Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2018Visninger
AA

4. Første skoledag -Del 1.-

Jeg havde ikke engang lagt mærke til at vi var nået frem til skolen, jeg havde haft tankerne et helt andet sted.

Min arm havde gjordt så afsindigt ondt og mit hoved havde været fyldt med spørgsmål, efter aftenens tumult. Den velkendte lyd af Kia’ens motor der brummende stoppede med at køre, vækkede mig fra mine tankenet. Jeg kigged ud af vinduet og op den store bygning.

"Beacon hills High School” Min søster sagde det med slet skjult bekymring i stemmen, “Hør, hvis du stadig ikke er klar til det her, så forstår jeg det altså godt.” Hun holdt en pause, fulgte mit eksempel og kiggede ud af vinduet og op på skolen. “Vi kan sagtens vente, du kunne altid få hjemme undervisning.” Hun smilte forstående til mig, men jeg kiggede stadig ikke på hende. Mine tanker var allerede begyndt at sejle sin egen sø og min arm var igen begyndt at dunke af smerte. “Elise?” Jeg opfattede kun at hun snakkede, ikke at hun sagde mit navn. “Elise!”

Jeg vendte mig chokkeret om og kiggede hende direkte i øjnen. Mine lysegrønne mødte hendes, bekymrede nøddebrune. “Hvad?” spurgte jeg, stadig lidt chokkeret over hendes udbrud, men smerten i min arm hjalp mig faktisk lidt, med at komme over den forfjamskede følelse. “Lytter du overhovedet efter?” Jeg nikker hurtigt, for at slippe for videre bekymring eller plagende spørgsmål.

Jeg grab hurtigt fat i min skoletaske. Den havde farve og mønster som dannebro, så havde jeg altid noget til at minde mig om hvor jeg kom fra. “Jeg skal nok klarer mig,” Så smilte jeg opkvikkende til hende og hun nikkede godkende til mig. Åbenlyst imponeret over min styrke og energi, men det hele var bare en facade.

Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede mig inde i den store hvide og murstensrøde bygning. Jeg åbnede døren, sprang ned fra den store firehjulstrækker, sagde farvel og smuttede hen imod skolen.

***

Der strømmede elever ind fra alle sider jeg vendte mig. Der var så umådeligt mange.

I Danmark havde jeg gået på en meget lille skole, der havde gået omkring 120 elever, så alle havde kendt alle. Det her var bare vanvittigt, så mange nye ansigter, så mange nye indtryk.

Det gav mig en bragende hovedpine.

Smerten fra min arm, blandede sig hurtigt med smerten fra mit hoved. Min første skoledag var allerede godt igang. “Sikke godt den gik” tænkte jeg sarkastisk til mig selv.

***

Jeg gik ind af de store dobbeltdøre.

Skolen indvendigt var ikke meget anderledes end udvendigt, røde mursten og hvide skabe. Jeg vandrede ned af den bredde gang og mænglede med de andre elever, prøvede at være så usynlig som muligt.

Det ringede ind til time, da jeg var halvvejs nede af den lange gang og jeg havde det igen som om jeg var på mit værelse. Lille og ubetydelig, hver gang der var en der bumpede ind i mig, gav det et lille gip i mig, som om nogle havde givet mig stød.

Pludselig var der en pige, som kom til at gå ind i min arm, hun vendte sig hurtigt om mod mig. Hun skulle lige til at sige noget flabet og fornærmende, da hendes grønne øjne ramte mit ansigt.

Hun var kommet til at ramme min sårede arm og jeg havde haft lyst til at skrige, men som min adoptivfar altid sagde “ Vær stærk. Ser de dig græde, ser de dig svag.”

Da pigen med de grønne øjne så min smertefulde mine, mildnedes hendes ansigtstræk betydeligt. Hun havde stadig et glimt af overlegenhed i øjnene, men ikke længere på den samme måde.

“I’m sorry… i guess.” Hun prøvede at lyde venlig og hun klarede det rimlig godt. Til en hvis længde. “It’s all right.” Sagde jeg sammenbidt.

Hun kiggede vurderende på mig, enden hun sendte mig et overdådigt pastasmil, som om hun genkendte mig.

“You’re that new girl. Aren’t you.” Jeg nikkede, over bevist om at jeg nu ville blive bedømt og sat op på en popularitets rangliste. “Well. I better show you to the principle’s office. Now that every one else is at class.”

Jeg smilede undrende til hende. Så kiggede jeg mig omkring på gangen og det var først nu, det gik op for mig at vi var alene. Alle andre var nået til time. “But wouldn’t you get in trouble, if you don’t show for class?” Spurgte jeg. Pigen grinede og for første gang i den korte tid, vi havde snakket sammen, var den en oprigtig, god inderlig latter.

Hun tog mig under armen og førte mig ned ad gangen. “My name is Lydia. You’re name was…” Hun tænkte over spørgsmålet et øjeblik, inden hun fuldførte det. “Elise, and you were from… Denmark, isen’t that right?”

Jeg smilede overraskende til hende -hvordan kunne hun vide hvad jeg hed og hvor jeg kom fra?- Hun smilede anerkendende tilbage, åbenlyst stolt af sig selv.

***

Lydia var en rigtig sød pige. Hvis altså man så igennem fingre med hendes kæmpe arrogance. Hun satte mig ind i det mest nødvendige sladder på skolen, imens vi gik.

Jeg lærte hvad der var inde og ude. Fx. spillede de ikke fodbold eller håndbold, som vi gjorde hjemme i Danmark. De havde en speciel sport de spillede her på skolen, der blev kaldt Lacrosse.

Hun forklarede mig også hvordan hun havde vidst det om mig, som hun vidste. Hun var en af de dygtigste og mest populære elever på skolen, hun vidste paktisk talt alt hvad der foregik på skolen. Så det havde ikke været svært, at finde frem til de vigtigste info om den nye pige.

“Okay then. I think you got it from here.” Hun smilede venligt til mig og jeg smilede venligt tillage.

Hun vendte hurtigt om på hælen og gik ned af gangen og ned af den lille trappe, vi lige var kommet op af, med svajende hofter og stor selvtillid.

Jeg satte mig tungt ned på en af de polstrede stole, der var placeret udenfor kontoret. Endelig lidt fred og ro…

Jeg sad og nød stilheden, -måske lige en tand for meget.- Inden jeg vidste af det begyndte mine øjenlåg at blive tungere og tungere.

Søvn var ikke noget jeg havde fået meget af for tiden. Hver nat blev jeg holdt vågen af mareridt, det var som om jeg blev forfulgt af dem. Som om der ikke var nogen mulighed for nogensinde at blive fri for den forfærdelige knugen i maven, som jeg altid fik efter et mareridt.

Selv når jeg var vågen, kunne jeg mærke den ligge på lur og rumle i mit sind.

Jeg var faldet hen i en mindre døs, da jeg pludselig registrere at døren ind til kontoret bliver åbnet. Jeg sprang op af sædet og kigger på inspektøren.

Hans smudsede hår og nussede tweetjakke, fangede med det samme min opmærksomhed… -Og min lugtesans.- En blanding af alt for meget aftershave og gammel hø-nisse.

Han kiggede sig omkring et øjeblik, som om han ventede på en anden og ikke mig. Til sidst kiggede han ned på mig, igennem sine firkantede briller og smiler professionelt. “Hallo Elise. I’m glad to see that at least one of you, showed up.”

Han gav sig igen til at kigge en sidste gang omkring. 'At least one of you?’ Hvad mente han med det? var jeg ikke den eneste nye elev på skolen?

Som svar på mit eget spørgsmål, kunne jeg se at inspektøren pludselig begynder at lyser op, i et kæmpe smil. Jeg kunne høre de hurtige og lette skridt, før jeg kunne se dem.

***

En dreng løb op og standsede ved siden af mig. Han trak vejret i små seje stød, som om han havde løbet flere km. “Hallo. My name is Jensen. I’m the new kid.” Drengen stak en hånd frem imod inspektøren. Inspektøren tog taknemligt og høfligt imod den fremstrakte hånd.

Jeg fik pludselig dårlig samvittighed, over ikke selv at have gjordt noget i den stil. Drengen ved min side kom hurtigt til hekterne.

Han fik øje på mig og jeg kunne se den samme undren i hans øjne, som jeg følte. ‘At least one of you?’

Han var en flot fyr. Mørkeblå, smukke øjne, med en undertone af guld.

Brunt hår, med blonde striper og rødt skær, et hår der mindede mig lidt om en solnedgang...

Hans fysik var hellere ikke helt dårlig.

Jeg tog mig selv i at kigge ham direkte i øjnene, for det var så svært at lade vær… Der var noget magisk over de dybe øjne, du kunne nærmest drukne i dem, eller rettere brænde.

Drengen kiggede lidt underligt på mig, så jeg rystede på hovedet og brød den mærkelige øjenkontakt.

***

Vi gik ned af gangende i tavshed, Inspektøren gav os en forhastet rundvisning. Han snakkede hurtigt og irriteret, som om der var hundrede-tusind andre steder, han hellere ville være lige nu.

Jeg blev ved med at kigge på drengen ved min side og hver gang jeg kiggede, lå jeg mærke til at han også kiggede på mig, -Men som den tøz jeg var, kiggede jeg væk.-

“Hi.” Jeg blev overrasket over at høre drengen snakke til mig. Hans stemme var blød, men stadig dyb, den var behagelig.

“Hi” sagde jeg genert og prøvende tilbage. Jeg lagde mærke til at han var begyndt at kigge på mig. Jeg tog chancen og kiggede igen. Vores øjne mødtes endnu engang.

Drengen’s magværtige øjne studerede mig og min krop flød ud i en lang underlig følelse af varme.

Hvad var det for en følelse?

kærlighed?

Passion? Jeg kunne ikke sætte min finger på det.

Jeg stødte ind i inspektørens ryg, med et hårdt pump. -Pinligt- Inspektøren vendte sig om, med lyn i øjnene, men jeg kunne mærke at han indtil videre, lod det ligge.

“So, this is where you’re first class is gonna be. You’ve both chosen, quite about the same things, so i guess you can help each other out in the start.” vi nikkede begge indforstået.

Så åbnede han døren og vi trådte ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...