Time Riders

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 dec. 2014
  • Status: Igang
Der er nok gået ti år, siden jeg holdt op med at ældes. Jeg har været en tyveårig dreng – mand, kald det dét I vil - lige så længe jeg kan huske. Jeg har flyttet fra sted til sted. Velvidende om jeg ikke kan blive det nye sted for evigt. Nu har jeg søgt tilflugt i en af verdens hovedbyer. Den som alle kender. New York. Jeg boede normalt i Europa. I norden, det var mit hjem. Jeg elskede det der. Der havde vi alle årstider, og selvom det regnede, vidste man, at solen ville titte frem igen. Jeg savner ikke min familie, de ville ikke kunne forstå det. Efter jeg flyttede til en luksus lejlighed her, skiftede jeg navn. Til noget amerikansk. Nu hedder jeg Parker, i stedet for. Ingen kender mig, men jeg ved at det her, er det rigtige.

1Likes
3Kommentarer
245Visninger
AA

5. Fem

 Dagene gik. Jeg fik små jobs, så jeg kunne begynde at bo i et lille motelværelse. Det var ikke stort, der var en seng og et skrivebord, andet var der ikke. Hvilket passede mig fint nok. Det hele skulle nok gå. Virkelig.

Jeg lå på den usle seng. Loftet havde ikke forandret sig, siden jeg sidst kiggede derop. Jeg gabte. Mine tanker begyndte om flakke omkring Benjamin og Karen, gad vide hvordan de havde det. Jeg tænkte på tankstationen, tænkte på hvordan den så ud. Jeg lukkede øjne, og drømte mig tilbage.

Et eller andet skete med mig. Jeg skreg. Den smerte jeg havde haft før, kom. Den hev i mig, rev i mig, kradsede i min hud, som om den ville skille mig ad. Det var ulideligt. Jeg mærkede et sus i mig, som om jeg stod udenfor. Smerten ophørte, det havde ikke været så voldsomt som sidst, men stadig ret voldsomt. Det hele snurrede, da jeg åbnede øjne.

Tankstation.

Den stod foran mig. Der holdt en bil ude foran. Jeg blinkede et par gange, til at forstå hvad der egentlig skete. Jeg vendte mig rundt. Det hele lignede sig selv, bare i dag lys. Jeg grinte, ufatteligt.

Jeg gik hen mod dørene. Hvordan var jeg kommet tilbage? Det var mærkeligt. Jeg var forvirret.

Dørklokken bimlede over mig, da jeg trådte ind. Her duftede af mad, varmt mad. Jeg kiggede mig rundt, her var ingen, selvom der holdt en bil udenfor. Varerne stod pænt på hylderne. Her var alt, jeg måbede. Alle farver, stod pænt på række.

Jeg gik hen til den opslagstavle, som jeg havde stået ved før. Plakaten hængte der stadig. Jeg lod min hånd glide over den blanke overflade. Ikke nok med at jeg at jeg intet huskede, jeg bevægede mig fra sted til sted.

Jeg kiggede videre. Der var en anden stor seddel.

Mistet person. Omkring 1,90, brunt hår, blå øjne. Hvid trøje.

Kontakt Benjamin og Karin Grimm, ved fund af denne dreng.

Jeg gik et par skridt tilbage. Det var mig. Det var mig, de eftersøgte. Jeg havde jo bare efterladt dem, midt om natten!

”Hej, du der!” manden bag disken var kommet tilbage. ”Skal du have hjælp?”

Jeg vendte mig rundt, og så mandens smil falme. ”Nej...”

”Det er dig! De har ledt efter dig! Bliv her, bliv her. Jeg ringer efter dem!” manden forsvandt hurtigt igen.

Panikken bredte sig i kroppen på mig. Blodet begyndte at pumpe rundt i kroppen på mig, og min puls steg. Jeg mærkede det tydeligt, hvordan blodet løb under huden på mig.

Jeg kiggede mig hurtigt frem og tilbage. Der var en pose! Hvis det her virkede, så kunne jeg bevæge mig tilbage til mit værelse, med noget god mad, og noget at drikke. Hurtigt smed jeg alt muligt ned i tre poser, det kunne jeg sagtens bære. Jeg skulle trods alt ikke så langt.

Den tredje pose var ved at være fyldt, da jeg hørte manden pusle ude bagved. Det var mit stikord, til at forsvinde. Jeg lukkede øjne, og tænkte på den slidte seng.

Smerten kom igen, men ikke i så stort et omfang som før. Det hele skete hurtigere, jeg mærkede hurtigt fast grund under mine fødder.

Jeg var i værelset. Poserne smed jeg på stolen. De hoppede nogle få gange, inden de lå stille. Jeg smilede. Jeg havde lige begået tyveri, uden nogen beviser. Jeg grinte.

Jeg vidste, at jeg kunne stille mere op med min evne. Nu skulle det ikke kun være en butik, nu skulle jeg væk fra det her hul.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...