Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2035Visninger
AA

12. Uanset Hvad?

Jeg vinkede ham farvel, da han satte sig op på sin motorcykel - Jepsen i hørte rigtigt, motorcykel! - 

Jeg lukkede døren så hurtigt jeg kunne, men selvom han var blevet lukket ude og fraskilt med en smækket trædør, var det stadig som om hans tilstedeværelse summede i hovedet på mig. Der var noget dragende over drengen, om det var godt eller skidt, kan jeg ikke begribe i øjeblikket, jeg kan ikke helt sætte min finger på hvad mine følelser mener om ham og hvad min hjerne mener…

 

Min søster sad i vores bløde røde sofaer, med en kop te… Normalt drak hun vin, noget var galt. Vi havde altid fået at vide af vores forældre - eller hendes forældre og mine adoptivforældre - at ”når alvorens pligter lød, var en god gang varm te hvad der bød.” 

Så vi skulle altså tale alvor, det her skulle nok blive spændende, mon hun ville vente til at Jensen var gået, med at halshugge mig over den smadrede bil.

 

Jeg gik med blytunge skridt hen til sofaen, imens jeg inde i hovedet kunne høre den sagte lyd af trommerne før en hængning - Drama Quinn, I know. -

Jeg smed mig i sofaen overfor hende og lod mig hen slænge, - lidt behag, ville jeg opleve før min nærtforestående død. - Jeg smækkede benene op i sofaen og kiggede afventende på min adoptiv storesøster.

Hun rakte ind over vores lille - lidt for dekorerede - sofabord og satte sin tekop fra sig. Så hælde hun nyt dampende varmt te op i en anden kop, som havde stået der siden jeg ankom til min - nu lidt hyggelige henrettelse - og rakte mig den. Igennem hele te-op-hældnings-processen, prøvede hun at undgå øjenkontakt. Noget var helt galt, jeg havde kun set hende så ude af den en gang før. Dagen efter vores forældres begravelse. Da vi skulle pakke vores ting og forlade vores gamle hus.

 

Duften af dampende varm urtete ramte min lugtesans og med det samme var jeg lidt mindre anspændt. Lugten af brændte skovblade og våd hund havde lagt over mig siden jeg vågnede og nu virkede det som om den beroligende og velduftende damp, jagede de dårlige minder fra gårsdagens episode på flugt - i hvert fald for nu. -

 

”Elise.” Jeg kiggede overrasket op på hende og det gik op for mig at jeg måtte have stirret ned i teen.

”Ja…” Hun prøvede ikke længere at undgå mit blik, men da vi fik øjenkontakt, ønskede jeg med det samme at hun havde. Jeg kunne ikke bære at se hende sådan, hun så slidt og brugt ud. Som om hun havde båret rundt på en rygsæk med mursten hele sit liv, uden andet end vand og brød. - Hun lignede en lille slået hundehvalp. -

”Det der skete i skoven…” Hun pustede tungt ud, som hun skulle til at stille sin murstensfyldte rygsæk.

”Du har altid været meget speciel, det har vi vidst siden du ankom på vores dørtærskel, for så mange år siden.”

Jeg forstod intet… Hvad prøvede hun at sige? Hvad kunne på nogen måde være så svært at sige, at det gav selveste min søster problemer?

”Mor og far, havde vist i lang tid at de snart ville komme efter dig, derfor advarede de mig, men ingen af os havde forventet et angreb så hurtigt… Vi havde ingen…”

 

”STOP! Hvem ville komme efter mig? Hvad har noget af det her at gøre med mor og far? Vil det sige at det ikke var…”

 

Jeg forstod stadig intet.

 

”Da din mor efterlod ansvaret for dig, til mor, far og jeg. Vidste vi med det samme hvad du var, det er vores job. Og du skal vide at vi aldrig elskede dig mindre på grund af hvem du var. Hvis de stadig havde været her, ville de stadig elske dig lige højt. Du skal ikke lade dig ændre af...”

 

Tårerne vældede op i hendes store dådyrøjne. Jeg rejste mig for at trøste hende, men hun holdt afværgende en hånd op. ”Nej, jeg skal tage mig sammen, du må vide det. Alt andet er for farligt.”

Jeg var mundlam, hvad fablede hun om. Var… var jeg grunden til hendes forældres død… Hvad mente hun med at de elskede mig, uanset hvad jeg var? HVAD jeg var?

 

”Hvad mener du med hvem jeg er? Har det her noget at gøre med min…”

Hun nikkede for at bekræfte min voksende frygt…

 

”Hvad er jeg?”

Nu havde jeg jo mødt både varulve, Fønikser og jeg ved ikke hvad.  

 

”Du er en Vølv.”

En ensom og stille tårer trillede ned over hendes kindben og fortsatte hele vejen ned langs hende kinder, til hende hage og dryppede ned i den varme kop urtete i hendes hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...