Flammable.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
Elise flytter til Beacon Hills, i USA. Hun håber på at skabe kontakt med andre på sin egen alder og håber på et mere farverigt liv, efter sin meget røde fortid i Danmark. Hun for nye venner og spænding i sit liv, men måske ikke helt på den måde hun havde forestillet sig. Alfa-varulven Scott Mccall og hans lidt brogede sammensætning af en flok. Graver i en ellers uinteressant sag om en skovbrand og finder ud af at den måske ikke er så uinteressant alligevel. Flokken får dog endnu mere for hånden da sagen udvikler sig og Scott ved et uheld kommer til at kradse en uskyldig... Tror han. Fan-fiction om teenage/gyser serien Teen wolf, fyldt med spænding, overnaturlige gys og unaturligt væsner.

21Likes
17Kommentarer
2034Visninger
AA

10. Ask yourself... Who are you?

Mine øjne var slørrede og jeg følte min krop tynge ned mod den fugtige skovbund. Jeg kunne ikke bevæge mig? -Hvorfor vidste jeg ikke- Men den kvalmende lugt af røg sneg sig ind i mine næsebore og forværrede min allerede forvirrede hjerne. Flammerne stikkede op omkring mig og i baggrunde kunne der høres høje råb - eller det virkede i hvert fald højt, selvom mine øre opfangede lyde igennem noget der mindede om glasvægge- og store bump og brag. Jeg brugte alle mine kræfter på - at prøve- at vende hovedet og inden jeg var nået helt over, var mine øjne allerede ved at lukke og sløre til igen. Jeg lukkede øjnende og tillod mig selv et øjebliks ro, inden jeg igen kæmpede mine øjenlog fra hinanden. Jeg skimtede to skikkelser igennem røgen og flammerne. De tumlede ind i hinanden, væltede omkuld, slog hinanden. Den ene af skikkelserne var mere mærkelig end den anden, men så du bedre efter, ville den anden være endnu mere mærkelig end den første. Og sådan blev de to skikkelser ved. Jo mere mine øjne stillede skarpt, jo underligere så de to skikkelser ud.

Igen gled mine øjne i. Min krop og mine tanker var tunge og søvnige, men min hjerne kørte på alarmerende højtryk og pumpede adrenalin ud til alle sider som et damplokomotiv. Da alt blev sort, var det et øjeblik -tro mig, når jeg siger et øjeblik, MENER jeg et øjeblik - som om jeg var tilbage i min drøm. Jeg lå igen i vejkanten, med den friske duft af dugvådt græs og mørk muldjord. Jeg kunne skimte skikkelsen. Så var alt væk. Ligesom i drømmen havde 2 stærke - Eller i hvert fald noget i den stil - hevet mig op og ud af min døs. ”Come on! You got to get up. Use you magic… something and power up, so that we can get out of here. So get you pretty little danish ass of the ground and running.” Den eneste person jeg kender med så meget sarkasme i sit liv - og jeg har mødte et par slemme stykker - var thin pail guy. ”Stiles?” fik jeg fremstammet igennem min lidt for ynkelige stemme.

Jeg havde stadig øjnene rettet mod kampscenen. Endnu en kæmper var kommet til. Stiles tynde finger tog fat omkring mit ansigt og vente det op, så jeg kunne kigge ham i øjnene. ”Yearh, it’s me. Come on, we have to go!”

Jeg tillod mig selv at lukke mine øjne igen for et kort sekund, men selvfølgelig var det ikke en god ide. Så snart mine øjne var gledet i. Blev alt sort, og jeg kunne mærke jorden omslutte mig igen. Jeg kunne ikke trække vejret. Som om noget indeni mig var i fare. Jeg rev og sled, for denne gang - modsat min drøm - vidste jeg hvor jeg var og hvad jeg skulle gøre. Hvis jeg var under jorden skulle jeg bare op til overfladen. Op og have luft. Op og se hvem der ventede på mig. Lyset ramte mit ansigt da jeg nåede toppen, men det kom ikke fra drømmen.

Jeg var tilbage i den brændende skov og den glødende virkelighed. Jeg kunne se gløderne vokse op af træerne. Frådende og fortærende, men stadig smuk og levende som intet andet. Et kæmpe brag udløste den mest bidende smerte jeg havde følt, - siden mine første menstruations smerter - spredte sig ud over mine ben og fik mig til at skrige. Men smerten var ikke noget dårligt, det vækkede mig på en måde af min døs. ”Lydia! Help me, with this!” jeg kunne nemt høre desperationen i hans stemme, jeg vidste at noget var helt galt, - ja jeg ved det. Der var ild i fucking skoven og tre mærkelige væsner var midt i en drabelig kamp, men altså sådan på en anderledes måde galt - Jeg måtte gøre noget i en fart.

Jeg kiggede op og så Lydia komme løbende mod Stiles, som stod lænet ind over træet med hænderne under det, klar til at løfte det. I baggrunden kunne jeg stadig høre hvordan de to væsner slog og flænsede i hinanden. ”Okay, are you ready? On three, we’re gonna lift the tree of you, and you have to push yourself out from underneath the tree!” Han råbte højt for at overdøve de kæmpende og flammernes brøllen. Jeg nikkede indforstået.

 

”Three!”

Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte og hjerne var vågnet siden træet var væltet, siden smerten var begyndt.

 

”Two!”

Men smerten havde bredt sig, som om noget voksede inden i mig. Det var ikke længere en bidende, vækkende eller skræmmende smerte. Det var en kraftfuld brusen af eneregi, så meget energi at det gjorde ondt i selv mine fingerspidser.

 

”One”

Som om Stiles nedtælling havde været til mig og ikke til Lydia. Sprang mine fingerspidser i luften i tusinde stumper og stykker. Jeg gav slip på energien og smerten. Et skarpt lys blev slynget ud af min krop. Træet fløj tilbage som et missil, Flammerne der havde opslugt skoven og omringet os alle, blev blæst ud som stearinlys og lyden af fe,m kroppe der ramte jorden var tydelige.

Jeg havde forventet stilhed. Jeg havde brug for stilhed. Jeg var helt drænet for kræfter, men i stedet fik jeg en tung krop flyvende ind over mig. - Det kalder jeg en flyvende takling -

Jeg kunne mærke muskler mod min brystkasse, og føle stiv strittende pels mod min hud. Lugten af hund var skarp og blandt med sved. ”Hi, witchy witchy. You’ll help me? Wouldn’t you? I’m not asking for much?” kroppen løftede sig og kiggede mig i øjnene, brune sindsyge øjne mødte mig. Et charmerende smil prydede hans ansigt, sammen med et par kæmpe barkenbarter og… Stødtænder? - Eller noget lignende, jeg havde lige fået et træ over mig og givet den største energi udløsning, efterfulgt af en flyvende hollænder udført af en ?Varulv? Så don’t judge - Personen blev revet væk fra mig, så hurtigt som han havde placeret sig.

Jeg kunne se Scott, han måtte være en af de kæmpende, for sveden løb af ham som et vandfald og blodet dryppede fra flænger over hele hans krop. Mærker efter kløer og… bidemærker?

Han slog Varulven ud og slæbte ham til siden. En høj, muskuløst fyr kom gående bag Scott. Han havde en lækker Tan og den smukkeste mørkeblå øjne, som at se på havet under uvejr. - Igen jeg var ret smadret, så mine tanker var pænt nemme at aflede, så don’t judge. - ”Jensen? Wha… What are you?...” Med store smukke vinger der bevægede sig fra røde til gyldne nuancer og mindende mig om gløderne fra uddøde flammer. Med lange bronze-kløer så skarpe som stiles sarkasme. Satte han sig på knæ ved min side.

”I think you better ask yourself that sweetheart.” Jeg nåede at mærke hans stærke varme arme række ind under mig og løfte mig op, inden jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...