Time Riders

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Der er nok gået ti år, siden jeg holdt op med at ældes. Jeg har været en tyveårig dreng – mand, kald det dét I vil - lige så længe jeg kan huske. Jeg har flyttet fra sted til sted. Velvidende om jeg ikke kan blive det nye sted for evigt. Nu har jeg søgt tilflugt i en af verdens hovedbyer. Den som alle kender. New York. Jeg boede normalt i Europa. I norden, det var mit hjem. Jeg elskede det der. Der havde vi alle årstider, og selvom det regnede, vidste man, at solen ville titte frem igen. Jeg savner ikke min familie, de ville ikke kunne forstå det. Efter jeg flyttede til en luksus lejlighed her, skiftede jeg navn. Til noget amerikansk. Nu hedder jeg Parker, i stedet for. Ingen kender mig, men jeg ved at det her, er det rigtige.

1Likes
3Kommentarer
249Visninger
AA

3. Tre

Jeg gik på en tom landevej. Her var ingenting.

Stjernerne lyste klart på himlen, de vinkede til mig, og smilte, men jeg var for træt til at smile igen. Vinden susede i markerne, og fik dem til at hviske til hinanden.

Jeg havde ingen idé, om hvor jeg skulle hen, men bare en stærk trang til at komme væk fra der, hvor jeg lige havde været.

Et par billygter, viste sig bag mig. Min skygge krøb sig hen over jorden. Der var en bil bag mig. Jeg lyste lidt op, og fik taget mig sammen til at blaffe, uden nogen idé om, hvor jeg ville hen. Jeg begyndte og gå baglæns, for at få øjenkontakt med dem inde bag ruden, men lystet fra lygterne, var for skarpe. I et forsøg, på at se bedre, tog jeg en hånd op foran øjne.

Bilen stoppede, og en ung dame, kom ud fra passagersiden. Hun holdt godt fat om bilens dør, med et uroligt udtryk malet i ansigtet.

Hun sagde et eller andet til føreren, som jeg ikke lige kunne høre, men det fik hendes ansigt til at bløde lidt op.

”Hej, min ven!” hun tog den ene hånd fri, fra sit jerngreb og vinkede. Jeg kiggede bag mig, og hendes varme latter sprang mig i møde. ”Har du brug for et lift?”

Jeg nikkede, stum, uden at vide hvad jeg skulle sige. Sådan en slags venlighed, havde jeg aldrig før mødt.

”Kom så, hop ind!” bilen var ikke særlig stor, men stor nok til tre personer. Hun rykkede forsædet, så jeg kunne sætte mig ind bag i.

Manden bag rattet, sad med en smøg i sin venstre hånd, mens han gav mig sin højre. Han hilste høfligt, og forklarede at de lige havde været til en slags middag og var på vej hjem. Han hed Benjamin og hun hed Karen.

”Hvor er du så på vej hen, min ven?” Karen smilte, mens hun gjorde sig selv til rette. Hun havde vendt sig halvt om, uden sele på, for at kigge på mig.

”Jeg ved det ikke,” svarede jeg ærligt. Hun grinte.

”Hvad hedder du så?” spurgte Benjamin, mens han tog et langt sug af smøgen.

Jeg kløede mig selv i håret. Det vidste jeg heller ikke. Alt fra før denne aften, stod tåget for sig. Jeg kunne ingenting huske. ”Jeg ved det ikke.”

Benjamin hostede af grin, så røgen han havde haft i lungerne, spruttede ud. ”Du har slået hovedet, knægt, måske burde du se en læge!”

Jeg nægtede at se en læge, for de ville ikke forklare mig, hvordan jeg var havnet ude på en vej, i et villakvarter, som jeg ikke kendte.

Da jeg endelig havde fundet mig godt til rette, på det beklemte bagsæde, kunne jeg mærke trætheden, vælte ind over mig. Jeg gabte højt og længe, og det fik Karens varme latter, til at fulde hele vognen, endnu en gang.

”Se at få sovet lidt,” svarede hun. Benjamin og jeg fik øjenkontakt i bakspejlet, og med et, havde han givet mig sin jakke, som jeg kunne bruge som tæppe. ”Vi vækker dig, når vi er fremme.”

Jeg nikkede tavst, og begav mig hen til drømmeverdenen.

 

Bil. Hjul der hviner, mens de hårdt drejer i asfalten. Den var rød, bilen.

Det hele gik så hurtigt, og jeg kunne ikke bevæge mig, jeg var i chok. Den kom lige i mod mig. Dens lygter har kun et ønske, at dræbe.

 

Jeg vågnede med et sæt. Med sveden dryppende fra panden, og en varme der hev i mig. Alt mit tøj var vådt og klamt.

Karen sad og sov foran, mens hun snorkede let. Hun havde trukket benene op til sig, mens hun klemte sig selv op af bilens rude.

Benjamin sad og trommede stille i instrumentbrættet, mens han gabte. Han var træt. Jeg ville gerne tilbyde ham at køre, men jeg havde ingen idé om, hvordan man kørte sådan en tingest.

”Nå, du er vågen,” vi fik øjenkontakt. Han smilte.

Jeg brummede. ”Ja,” jeg kløede mig på hagen. ”Jeg kunne godt sove lidt mere, men jeg kan ikke.”

Han grinte lavt. ”Jeg holder snart ind for at købe noget kaffe, vil du med?”

Jeg nikkede tavst. Her var mørkt, det eneste lys der var, var fra bilens lygter og de små billeder fra bilens instrumentbræt.

Jeg kunne ikke huske lugten af kaffe, eller hvordan det smagte. Men jeg havde den fornemmelse, at jeg havde prøvet det før, og jeg kunne lide det. Det eneste problem der nu gik mig på, var, at jeg ikke kunne betale Benjamin og Karen tilbage. Det havde hjulpet mig så meget. Det var ikke alle, der ville stoppe deres bil midt om natten, for at samle en fremmed op. Men det havde de gjort, og jeg stod i dyb gæld til dem.

Længere fremme kom der lys, fra en tankstation.

Benjamin kiggede sig i bakspejlet, og begyndte at blinke ud. Karen begyndte at røre på sig, hun sukkede. ”Hvad sker der?” spurgte hun med en søvndrukken stemme.

”Vi ville hente noget kaffe,” svarede Benjamin kærligt. Han kiggede kort på hende og smilede. Sådan et forhold, var det alle ønskede, men ingen kunne få. ”Vil du have noget med, skat?”

Hun sukkede træt. ”Nej tak,” hun gabte. ”Jeg vil bare sove lidt. Er du stadig med deromme?”

Jeg grinte tamt. ”Ja, så let slipper du ikke af med mig.”

”Regnede jeg heller ikke med, Stranger.”

Jeg vidste godt hvad ordet betød. Jeg vidste også, at hun jokede.

Benjamin slukkede bilen og hoppede ud. Han stod lige og strakte sig lidt, før han flyttede sit sæde, så jeg kunne hoppe ud.

Han strakte sig. ”Nå,” han smilte til mig. Han begyndte at gå, med hænderne i lommerne. ”Regner ikke med du har nogle penge, men bare rolig, knægt.”

”Jeg skal nok give tilbage på et tidspunkt,” svarede jeg. Jeg kunne mærke undertonen af sjov. Men jeg mente det i fuld alvor. ”Jeg har ikke mødt nogen, så søde som jer.”

Han grinte. ”Det var mest Karen. Hun er en venlig sjæl. Jeg var lidt skeptisk i starten, for du er jo en fremmed.”

”Jeg er meget taknemmelig.” Jeg betragtede Benjamin mens han gik. Han havde skæg, der dækkede det meste af hans kæbe. Han var en pæn mand. Han havde uglet hår. Den røde skjorte med de grønne tern, passede godt til hans sorte bukser. Der var et eller andet specielt ved ham. ”Du skal have den største tak. Jeg vil give jer endnu mere igen, end I har givet.”

Han grinte. ”Tænk ikke på det.” Han slog mig i ryggen, da vi gik ind i butikken.

Manden bag disken smilede, mens han bladrede en side i sit blad. Jeg kiggede mig omkring. Hylderne bulede af alt hvad man kunne tænke sig. Der var slik, mad, vand, lige hvad man kunne drømme om.

”Jeg går lige på toilettet, knægt.” Benjamin havde allerede fået den mærkelige vane, at kalde mig det. Jeg nikkede tilbage.

Jeg lod en finger glide hen over flasker med sodavand. Det var spændende. For jeg husker ikke, at have været i sådan en butik før.

”Du siger bare til, hvis du har brug for hjælp!” råbte manden bag disken. Han holdt godt øje med mig. Jeg smilede bare tilbage.

Der hang en plakat på væggen. Det var fra en stor by. Der var lys overalt. Det var en stor gade, med lyssøjler, mennesker, farver. Jeg var fascineret.

”Det er New York,” sagde manden bag disken. Han stod bag mig. Han kiggede med over min skulder. ”Hvem der dog ikke ville bo der. Har hørt, at det er et fantastisk sted. Masser af liv. Store muligheder.”

”Det lyder sådan,” svarede jeg.

Manden gik ud af en dør, der førte ud til lageret. Jeg stod nu alene i butikken. Jeg lukkede øjne, og tænkte på, hvordan det dog måtte være, at bo i sådan en by. Hvordan det ville være at stå på sådan en gade.

Der var noget der hev i mig. Jeg skreg. Smerten var ulidelig. Det var som om, der var nogle der hev i mig, fra alle vinkler og sider. Hele min krop blev revet i. det var som om mine lemmer var ved at falde af. Som om... jeg var ved at dø. Det hele snurrede rundt. Der var lys der flimrede for mine øjne. En voldsom hovedpine, ruskede i mig.

Den stærke følelse holdt op. Jeg åbnede øjne. Jeg stod på den gade jeg lige havde set. Der var mennesker omkring mig. Jeg vendte og drejede mig. Hvordan var jeg kommet her? Jeg var i chok.

”Hjælp,” hviskede jeg. Jeg vidste, at der ikke var nogen Benjamin eller Karen her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...