Time Riders

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Der er nok gået ti år, siden jeg holdt op med at ældes. Jeg har været en tyveårig dreng – mand, kald det dét I vil - lige så længe jeg kan huske. Jeg har flyttet fra sted til sted. Velvidende om jeg ikke kan blive det nye sted for evigt. Nu har jeg søgt tilflugt i en af verdens hovedbyer. Den som alle kender. New York. Jeg boede normalt i Europa. I norden, det var mit hjem. Jeg elskede det der. Der havde vi alle årstider, og selvom det regnede, vidste man, at solen ville titte frem igen. Jeg savner ikke min familie, de ville ikke kunne forstå det. Efter jeg flyttede til en luksus lejlighed her, skiftede jeg navn. Til noget amerikansk. Nu hedder jeg Parker, i stedet for. Ingen kender mig, men jeg ved at det her, er det rigtige.

1Likes
3Kommentarer
248Visninger
AA

6. Seks

 Jeg sad på en bar, klokken var mange. Der sad alligevel nogle andre herinde. Det muntrede mig lidt op, at jeg ikke var den fuldeste herinde. Der sad to gamle herrer, i det ene hjørne, med hver deres store øl, og var meget optaget i en diskussion. Deres hatte, var hængt pænt på stolens ryglæn. Deres stokke stod skævt op af bordet, så de nemt kunne få fat på dem, hvis de nu ville slå hinanden oven i hovedet med dem. Det lysegrå hår, strittede ud til alle sider, hvilket så lidt fjollet ud.

Ved pool bordene, stod der et par fyre, på min alder, cirka. Måske yngre. De var i gang med deres syvende spil allerede. Jeg havde holdt øje med dem, siden jeg kom ind. De spillede om penge. Nogle af dem fjollede allerede rundt. De var seks i alt. Det var tydeligt, de skulle videre på et tidspunkt. Selv manden bag baren, holdt øje med dem. De var højrystede og fulde. Men de spredte en god munterhed.

Der sad en fyr med ryggen til mig, oppe i baren. Han havde en hat på, som gik ned i panden på ham. Jeg prøvede at rykke lidt på mig, for at se ham i spejlet bag baren. Men hans ansigt var skjult, mens han sad og nippede til sin drink. Nogle gange drejede han rundt, med pinden, der fik bundfaldet op til toppen. Det lignede han havde puttet et eller andet i den, men jeg ville ikke blande mig. Han virkede tydeligt, som typen der ikke ville forstyrres.

Den eneste pige der var herinde, sad med to fyre. Hun virkede nervøs. Drengene sad og kiggede lummert på hende, og smilede deres fjogede smil. Hun var pæn, bortset fra det ar der gik hen over hendes højre kind. Hun blev ved med at bevæge en finger hen over arret, for at mærke om det stadig var der. Hun lukkede øjne hver gang, at hun opdagede, at det stadig var der.

Jeg lukkede øjne. Nød bare musikken der spillede lavt i baggrunden. Mændene som stadig havde deres diskussion i gang. De unge fyre, der højlydt brølede af hinanden. Jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne høre når ham den mystiske mand, bevægede den lille pind, ind i glasset side.

”Hold nu kæft,” råbte den ene mand. Han hamrede sin ene hånd ned i bordet. Han hev fat i pigens hår, og hev hende ned fra stolen. Hun begyndte at hyle. ”Du er en lille løgn agtig...”

Han nåede ikke at sige mere, før ham den mystiske mand stod foran ham. Det hele gik så hurtigt, at man næsten ikke så ham bevæge sig fra baren hen til deres bord. Hatten lå på barbordet, så nu kunne man se hans mørke hår, med de... hvide udgroninger.... Jeg spærrede øjne op. Han var ligesom mig. Chokket ramte mig hårdere, end det der skete foran mig.

Han slog mandens hånd væk, mens han hvæsede et eller andet. Hele hans kropssprog skreg, at han var klar til kamp.

Selv drengene henne ved pool bordet, var holdt op med at spille. De stod og kiggede. Nogle af dem lænede sig op af deres køer. Deres drink, var som popcorn i den her situation.

Det var belejligt at bartenderen var væk.

”Hold nallerne fra hende, fister,” hvæsede han. Det lød som om han havde sagt det før.

”Bland dig udenom, makker,” manden der havde holdt fat i damen, pustede sig op. Han var dobbelt så stor, som ham den anden. Manden var skaldet, pumpet og meget aggressiv i sin fremtoning. Skaldepanden hævede sig over ham den mystiske, men han krympede sig ikke. Han virkede ikke bange. Hvis det havde været mig, havde jeg undskyldt, og rendt langt væk.

”Kun hvis du kan svare på det her spørgsmål, makker,” sagde han. Han gik et skridt tættere på. ”Hvad er det højeste bjerg i Rusland?”

Skaldepanden tøvede. Han rynkede brynene og blinkede. ”Øh,”

”Det er rigtigt, du aner ikke svaret. Fordi du ikke kan se ud over din egen lille næse,” han var så flabet, at han trykkede ham på næsen. Han sukkede, og vendte om på hælen, for at gå tilbage til baren. ”Og bare så du ved det, så hedder bjerget Elbrus, og er over fem kilometer højt. Det hjælper ikke at være stor og stærk, hvis du ikke har en hjerne at gøre godt med.”

Manden tøvede. Ham den mystiske ord, forvirrede ham.

Mens alt det her var sket, var ham den anden mand kommet op at stå. Han stod nu bag Skaldepande og virkede endnu mere blank, end sin ven.

Pigen var forsvundet, jeg nåede ikke at se hvad der skete, men lige pludselig var hun væk. Drengene der havde spillet pool, var også forsvundet, nok sammen med pigen. De virkede som nogle, der godt kunne finde på, at smugle hende ud mellem dem.

Barterenden var endnu ikke kommet tilbage. Han havde nok lagt mærke til, at der ville ske et eller andet. Det var kun mig, ham manden og hans ven og selvfølgelig ham den mystiske.

Mændene begyndte at gå frem, men manden, der havde trukket sin hat ned over hovedet, var på vej ud på gaden. Jeg spærrede øjne op, hoppede op fra stolen, og ud på gaden efter ham.

”Vent!” råbte jeg efter ham, men han stoppede ikke. ”Vent!”

Han vendte sig og kiggede på mig. ”Hvem er du?”

Jeg pustede ud. ”Jeg sad derinde sammen med dig og...”

Han afbrød mig. ”Det ved jeg. Hvem er du?”

Hans spørgsmål forvirrede mig. ”Jeg er ligesom dig,” svarede jeg. ”Vi to er det samme.”

Han hævede det ene øjenbryn. ”Vi to, er ikke det samme. Nu, må du havde mig undskyldt. Jeg har ikke tid til den her samtale.”

”Du bevægede dig ikke fra baren over til dem,” sagde jeg, da han begyndte at vende sig om. Han stoppede. ”Du hoppede.”

”Det ved du intet om,” svarede han.

”Jo, jeg gør. For vi er det samme. Jeg er ligesom dig,” sagde jeg. Han stønnede, trak kraven op omkring halsen. Han begyndte at gå. ”Vent nu lige!”

”Hold dig væk,” med de ord vendte han ind i en gyde, og forsvandt. Kun en knitrende luft var tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...