende på hende.

“Han blev ramt af lynet… Og han… Han klarede den ikke.” Jeg blev bare stående og gloede dumt.

“Hvor er han!?” Nærmest råbte jeg meget alvorligt.

“Han er ude ved farmens æbleplantage… Doktor Whooves står og kigger på ham.” Jeg spænede forbi dem alle sammen og ud af døren. Det kunne ikke passe, det kunne bare ikke passe. Jeg løb så hurtigt, som mine ben kunne bære mig. Jeg brugte aldrig det at flyve på normale dage, men lige i dag, gjorde jeg. Jeg løftede mig fra jorden ved hjælp af mine vinger og så fløj jeg ellers så hurtigt jeg kunne, hen til farmen.
Da jeg kom frem stod Doktor Whooves der rigtig nok. Da han hørte, at jeg kom vendte han sig om og kiggede trist op på mig.

“Jeg er ked af det Fluttershy. Det er jeg virkelig.” Han trådte til side og jeg kunne se Big Macintosh ligge på græsset. Livløs. Der var ingen bevægelse i hans store muskuløse krop. Han lå bare stille og så pludselig helt lille ud. Tårerne begyndte, at løbe ned af mine kinder. Jeg gik stille hen til ham. Eller hvad der var tilbage af ham. Uden at sige noget, lagde jeg mig ned ved siden af ham. Der lå jeg i noget tid sammen med ham.

“Undskyld” hviskede jeg i hans øre.
“Det var aldrig min mening at såre dig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...