Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2014Visninger
AA

6. Første Skoledag -Del 3.-

 

Da mine øjne ramte hans, der før havde været så varme og dejlige. Skreg jeg. 

Jeg skreg så højt og langt som jeg kunne, selv da mine lunger slap op for luft, fortsatte jeg. Folk omkring mig veg udenom, med skræmte blikke. Nogle bandede af mig og andre stoppede op for at se hvad jeg mon skreg af. Men ingen af dem kunne se hvad jeg så.   

Et koldt gys gled ned gennem min rygrad og mine kinder blev gennemblødte af tårer, som satte sit spor ned over min hud. Præcis som Jensen’s blod hen over skolens snavsede gulve. 

Jeg blev revet ud af scenen og tilbage til fornuft, af et par stærke faste hænder. Hænderne førte mig ud af ligets synsvinkel og jeg rettede bange mine øjne mod hans. Øjnene var rolige og erfarne, de fik mig hurtigt tilbage til virkeligheden.  Stiles stod ved siden af hans ven Scott, med åben mund og polypper —som sagt, var han klogere end han så ud.— Scott kiggede intrængende på mig og spurgte roligt og med lav stemme “What did you see?”  

Jeg væde mine læber og prøvede uden held at sige noget. Min hals var langt fra klar til at snakke, efter mine stemmebånds sirenesang. De to drenge ventede tålmodigt på at jeg ville sige noget, men inden jeg fik chancen for at komme mig, lød endnu et skingert skrig fra gangen.   

Lydia stod godt en meter foran os. Hendes mund var åben, stor og bred. Hendes røde læber var skilt i et kæmpe skrig og skriget var hæsligt. 

Det lød som om nogle borede i mine trommehinder og prøvede at masse min hjerne til grød. 

Det varede ved og ved og ved, indtil Stiles brød hendes stemmes terror, ved at løbe hen til hende igennem menneskemængeden og ryste hende ud af trancen. Jeg indså med det samme, at jeg ikke var den eneste der havde set ham.   

Jeg stod med Scott ved min side. Hans reaktion på situationen, var så tilbageholdende og konrtolleret at jeg begyndte at undre mig. Havde han prøvet noget lignende før? 

“Did she see him too?” det var halvejs til at være et spørgsmål og halvvejs til at være en konklusion, men sætningen var den samme. Scott kiggede undersøgende over på mig og nikkede langsomt, bekræftede min teori. 

Vi kiggede begge ned på Stiles, der langsomt var ved at få Lydia ned på jorden igen. 

De omkringstående elever der var stoppet op for at over ære den skrigende pige, var så småt begyndt at trisse videre, men deres samtale emne blev ikke genoptaget, men fornyet og resten af dagen, blev der ikke snakket om andet.    Lydia var åbenbart kommet sig hurtigt over sit udbrud, og sammen med Stiles bevægede de sig ned imod os. Havde hun prøvet det før? Det virkede som om hun var vant til at se mave-vrags-blodige-gyser-scener. 

De stoppede op overfor os og jeg kunne se på Lydia’s skræmte grønne katteøjne, at vi nu delte et minde, ingen af os havde lyst til at huske.  

***

“What happened?” Stiles' ungdommelige stemme brød den stigende tavshed, der havde sneget sig ind på os. Lydia havde genvundet sit populærer ydre og hendes hårdfører personlighed. Hun kiggede sig lidt omkring, for at se om nogle stadig stod og stirrede.  “It was the new guy... The hot guy…”  

Lydia forklarede Stiles og Scott om vores fælles hallucination som om det var noget der var sket i virkeligheden -hvilket det også havde føltes som- Jeg gik ved siden af Scott og forholdt mig tavs. Jeg lyttede intenst til deres samtale da en underlig bølge af energi gik igennem mig. Jeg standsede op og føler min krop skælve under mine fødder. Jeg opfatter ikke hvad der foregår før det sker, benene ekser under mig og jeg vælter vaklende bagover.   

Jeg bliver grebet få centimeter fra det snavsede gulv. Jeg kigger op og det er lige før jeg får tårer i øjnene, af ren lettelse. Et par skinnende levende øjne kigger spøjst ned på mig. Et smukt tandsmil oplyser et lækkert firskårent ansigt. “Are you all right?” Jensen hjælper mig på benene og da vi er oppe og stå omfavner jeg ham. I starten står han stiv som et brat, men jeg kan mærke hvor hurtigt han begynder at slappe af. Han lægger armene om mig og gengælder krammet —Jah Elise… Så står du her… Og krammer en vildt fremmed, hvis indvolde du lige har set smurt ud over hele gulvet… Det flot.—  

Jeg giver slip efter omkring 5 minutter. Jeg kigger forlegent over på de andre, de virker næsten lige så overraskede som Jensen og for at bryde stilheden siger jeg flovt og hurtigt til Jensen “Yes, thank you for helping me.” Så vender jeg om på hælende og går målrettet videre ned af gangen, ud af de store dobbeltdøre og ud på parkeringspladsen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...