Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2012Visninger
AA

8. Dream a little dream of me.

Jeg dejsede hurtigt om på min seng. Baksede mit tøj af - så kluntet som muligt - og lod mig opsluge af den bløde madres og min store varme dundyne. Jeg havde svært ved at sove den nat, mit hovede var omstrømmet af minder og tanker fra min aften. 

"Så fortæl mig hvordan i kender hinanden," min søsters ord skar sig igennem tavsheden som en isbryder og man kunne klart mærke hvordan den anspændte stemning blev strammet som en møtrik.

Efter at have kigget desperat på hinanden i omkring 10 minutter svarede Stiles lidt tøvende "Øhm, The deputy works on the police station for my dad." Man kunne tydeligt høre at der lå mere bag det, men heldighvis for mig - og dem - var min Storesøster ikke så dum - ikke altid hvertfald - at hun spurgte mere ind til det.

Hvad var det der lå under hvad stiles sagde? hans ansigtsudtryk havde set nogenlunde normalt ud - altså hvis jeg ikke tog fuldstændigt fejl, jeg mener jeg havde kun lige mødt dem. Men hans øjne havde været luskede og... hemmelighedsfulde. 

Yes, but i think we should better be going, I promised my mother to be home before it got to late." Scott lettede møtrikens spænding lidt. "Oh that's a shame. I would've loved to have some more people for dinner." -Min søster på pletten som altid -

"Oh yes Stiles your father is looking for you, plus Melia... She didn't seem that happy, when I talked to her." Parrish kiggede lidt desperat på Stiles - Jeg tror han har "The Hots" for min søster - Men det ville ikke undre mig, hun er en smuk kvinde.

Hendes brune hår der hænger omkring hendes skuldre og danner en perfekt ramme omkring hendes Diamantformede ansigt. De smukke nøddebrune øjne og den lårkorte kjole, der omkransede hendes modelkrop. Hun var alt hvad jeg gerne ville være. ikke fordi jeg ikke er tilfreds med mig selv - Hvilket jeg ikke rigtig er. - 

"Yes, I'll show you out then." Jeg plastrede det bedste - Det ikke fordi jeg vil have jer ud af huset, men i burde virkelig se at gå nu - smil på læberne. 

Jeg fulgte Scott, Stiles og Lydia ud af døren og ud til Lydias bil, som vi var kommet i. "So, that werewolf thing, I would've showed you..." Jeg satte hænderne op og stoppede Scott i hans talestrøm "Listen, I think it's best we don't talk together anymore. I'm new here and I just want a normal start, and get a normal life here. My past was everything out of the ordinary, so I really need a realistic future." Scott kiggede på mig i lang tid, jeg tror han tænkte over hvad jeg havde sagt, specielt over - "My past was everything out of the ordinary," hvilket nok var rimelig dumt sagt - "Okay, We'll leave you be, but if you ever need our help, if you ever find out that we're right, then just come talk to us. Then we'll explain it." Jeg nikkede, - mest fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre, han var jo vanvittig - 

De havde sat sig ind i bilen og var kørt væk i al hast med grusen sprøjtende efter sig, ned igennem skoven. Da jeg var kommet ind var jeg gået direkte op på mit værelse. Min søster havde råbt efter mig og jeg havde råbt en eller anden undskyldning tilbage - Hun havde også for travlt med sin flirt til at tage sig at sin teenage adoptivsøster, lige for øjeblikket -

Og nu lå jeg så her. I min seng og tænkte på mine tre vanvittige klassekammerater. Den sassy, den populære og lederen. - jeg ved ikke hvorfor, men Scott føltes bare som lederen blandt de tre venner - 

Varulve? Nu måtte det altså stoppe. Istedet for at gruble mere om det, prøvede jeg at sove. Det havde været en lang dag og nu var den endelig ovre. Der gik ikke lang tid, inden mine øjne gled i og min krop slukkede og lukkede. 

***

Jeg husker ikke at være faldet i søvn. Jeg husker kun at vågne. Jeg kan mørke en forfærdelig vægt presse mod min krop, hvordan mine arme og ben er låst fast af noget mørkt og fugtigt. Hvor er jeg? Jeg prøver at kalde på hjælp, men så snart jeg åbner munden presser den mærkelig substans sig ind igennem min mund og ned i mine lunger. Luften bliver hurtigt erstattet af mørket. Hvad er det omringer mig? jeg begynder at bevæge mig, jo mere min krop strider imod, jo hårdere bliver vægten, der strammer om min krop. Jeg prøver igen at råbe efter hjælp, jeg skriger, jeg maser jeg skubber. Desperationen stiger op omkring mig som en Bassin, der bliver fyldt op med vand. Min hjerne køre på højtryk og det går op for mig at jeg taler sort.

"Adjuva me!

Volo Ex Hic."

Jeg mærkede jorden bevæge sig, noget løsnede sig over mit hovede. Jeg håbede at det var fordi jeg var ved at komme fri, men af en eller anden grund vidste jeg godt at det ikke var mig der gjorde det... eller var det? jeg kunne ikke længere se min egen krop. Ikke andet end mine arme... - vent mine arme var fastspændt omkring min krop. Låst fast af den underlige mase. Men over mig bevægede et par hænder sig ned mod mig... De kom så troende hurtigt, jeg kunne se musklerne svulme, da de blev låst omkring mine skuldre.

Hurtigt og voldeligt blev jeg hevet opad. Ud af mørket og ind i lyset. En stærk sol rammer min krop og mit ansigt, midlertidigt blændet, jamre jeg og famler ud i luften efter min rednings mand. 

Min hånd fik fat omkring personen og holdt fast. 

"Elise!"

I det fjerne kan jeg høre en kvindestemme kalde på mig. Det var mere som et ekko og det virkede ud af sin plads, som om stemmen manglede en krop.

"Elise!"

Mit syn blev skarpere og landskabet begyndte at forme sig omkring mig: bakker, åer, træer groede vildt her og der. Vi lå i kanten af en noget der lignede en vej, men den var lavet på en langt nemmere og mere primitiv måde, en praktisk. Den bestod hovedsageligt at smadrede sten og mudder. Jeg prøvede at se på skikkelsen, der stod bøjet over mig. Men han var stadig for utydelig, mine øjne var stadig let blindet af det pludselig sollys.

"ELISE!"

Jeg kunne næsten se personen, det var en mand...

"ELISE!"

Jeg vågnede brat op og jeg kiggede direkte ind i min storesøsters brune, bekymrede, dådyr øjne. "Shhh... Rolig, rolig søde skat, det var bare en drøm..." Jeg lod hende holde om mig og beskytte mig. Min hjerne kørte stadig på højtryk.

"Hvad?... hvad skete der? Hvor er jeg?" Jeg åbner øjnene og kigger mig forvirret omkring, jeg orientere mig og prøver at få mit hjerte og min hjerne til at slappe af, efter den ubehagelige drøm. "Shhhh.... Jeg er lige her, min skat, jeg er lige her. Tag den helt med ro, det var bare en drøm."

Men der var lige det... Sådan føltes det ikke. Overhovedet ikke. 

***

Minderne fra min drøm forsvandt kortvarigt efter, det eneste jeg huskede fra drømmen var mørke, jord i mine lunger og et par stærke arme efterfuldt af et stærkt lys. Mine minder var forsvundet, men mine følelser forblev, følelserne af fortvivlelse, desperation og frygt. 

Men en ting stod klart for mig... Det var langt fra kun en drøm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...