Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2035Visninger
AA

3. Beacon Hills

Vi susede igennem skoven og hen imod byen. Jeg kiggede ud af vinduet og fik øje på det store skilt med påskriften:

Welcome to Beacon Hills. 

Musikken brølede ud af radioen, det var en af mine yndlings sange. En gammel kending, en man ikke rigtig hørte meget til i vores tid.

Jeg sad i mine egne tanker og lod min opmærksomhed hvile på musikken og teksten i sangen. Prøvede at få styr på mit hoved og mine tanker.

“Don’t want to be an American idiot, 

One nation controlled by the media!”

Jeg fik et chok og hoppede en halv meter i sædet, da min søster pludselig begyndte at skråle. Hun gav den hele armen, imens jeg sad og kiggede på hende med mit bedste -Hvad helvede laver du- agtige ansigtsudtryk. 

Hun kiggede på mig. Enten var hun blevet blind, eller så var hun bare i så drilsk et humør, at hun kunne finde på hvad som helst lige nu. 

“Information age of hysteria.

It’s calling out to idiot America!” 

Hun truttede munden, lavede en dyb bas og fortsatte i forsøget på at myrde mine trommehinder. Hun er smuk, men ikke synderligt talentfuld, tænkte jeg for mig selv, med et lille smil på læben. Hun kiggede igen over på mig, med et udfordrende smil. 

“Kom nu. Jeg vil ikke være alene om at være sindsyg” Jeg rystede på hovedet, men det var umuligt at holde grinet inde. Det lå på lur i min mundvig, som et sultent rovdyr der var i nød efter at blive fodret.

Hun begyndte igen at synge højlydt og denne gang sang jeg med. Lod alle mine skrækindjagende tanker flyde ud, igennem mine stemmebånd og ud i sangen.

***

Byen var ikke stor og det så ikke ud til at der leve særligt mange mennesker i den, men den så nu ret hyggelig ud. Sådan gammel og hemmeligheds fuld, selvom der ikke var synderligt mange gamle huse. 

Jeg kiggede ud af vinduet og hen på de forbi passerende huse.   

Unge piger og drenge gik i flok på gaderne. Grinede og havde det godt sammen. Synet gav mig en knugende fornemmelse i maven. Jeg var flyttet fra Danmark og til USA, havde efterladt mine venner og min eks-kæreste derhjemme. 

Vi havde haft en hård afsked på grund af det der skete med mine adoptiv forældre… Ingen af mine venner havde forstået. Min kæreste havde troet mig vanvittig, da jeg havde forsøgt at forklarer det der var sket. Jeg var blevet efterladt af dem, ikke omvendt. 

“Hvad så?” hun kiggede nysgerrigt over på mig, stadig med bekymring flydende i øjnene.  Jeg trak på skuldrende og sente hende et smil, i håbet om at det ville lette bekymringen lidt fra hende. Hun smilede tilbage, med lidt mindre mistanke for mit mismod. “Har du set et sted hvor man kan få noget indenbords?” Jeg rystede på hovedet med et undskyldende skråt smil. “ Nope, but i’m starving” jeg satte lidt engelsk accent på “starving” og vi brød begge ud i latter. 

***

Da vi havde grinet af, snakkede vi lidt. Hun spurgte om jeg kunne lide byen indtil videre, jeg nikkede. Så spurgte hun om jeg var klar på at snakke massere af engelsk, hvad mad jeg godt kunne tænke mig og sådan fortsatte det i en længere periode. 

Til sidst blev vi enige om at parkere bilen, så kunne vi få strukket benene lidt.   

Vi fandt en parkerings plads, min søster parkerede den store bil og steg ud og jeg fulgte hendes eksempel.  

Der gik ikke lang tid inden vi var ude midt i byen.  

Byen myldrede med unge mennesker, der var på vej i byen -Jeg ville ikke have noget imod, at blive ordentlig fuld for tiden- og forretnings mænd og kvinder var på vej hjem, fra en travl dag på kontoret. De var iført jakkesæt og med en attache mappe under armen hastede de ned igennem gaderne, for at nå hjem inden det blev mørkt.   

Vi gik og snakkede og grinede. For første gang siden det der skete, tænkte jeg på noget andet, jeg hyggede mig faktisk. Lige ind til, at en dreng løb ind i mig. Vi væltede omkuld og han faldt oven på mig. Vi lå og rodede rundt på jorden. han prøvede panisk at komme op, imens jeg bare prøvede at undgå at få en albue i maven, eller noget endnu værre.   

Til sidst kom han op, men lige inden han fik sit fulde fodfæste tilbage, nåede vi lige at få øjenkontakt... Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det jeg så... Hans øjne udstrålede dyrisk panik og skræk og jeg kunne se at mit blik mod hans, kun gjorde det værre. Men det var ikke det der skræmte mig. Det var det faktum at hans øjne var røde... Blod røde. 

Han rev sit blik løs og løb lynhurtigt videre.  

Jeg lå bare og stirrede på ham, imens han løb. Fulgte hans ryg indtil, han var uden for synsvidde. Min søster rakte mig en hånd og hjalp mig op og stå. Hun spurgte om jeg var o.k. og jeg svarede, at jeg havde det fint. Bare lidt overrasket, det var det hele. 

Vi kiggede begge i retningen drengen var løbet, da en pludselig smerte skød op igennem min arm. Jeg rakte min anden arm op og rørte smertens midtpunkt.

Jeg kunne mærke at mine fingre blev klistrede og en varm og våd substans gennem væde mit ærme. Jeg kiggede tøvende over på min arm og så at mine fingre og ærme var helt røde af blod. Jeg trak stille op i mit ærme, så min arm blev blottet og nøgen.  

Fire dybe sår skar sig hen over min arm. Det lignede at et dyr -som f.eks en bjørn eller en ulv- havde kradset mig. 

***

Jeg dækkede hurtigt mine sår til igen og prøvede febrilsk at gemme dem, da jeg hørte endnu en person komme løbende bag mig. 

Jeg dreje om på hælende og så en bleg dreng med tyndt sort hår komme løbende. Han stoppede forpustet op foran os og lagde sine hænder på sine lår. Da han havde fået pusten -sådan nogenlunde- rettede han sin opmærksomhed mod os. "I'm sorry to intrude, but have you seen my friend run through here? He's about this high, black hair and kinda in a hurry." han gestikulerede med sine tynde hænder for at vise hvad han mente. 

Jeg kiggede bare på ham med opspændte øjne og åben mund, imens han så håbefuldt på os. Jeg kunne ikke svarer ham, selvom jeg havde lyst til det. Da jeg endelig havde taget mig sammen til at sige noget, kom min søster mig i forkøbet og pegede i den retning den røde-øjede dreng var løbet og sagde "He went that way. And yes, he was in a very big hurry."    Drengen nikkede taknemligt og smilede kortvarigt til os, han begyndte at bevæge sig i den samme retning som hans ven og jeg han var næsten nået forbi os, da han lagde mærke til blodet og mærkerne på min arm.

Han kiggede mig i øjnene og jeg kunne se skrækken og bekymringen de rummede.  De virkede så meget mere voksne end hans ansigt.  

Han nævnte det ikke, men løb bare hurtigt videre ned igennem gade efter sin ven.

Han havde ikke nævnt det, han havde bare kigget på det et kort øjeblik, som om han vidste hvad der var sket.

Hvem var de drenge???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...