Time Riders

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Der er nok gået ti år, siden jeg holdt op med at ældes. Jeg har været en tyveårig dreng – mand, kald det dét I vil - lige så længe jeg kan huske. Jeg har flyttet fra sted til sted. Velvidende om jeg ikke kan blive det nye sted for evigt. Nu har jeg søgt tilflugt i en af verdens hovedbyer. Den som alle kender. New York. Jeg boede normalt i Europa. I norden, det var mit hjem. Jeg elskede det der. Der havde vi alle årstider, og selvom det regnede, vidste man, at solen ville titte frem igen. Jeg savner ikke min familie, de ville ikke kunne forstå det. Efter jeg flyttede til en luksus lejlighed her, skiftede jeg navn. Til noget amerikansk. Nu hedder jeg Parker, i stedet for. Ingen kender mig, men jeg ved at det her, er det rigtige.

1Likes
3Kommentarer
243Visninger
AA

1. Prolog

Det blev mørkt og så lyst igen. Verdenen snurrede rundt omkring ham. En svimmelhed, han aldrig havde følt før, greb fat i ham. Han hev efter vejret, i dybe træk. Rummet forsvandt igen, da det hele blev mørkt. Mørkt, lyst, mørkt, lyst.

Der var stemmer der råbte han navn, men han opfattede det ikke. For ham, kunne de sagtens have stået flere hundrede meter væk. Det blev mørkt igen og først efter lang tid, blev det lyst igen.

Efter noget tid, opdagede han, at det var fordi han åbnede og lukkede sine øjne. Det hele forsvandt igen, og stemmerne blev højere. Hans krop føltes kold, med en stikkende smerte. Hvad var der sket med ham?

”Åh nej, min stakkels dreng, min stakkels, stakkels dreng,” jamrede en kvinde, der stod tæt på drengens hoved. Hendes øjne var røde efter at have grædt i timevis. Hun holdt godt fast i et lommetørklæde, det var vådt, efter alle de tårer hun havde tørret op. ”Kom tilbage, vær sød at komme tilbage.”

Han hostede. Vand kom op, og folk begyndt at ånde ud igen. De havde holdt vejret, lige siden han lukkede sine øjne for måske sidste gang. Men nu var de åbne og klare, der var liv i dem. Han blinkede voldsomt med sine tætte øjenvipper. Han lignede en der havde oplevet noget fantastisk.

”Hvor er jeg?” spurgte han med en hæs stemme.

Kvinden der havde stået med lommetørklædet, smed det på gulvet og for hen til ham. Hun knugede ham indtil sig, som om hun aldrig ville give slip igen. ”Gudskelov du er okay, vi har været så bekymrede. Vi vidste ikke hvad der var sket!” Tårerne væltede frem i hendes øjne igen. Tanken om at hun havde mistet sin eneste søn, havde næsten taget livet af hende. Hvem skulle så have forsørget familien? Hele hendes verden var nu rettet op.

”Hvem er du?” spurgte han. Blikket han gav hende, var fuld af forvirring.”Jeg kender dig ikke, hold dig væk fra mig!”

Folk rundt om dem, gik et ekstra skridt tilbage eftersom han begyndte at hæve stemmen. Kvinden brød ud i gråd igen. ”Min kære søn, min kæreste søn. Hvorfor straffer Gud os sådan, det er der ingen moder der burde bære.”

Nogle mennesker havde taget deres ting, og luntede stille ud at rummet. Stearinlysene blussede hver gang døren åbnede og lukkede sig.

Han rejste sig fra bordet, hvor han havde ligget, lige siden de trak ham op af søen. Bordet havde rettet hans ryg ud, og en lille smerte spredte sig. Han sukkede.

”Hvad glor du på, dame?” hvæsede han til moderen der stadig jamrede til Gud.

”Min kæreste søn, din fader er urolig, han er ude af sit gode skind. Du må ikke glemme os. Gud tester os bare. Det må være en spøg.” hendes øjne flød over med tårer, og lommetørklædet var langt væk nu.

Han skubbede sig ned fra bordet og stod nu bøjet over hende. Han var et helt hoved højere og hans mørk hår faldt ned foran ansigtet på han. Smilet, som varmede mange pige hjerter, var forsvundet. Nu var der kun en udtrykløsthed over ham. Hans øjne var tomme, og hans mund var stram. Hvis han ikke trak vejret, ville man have troet han var død. Han stod stille i nogle få øjeblikke. Hele hans krop var spændt, og lyste kun af rastløshed.

”Du må ikke forlade mig,” hviskede hun. Hun prøvede at gribe ud efter ham, men fik kun fat i hans våde trøje.

Han gik rundt i rummet for at finde noget nyt tøj. Noget der kunne varme hans kolde krop. Han ignorerede hendes bønner om ikke at blive straffet. Det havde ikke været hendes skyld: ”Det er ikke min skyld, Du Mægtige. Han påstod han godt kunne klare det, han er en voksen mand. Isen var ikke stærk nok, jeg sværger ved din hellighed, det var isen der brød sammen!”

Hun vendte sig om mod det det lille vindue, foldede sine hænder og faldt på knæ. Gud havde taget det eneste klare fra hende, hendes eneste søn. Ham der skulle passe på sine tre søstre, når faderen forlod denne verden.

Han havde fundet noget tøj, en grøn trøje, nogle brune bukser og en lang kappe. Han var på vej væk.

Hun vendte sig om, med sit røde ansigt. Hendes krop kastede sig imod ham, chokket viste sig i hans ansigt, da den fremmede kvinde hægtede sig på hans højre ben.

”Slip mig, din heks! Forsvind med dine heksekunster.” hvæsede han, mens han prøvede at fjerne hende.

Hun hylede og det tiltrak folk. Der kom flere folk ind af døren, end han kunne tælle til. Hele landsbyen sikkert. ”Lad ham ikke gå!”

”Fjern hende, hun er en heks!” skreg han højere end hende.

Flokken vidste ikke hvad de skulle gøre, så de greb fat i dem begge. Hele flokken viste ingen forståelse for moderens smerter, om at skulle lade sin søn gå.

”Hvor vover du, at tiltale din moder sådan! Vis noget respekt!” kvindens lussing sad lige på kæben, så det gav et ordentligt smæld. Han tog sig til kæben, og satte den på plads. Hans øjne lynede, som om han var klar til at give et slag fra sig. Men han vidste bedre, end at slå på kvinder.

I en hurtig bevægelse, var han vendt rundt på hælen, og ude af døren var han, med kappen blafrende efter sig. Og ud i natten gik han, med ingen idé om hvad han skulle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...