Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2033Visninger
AA

2. Et nyt hjem

Bilen kørte ind ad indkørslen, til det lille hus og jeg vågnede ved lyden af gruset, der raslede under dækkende af min søsters store blå Kia.

Hun kiggede over på mig, med spændt-glæde strålende ud af hendes nøddebrune øjne. Hun grinede smørret og jeg kiggede på hende som et stort spørgsmålstegn "Hvad?" Hun fik sit grin under kontrol og rettede igen opmærksomheden mod det der snart skulle være vores nye hjem.

Hun havde stadig det dumme grin på læberne, SIG DET NU BARE. Hun kan være så irriterende. "Hvad? Hvad er der?" hun kiggede over på mig og sagde med en kontrolleret og forretningsagtig stemme, som hun altid gjorde. "Du har savlet ud over bilen." Jeg gjorde store øjne af hende og rakte tungen af hende, så kunne hun lærer det.

Hun stoppede op ved fordøren og drejede nøglen der sad i tændingen, så bilen stoppede med en let brummen. Så kiggede hun på mig med et glad smil, men hendes øjne signalerede bekymring. "Er du okay?" Okay, var måske ikke det rigtige ord at sætte min personlighed i øjeblikket. Efter alt der var sket med mine adoptivforældre, efter alt det der var sket fornyligt. Men jeg ville ikke have at hun var bekymret for mig.

"Ja, jeg har det fint. Bare fordi jeg savler når jeg sover, betyder det ikke at der er noget galt med mig." hun grinede en let latter og lod emnet ligge, men jeg kunne mærke at emnet var langt fra diskuteret.

Vi åbnede dørene og steg ud af bilen. Frisk luft og fuglesang ramte mine sanser, som en mild brise. Det var en smuk forårsdag i starten af august og solen varmede min krop op til en uudholdelig temperatur. Hold da op det er varmt i USA. 

Min søster åbnede bagklappen på bilen, ind til baggage rummet. Jeg stod stadig og kiggede på det smukke lille hus, da min søster tog en kasse ud af bilen og rakte mig den. Jeg tog lydigt imod den, med det mest venlige smil jeg kunne frembringe. Hun tog selv en kasse og begyndte at gå op ad trapperne til vores nye hjem.  

***

Jeg trådte ind på mit nye værelse. Min første indskydelse, jeg kommer ihvertfald ikke til at mangle plads. Det var et stort rum, med en alt for lille seng og et alt for stort skab. Jeg satte den lille flyttekasse, med den lille smule indhold der tilhørte mig, på den lille seng. Jeg følte mig så lille i det store rum. Måske skulle jeg farve væggene sorte, det ville få værelset til at se mindre ud, men også mere dystert, min søster ville aldrig gå med til det.

Jeg kunne høre min storsøster skramle med tingene nedenunder og bande hver gang noget faldt på gulvet, eller gik imod hendes arrige ordre om ikke at gå i stykker. 

Jeg kom skramlende ned af trappen og gik ind i stuen. Der var fyldt med flyttekasser og gamle ting, som de forhenværende ejer må have efterladt, da de flyttede.

blandt de efterladte ting var en gammel reol, et kasse tv og en gammel hulet og plettet sofa i hæslige røde og neongrønne nuancer. 

Hun kiggede udmattet over på mig. Hun havde skiftet tøj, fra sine lange cowboy bukser og store sweatshirt, til en tank-top og anstændigt korte shorts. Hun så brændgodt ud, men det overraskede mig ikke, for det gjorde hun altid. Hun var smuk som sin mor og klog som sin far. Hendes forældre, mine adoptivforældre, havde været nogle fantastiske mennesker. 

"Hvad så? hvad siger du til vores nye hjem? kan du lide dit værelse?" jeg nikkede sødt og kort til hende. "hvad skal vi have til aftensmad?" spurgte jeg. Hun trak overvejende på skuldrene, "Hvad med at køre ind til byen, så kan vi tjekke den ud og måske samtidig finde noget at spise."

Jeg havde håbet på at vi bare kunne bestille noget og blive hjemme, med en god film på kasse tv'et, men jeg havde ikke overskud til at skændes lige nu. Plus hun havde gjordt så meget for mig på det sidste, så jeg skyldte hende at være mere medgørlig end normalt. 

"Lyder som en fin ide," svarede jeg. Hun smilede roligt, "Men vi køre ingen steder før du har fået noget andet tøj på. Første indtryk, er altid det vigtiste." Jeg kiggede ned af mig selv og først nu gik det op for mig, at jeg stadig havde mine sorte malerbukser på og hulede militær top. 

"Hvad, syndes du ikke jeg ser godt ud? jeg syndes der er... hvad kalder man det? Totally Awesome." Vi grinede, så adlød jeg hende og gik op for at skifte tøj. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...