Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2018Visninger
AA

9. Once you dream... You wouldn't wake.

Jeg kiggede ned på skålen foran mig, hvor min urørte morgenmad flød rundt og var næsten helt opløst. Jeg hørte min søster rode rundt med opvasken bag mig, jeg vidste selvom jeg ikke kiggede at hun var bekymret. Hun havde virket næsten lige så skræmt over min drøm som mig.

”årh! for pokker da også!.” Jeg vendte hovedet og kiggede undrende på hende. Jeg sagde ikke noget, jeg vidste udmærket at det var en ’du siger ikke et ord’ situation.

Da vi fik øjenkontakt, var hendes brune øjne ikke vrede som jeg havde forventet, de var store og runde. Hun virkede bange? Hvorfor? Jeg vendte mig om igen, -Lad hver at stirre din tumpe, du gør det jo bare værre!- Jeg rejste mig fra barstolen, tog min taske og greb min madpakke.

”Hey? Tager du af sted allerede? Skal jeg ikke køre dig?” Jeg havde allerede taget min militærjakke på og holdt et fast greb omkring håndtaget og bilnøglerne. I dag var hendes fridag, så jeg kunne for en gangs skyld godt bruge bilen, jeg havde sådan brug for at være alene. Mine tanker havde hobet sig op og min søster havde sovet med mig resten af aftenen efter drømmen, så jeg måtte have luft.

”nej tak, jeg skal alligevel forbi en ven inden skole…” jeg åbnede døren men tøvede inden jeg lukkede den igen.

Det samme som jeg havde fornemmet hele morgnen nagede mig. når jeg ikke kiggede på hende, havde hun de der øjne boret ind i min ryg. Som om hun prøvede at holde mig fast, som om hun prøvede at rede mig fra noget, bare med tankens kraft.

Jeg kiggede tilbage på hende, inden jeg lukkede døren og cuttede kontakten imellem os, ”Jeg skal nok være forsigtig.” 

***

Jeg lukkede hurtigt døren og lod den friske skovluft fylde mine lunger, lod fuglendes kvidren fylde mine øregange. Jeg småløb over til den store blå Kia i indkørslen. Jeg hørte bilens alarm klikke fra og blev fyldt med mere og mere uro jo tættere jeg kom på at være fuldstendig alene. Jeg satte farten op, da jeg mærkede noget bag mig. Greb hurtigt fast i bilens håndtag da adrenalinen blev udløst i men årer. Den knurren lyd, løb ned af rygraden på mig som tusind små edderkopper.

Jeg åbnede døren og satte mig hurtigt ind. Lukkede og låste efter mig, Udenfor var der ingenting at se?

”Hvad?” Jeg kiggede ud af vinduet og søgte i alle de mørke buske og træer efter et glimt af dyret der havde fulgt efter mig. Intet.

-Din kegle, det var nok bare din fantasi-

Jeg satte nøglen i og startede motoren. Den brummede en tid, før den startede, det havde den ellers aldrig gjordt før. Jeg trak på skuldrende -det er nok ingenting. Det er bare ikke din dag- Følelsen af at nogen holdt øje med mig og forfulgte mig havde måske forladt mine tanker, men ikke min krop. Følelsen nagede mig, da jeg kørte over grusset og ud på skovvejen. Den sad i mig som nåle. Prikkede i min hud og holdt mig fra at trække vejret ordentligt.

Lyset fra solen gled ned igennem de høje trækroner og skabte smukke mønstre på den brune jord-vej. Det var næsten som om, skoven prøvede at få mig i bedre humør -hvilket lykkedes for den rimmeligt tit- Jeg lænede mig tilbage, tog en dyb indånding og prøvede at slappe af.

Jorden der i drømmen havde… -Ja vel halvkvalt mig- den havde føltes så virkelig, selv da jeg bagefter var vågnet, havde det stadig virket rigtigt. Men spor efter brun muld, var der ikke.

Men sådan kunne drømme jo være, -fandens irriterende og satans virkelige- Jeg rystede den del af drømmen af mig, det havde ingen betydning.

Den anden del. Manden der havde hevet mig op af jorden, han havde ikke kun føltes virkelig, hans nærvær var bekendt. Det var som om vi havde kendt hinanden hele livet, men alligevel kunne jeg ikke huske ham.

 

En kæmpe vægt på bilens side tvang mig til at køre skævt. Heldigvis havde jeg -det sande naturtalent(not)- altid være god til at køre bil, så jeg nåede lige -som den seje heltinde jeg er (eller noget)- at rette op inden jeg var endte ude midt imellem træerne og buskende.

Mit hjerte pumpede derud af, måske havde den knurrende lyd, tingesten bag mig alligevel ikke været det rene opspind. ”Eller måske var det bare et ’normalt’ dyr der ramte dig, som nu ligger død bag dig?” jeg sagde det beroligende og stille til mig selv, beroligende og stille. Jeg drejede hovedet og tillod mig selv at tage opmærksomheden fra vejen et kort øjeblik.

Dum idé.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...