Why Can't I Stop Feeling This Way (My Little Pony)

Willowtree er et dådyr, som er håbløst forelsket i ponyen Fluttershy. Fluttershy er sammen med Ponyen Big Macintosh og alt er i den skønneste orden. Lige indtil den dag, hvor Willowtree ved et heldigt uheld støder ind i den bedårende Fluttershy. Hun elsker alle væsner og tager ham derfor glædeligt til sig. Men får Fluttershy pludselig lidt for intime følelser for det charmerende dådyr? Og hvordan håndtere hendes kæreste Big Macintosh situationen?

5Likes
8Kommentarer
460Visninger
AA

2. Kap 1. Mødet med en engel


                                                                    **
~Jeg så på hende. Hun var så smuk, som dagen er lang. Hendes lange lyserøde manke blafrede i vinden og hendes gyldne, næsten gule hår lyste op i det klare solskin. Hendes smukke, omsorgsfulde øjne kiggede på ham. Hvorfor skulle de kigge på ham og ikke på mig? Hvad havde han, som jeg ikke havde? Jeg kiggede bedrøvet ned i jorden. Hende, tænkte jeg. Han har hende.
Jeg havde kigget på hende endnu engang. Hun havde stadig ikke set på mig. Måske var det fordi jeg gemte mig i skoven. Hun kom her tit og sang med alle de små dyr. Hendes stemme var af det materiale, som paradis er gjort af. Hun var den smukkeste, mest vidunderlige skabning, jeg nogensinde havde lagt mine øjne på. Og hvad var jeg? Et klodset lille dådyr. Jeg havde knap nok fået mit gevir endnu.  
Hun kom nogle gange ned til søen med hendes kæreste, som mest af alt mindede mig om en stor skoldet hummer. Og her snakker vi de store hummere, for lille var han i hvert fald ikke. Hans navn var Big Macintosh. Jeg kunne ikke fordrage ham. Han var stor og stærk og var medejer af en stor farm. Selvfølgelig var hun helt betaget af ham. Hvad ville hun dog også se i mig? Et lille svagt dådyr med prikker på bagdelen. Det er vel bare ligesom at ponyer får deres cutie mark. Det sagde min far i hvert fald altid.
I dag havde været en af de dage, hvor hun havde været nede ved søen sammen med hendes kæreste. Hun havde lagt og kigget ham i øjnene, som hun altid gjorde. Jeg havde kigget på hende siden jeg var en lille kalv. Beundret hendes smukke øjne og hendes vidunderlige stemme. Da jeg blev født sang hun for mig. Det har jeg i hvert fald fået af vide af min mor. Fluttershy var alle dyrs ven. Jeg havde svært ved at tro at der var nogle levende væsner, som hun ikke satte stor pris på. Jeg satte stor pris på hende. For mig, var hun en engel. Et stykke af himlen selv. Når hun fløj oppe mellem fulgene, lignede hun rent faktisk også en engel. Hun manglede bare en guld glorie og så var den i hus. Jeg turde ikke snakke til hende. Turde ikke komme tæt på hende. Jeg ved ikke hvad jeg var bange for. I hvert fald beundrede jeg hende altid på afstand. Det gjorde jeg så til gengæld også virkelig ofte.

”Willowtree!” Det var min mor der kaldte. Jeg kiggede hen mod min gyldne engel en sidste gang. Hendes smukke ansigt spejlede sig i vandoverfladen. Mon jeg dog nogensinde ville tage mig sammen, tænkte jeg. Så gik jeg hjem.

                                                                     ***

Jeg hørte nogen råbe. Jeg vendte hovedet om for at kigge. Der var ikke nogen.

”Hvad er der min skat?” spurgte Big Mac og kiggede undrende på mig.

”Jeg syntes bare jeg hørte nogen råbe…”Jeg kiggede på ham og smilede kærligt. Jeg lagde mit hoved på hans varme skulder. Her lå vi så. Kiggede ud over vandet og nød tilværelsen. Hvis der er noget jeg elsker, så er det at være elsket. Når det så var af byens dejligste hingst, var det da bare en gevinst. Jeg elskede Big Macintosh. Jeg havde kendt ham hele livet og alligevel syntes jeg bare at han blev skønnere og skønnere. Han var parat til at give mig alt. Jeg skulle bare sige til og så var han der. At ligge her i skoven med ham side om side. Det var fantastisk. Jeg håbede at det ville være sådan for evigt. Vi rejste os og gik hjem. Jeg gik hjem til mig selv og han gik hjem til hans farm. Vi sagde godnat og jeg gik ind efter endnu en fantastisk aften med ham.

                                                                      **

Jeg kunne simpelthen ikke sove. Jeg havde lagt i flere timer nu og kunne ikke tænke på andet end hende. Jeg måtte bare se hende igen. Jeg rejste mig forsigtigt og listede ud af reden. Skoven var for længst blevet mørk og dunkel og jeg kunne høre uglen sidde i træet og sige sin lyd. Jeg ved ikke om det var mest hyggeligt, eller mest uhyggeligt. Da jeg endelig kom ud af skoven, var det allerede ved at blive en smule lyst. Jeg havde også gået længe nu. Jeg måtte bare se hende. Jeg kunne høre fuglene synge og inden længe var jeg ved hendes hus. Jeg sneg mig om ved siden af huset og kiggede ind af vinduet. Hun var stået op. Hun gik rundt og sang og jeg stod bare der og beundrede hende. Pludselig hørte jeg en stemme bag mig.

”Og hvad tror du så lige du laver?” Stemmen kom fra en af Fluttershy’s veninder. Rainbow Dash. Hun havde en regnbuefarvet manke og hendes pels var lyseblå. Hun stod og kiggede skeptisk på mig. Jeg stod bare og kiggede på hende og vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige. Rainbow Dash tog mig under hendes vinge og bankede på hos Fluttershy. Der gik ikke mange sekunder, før døren blev åbnet. Mit hjerte bankede som aldrig før. Der stod hun i døråbningen og kiggede spørgende på os.

”Denne lille fyr stod og begloede dig lige før” Rainbow Dash pegede på mig med hendes ene hov. Jeg kiggede panisk op på Fluttershy. Jeg blev rød i hele fjæset og hus stod bare der og smilede beroligende til mig.

”Bare giv slip på ham Rainbow, han har jo ikke gjort noget” sagde hun og fortsatte med ”Hvad er så dit navn lille ven?” Jeg turde simpelthen ikke sige noget.

”Er du okay med situationen?” spurgte Rainbow Dash. Fluttershy kiggede bare på hende og nikkede sigende. Med få vingetag var Rainbow Dash i luften igen og fløj sin vej. Fluttershy kiggede på mig med de klareste, mest vidunderlige, blå øjne som jeg nogensinde havde set. ”Vil du med indenfor?” spurgte hun venligt. Det eneste jeg kunne få frem var et enkel nik.

                                                                          ***

Jeg havde endelig fået ham til at åbne op. Vi havde snakket sammen i nogle minutter nu og selvom han var genert, var han helt igennem bedårende.

”Hvad var det nu du hed igen?”

”Willowtree…” fik han fremstammet. Jeg kunne godt høre at han stadig var ret genert, men kær, det var han også.

”Godt Willowtree, hvad laver du så her? Jeg mener, burde du ikke at være inde i skoven sammen med din familie?”

”Jooooh…” Han kiggede bare på mig. Stadig med et nervøst blik.

”Du ved godt du ikke behøver at være bange for mig, ikk?” Hans øjne bevægede sig rundt i rummet. Jeg tror han ledte efter en tilflugtsvej.
”Skal jeg følge dig hjem?” Endte jeg med at sige. Han kiggede på mig og nikkede så lettet.
Da vi var gået et stykke ind i skoven standsede han.

”Det er her” sagde han. Jeg kiggede mærkeligt på ham.

”Hvor?”

”Under den busk der, har vi en rede” Han pegede med hans klov på en større bær busk. Jeg kunne godt se det, nu hvor han sagde det.

”Nå, men jeg må hellere gå så…” sagde jeg og vendte mig om for at gå hjem.

”Vent!” sagde han og nåede lige at sige ”Jeg har lige noget jeg skal vise dig først.” Jeg blev nysgerrig og endte med at følge efter ham. Vi gik et godt stykke vej og kom pludselig til et kæmpe stort piletræ. Vi gik ind under de vidunderligt smukke grene og blade og inde under trækronen fløj millioner af smukke sommerfugle.

”Hvad synes du?” Willowtree kiggede på mig, med hans charmerende, brune øjne.

”Jeg er tom for ord. Det er det smukkeste sted jeg nogensinde har set Willowtree.”

”Det var under det her træ at min mor og far forelskede sig. Det er derfor jeg hedder Willowtree.” Jeg kiggede beundrende på ham. Han var en ung hjort. Lidt yngre end mig, ville jeg tro. Hans gevir var vokset cirka 5 centimeter ud. Han var smuk.

”Jeg forstår godt man kan blive forelsket under de her forhold” sagde jeg og kiggede på ham. Jeg nåede vidst ikke lige at tænke mig om før de ord kom ud af min mund. Jeg huskede pludselig at jeg skulle mødes med Pinkie Pie og Rainbow Dash i dag.

”Nå, men jeg er altså nød til at smutte nu. Jeg skal være sammen med nogle andre i dag. Håber virkelig vi kan ses en anden dag” sagde jeg med at smil på læberne.

”Skal du da være sammen med ham Big Mac fyren?” Spurgte han ret sørgmodigt. Var det også en smule jalousi jeg kunne høre i hans stemme?

”Hvorfra kender du Big Macintosh? Og til din orientering, nej det er ikke ham jeg skal være sammen med.”

”Nåååår, man høre vel ting og sager” sagde han og kiggede saligt op på de tusind sommerfugle. Jeg smilede til ham og sagde endnu en gang at jeg altså var nød til at gå.

”Jamen okay så. Jeg håber vi kan ses en anden dag” sagde han smilende. Det varmede mærkeligt i maven, når han smilede til mig. Det havde jeg aldrig rigtig prøvet før. Jeg smilede til ham og han fulgte mig ud af skoven og gik derefter hjem.
Jeg gik så ned i byen, hvor jeg skulle mødes med Rainbow og Pinkie. 







1. Kapitel i min anden movella :) Skriv meget gerne en kommentar :)
** Willowtree's synsvinkel
*** Fluttershy's synsvinkel
**** Big Macintosh' synsvinkel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...