Time Riders

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Der er nok gået ti år, siden jeg holdt op med at ældes. Jeg har været en tyveårig dreng – mand, kald det dét I vil - lige så længe jeg kan huske. Jeg har flyttet fra sted til sted. Velvidende om jeg ikke kan blive det nye sted for evigt. Nu har jeg søgt tilflugt i en af verdens hovedbyer. Den som alle kender. New York. Jeg boede normalt i Europa. I norden, det var mit hjem. Jeg elskede det der. Der havde vi alle årstider, og selvom det regnede, vidste man, at solen ville titte frem igen. Jeg savner ikke min familie, de ville ikke kunne forstå det. Efter jeg flyttede til en luksus lejlighed her, skiftede jeg navn. Til noget amerikansk. Nu hedder jeg Parker, i stedet for. Ingen kender mig, men jeg ved at det her, er det rigtige.

1Likes
3Kommentarer
243Visninger
AA

2. To

1997:

 

Det var mørkt. Nat eller aften, der var hvert fald ingen mennesker. Jeg stod på en villavej, med pænt slåede græsplæner og krukker med blomster udenfor. Hvor var jeg? Jeg kløede mig i håret og grinte. Det her var underligt. Jeg kan ikke huske, jeg har været det her før, skiltene sagde mig ikke noget. Det hele var bare... mærkeligt. En kold vind kom susende imod mig, og gik lige igennem min jakke. Jeg holdt om mig selv.

Med et skuldertræk, hoppede jeg op på kantstenen og gik op på fortorvet, langs de pæne huse. Jeg stillede mig lidt på tæer, for at kunne se ind i de varme stuer.

En skinger lyd lød. Hvad var det dog? En ambulance af en art? Jeg rundede et hjørne, og så at der var en bil der var kørt ind i et stort egetræ, der stod mellem vejen og fortorvet.

Min nysgerrighed boblede sig op i mig, jeg går nærmere. Det hele var meget spændende, jeg var ikke den eneste der var her. Folk stod i morgenkåber og uglet hår, de havde sikkert ligget og sovet. Klokken var sikkert også mange. Nogle så skræmte ud, nogle holdt om deres små børn, mens andre bare var helt oppe i det røde felt. Jeg grinte.

Jeg gik hen til en mand der stod alene, han kiggede hurtigt på mig, men vendte hurtigt blikket tilbage på den flammende bil.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg nysgerrigt.

Manden fnyste. ”Manden bag rattet er fuld. Han siger der stod en dreng på vejen, og ikke ville flytte sig, selvom han dyttede – det er rigtigt nok, jeg hørte nogle dyt, og jeg bor derhenne,” han pegede på et gult hus med et hvidt stakit. Jeg nikkede. ”Men da drengen ikke flyttede sig, var han jo nødt til at dreje skabt. Han omkom, desværre.” Manden lød ikke ked af det. Med et lille suk, strammede han sin morgenkåbe, og gik langsomt hen til sit hus.

Jeg var ikke tilfreds med den historie. Jeg bevægede mig forbi de andre, undskyldte mig hvis jeg stødte ind i nogle.

En dame stod med sit lille barn på armen. ”Det er sørgeligt,” sagde hun da jeg stillede mig ved siden af hende. ”Han var ret ung. Jeg kendte ham faktisk.”

Jeg nikkede og ventede på at hun skulle forsætte, men hun sagde intet. Hun tyssede bare på det lille barn, der gned sig træt i øjne. ”Mhmm,” svarede jeg og håbede det var svar nok til at hun ville forsætte.

”Han ville aldrig køre fuld, nej,” sukkede hun. ”Jeg hørte lidt om hvad han fortalte politiet, inden han døde. Han havde for mange indre blødninger, simpelthen, det kan ingen jo stoppe. Ambulancen var bare for langsom. Sikke en skam.”

Jeg gav hende ret. ”Hvad hørte du ham så sige?”

”Han sagde det var en høj dreng, meget ung, måske påvirket af et eller andet, hvad ved jeg. Mørkt hår, hvid trøje,” det var først nu hun kiggede på mig. Hun skimtede mig. ”Lidt ligesom dig, tror jeg, ja. Men du er jo lige kommet, og det ser ikke ud til du har en eneste skramme.”

”Jeg er lige kommet derovre fra,” jeg nikkede imod den retning jeg lige var kommet fra.

Hun nikkede.

”Du må have mig undskylde, den lille her, kan ikke holde sig vågen mere.”

Jeg så hende gå. Hun gik længere væk, end ham manden.

Jeg gik tættere på, bilen var rød. Nogle brandmænd prøvede at slukke ilden, men det så ud, som om den ikke ville dø med det samme. Der var blink, der lyste hele gaden op. Flere mennesker tøffede stille og roligt et sted.

Der stod en mand i uniform, henne ved afspærringen. Jeg prikkede ham stille på skulderen. Han vendte sig rundt med et sæt, da han fik øje på mig, kiggede han hurtigt ned i sine papirer igen, mens han rynkede det ene øjenbryn.

”Hvor var du præcist for en halv time siden?” spurgte han. Jeg kiggede på hans skinnede navne skilt, der sad på det højre bryst. Betjent Peter.

Jeg prøvede at tænke tilbage, men det var som om det slog mig i maven. ”Øh,” svarede jeg hæst. ”Det ved jeg ikke. Men, jeg stod på et par gader væk, for ti minutter siden, cirka?”

”Hvad hed vejen?” spurgte han. Han prikkede kuglepennens endnu mod bloggen, så den sagde et lille klik, da stiften poppede ud..

”Det ved jeg ikke, hr.” Indrømmede jeg. ”Hvorfor da?”

”Du passer godt til beskrivelserne, som manden, der døde, beskrev,” betjent Peter kiggede sig over skulderen, til den nu rygende bil.

”Men,” svarede jeg. ”Jeg har ikke en skramme, jeg har det fint.”

Betjent Peter nikkede. Lukkede bloggen med et smæld og kiggede hurtigt på mig, inden han forsvandt under afspærringen og videre hen til en patruljevogn.

Jeg vendte hurtigt rundt, da jeg mærkede en utilpashed ved at stå og kigge. Jeg stødte ind i en ældre dame, som stod med sin lille hvide hund. Hun kiggede på mig, igennem sine store briller.

”Felix? Er det dig, min dreng?” stammede hun. Hun strammede grebet om hundesnoren. Hunden stod bare og logrede, og forstod nok ikke meget af hvad der skete.

”Undskyld mig?” sagde jeg. Jeg prøvede at komme forbi hende.

”Du er Felix Holm,” sagde hun. Jeg rystede på hovedet, mens hun nikkede heftigt med sit lille skrøbelige hoved.

Hun havde en al for stor rød regnfrakke på, der gik hende ned til knæene. Hendes grå hår tittede frem, fra den matchende røde hætte, som kun gamle mennesker gik med. Hele hendes skelet så skrøbeligt ud, som hvis man bare pustede til hende, ville det hele smuldre væk.

”Du forveksler mig med en anden,” sagde jeg og kiggede over hendes ene skulder. Vi var de eneste nu.

”Nej, nej,” svarede hun, med en lille rusten. ”Har kendt dig siden du var en lille dreng. Du har passet min hund, Gustav, op til flere gange.” Hun nikkede.

Hun tørte sine store briller af i sit ærme. ”Du har forvekslet mig, og jeg skal videre nu.”

Jeg løb fra hende, hun kaldte efter mig, efter Felix, men jeg forsatte. Jeg havde ingen idé om hvad hun snakkede om. En tosse, der sikkert havde fået fat i den forkerte. Selvom jeg ikke anede hvem jeg var. Mit eget navn, var forsvundet som dug fra solen.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen, bare videre. Indtil verden ikke kunne mere. Ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...