Time Riders

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Der er nok gået ti år, siden jeg holdt op med at ældes. Jeg har været en tyveårig dreng – mand, kald det dét I vil - lige så længe jeg kan huske. Jeg har flyttet fra sted til sted. Velvidende om jeg ikke kan blive det nye sted for evigt. Nu har jeg søgt tilflugt i en af verdens hovedbyer. Den som alle kender. New York.
Jeg boede normalt i Europa. I norden, det var mit hjem. Jeg elskede det der. Der havde vi alle årstider, og selvom det regnede, vidste man, at solen ville titte frem igen. Jeg savner ikke min familie, de ville ikke kunne forstå det. Efter jeg flyttede til en luksus lejlighed her, skiftede jeg navn. Til noget amerikansk. Nu hedder jeg Parker, i stedet for. Ingen kender mig, men jeg ved at det her, er det rigtige.
1Likes
3Kommentarer
484Visninger
AA

4. Fire

Jeg stod midt på gaden. Min krop var lammet, jeg stod der bare. Blinkede, trak vejret, andet kunne jeg ikke. Min krop skreg, at jeg skulle flytte mig. Jeg skulle væk, men uden nogen idé om hvordan.

Det var aften. Lysene i husene, var varme. Jeg tænkte på min familie... Deres ansigter i mine tanker, begyndte at forsvinde bort. Jeg var ved at glemme hvordan min familie så ud. Deres smilende ansigter, blev nu udhviskede pletter. Som stearin, flød det ned af deres kroppe.

Mor... Far... Mere kunne jeg ikke huske. Havde jeg overhovedet en familie? Nu er jeg alene.

En bil kom kørende rundt om hjørnet. Med lidt for meget fart. Hjulene hvinede, da de drejede i svinget. Farven på bilen, kunne jeg ikke se, fordi lyset på bilen var for skarpt.

Bilen kørte lige i mod mig. Løb! Løb, løb, løøøø.... Mine tanker gik i stå. Jeg lukkede øjne, og ventede på at bilen kørte ind i mig. Men det gjorde den ikke.

Jeg hørte et højt skrig og et brag. Bilen stødte ind i træet. Jeg pustede ud. Alt blev sort, og jeg glemte det der lige var sket...

 

Jeg vågnede. Jeg skreg. Sveden dryppede ned af panden på mig.

Folk kiggede på mig, da de gik forbi. Nogle hviskede sammen, mens de gik forbi mig. Jeg så nok også ret forfærdelig ud. Jeg havde ligget og sovet på en bænk, i en by jeg ikke anede hvor lå. Jeg var i en storby, så meget vidste jeg. Men hvor og hvordan jeg var kommet hertil, anede jeg ikke.

Jeg rejste mig fra bænken. Rettede mig op, og forsvandt med mængden. Fulgte med strømmen. Uden nogen anelse om hvor jeg skulle hen.

De store bygninger bøjede sig over mig. Menneskerne, stødte ind i hinanden. Bilerne, taxaerne, busserne, drønede af sted på vejene. Der var køer over alt.

Her vidste jeg, at jeg kunne skabe mig et liv. Lige her.

Rapporter historie
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...