De sorte mænd

Da Emily var to gammel, blev hendes far skudt af De Sorte Mænd, elle sagde at det var en fejl. Emily har nu sat sig for at finde ud af hvorfor de tog fejle, hvis det over hovedet var en fejl. Det er midt i eksamens tiden. hun har altid været en dygtig pige i skolen, men på det sidste er det ned af bakke, og hendes snit ligger under gransen. Hun ved udenmærket hvad konsekvenserne er vis hun ikke består eksamenerne. For så kommer De Sorte Mænd efter hende.

15Likes
60Kommentarer
2751Visninger
AA

5. Mød Brenton

 

Jeg klarede den, jeg klarede den. Det var det eneste der kørte rundt i mit hoved, efter jeg havde set mine kareter i dansk. Mit snit er nu over gransen, hvilket betyder at livet går vider, og det samme gør eksamenerne.

Jeg lænede mig tilfreds tilbage i stolen, jeg kunne ikke have gjort det beder. En høj og velkendt stemme brød stilheden i rummet. ”Tillykke skat, jeg har altid troet på dig” råbte Josephine, mens hun kom løbende hen til mig, og trak mig ind i et langt kram. Jeg var så glad for at se hende. Hun smilede stort, jeg kom til at grine lidt af hende, hun er simpelt hen fantastisk. ”Tusinde tak” sagde jeg og holdet hende lidt tætter ind til mig. ”Og tillykke til dig også, du klarede det jo beder end mig” det passer, hun fik langt beder kareter end mig. Hun havde virkeligt også kæmpet hårdt får det.

”Lad det nu ligge, det vigtigste er at vi klarede det. Kom lad os tage ud og fejre det” sagde hun og trak mig ud af døren ind til skolen. Der var heldigt ikke så lang hjem til Josephine, for jeg ågrer bare ikke at gå nogle steder hen i dag. Josephine der imod, hoppede hen af fortovet som en lille kanin, så hendes lysebrune hår flagrede i vinden.

Hun har altid været en vild, klog og sød pige, det er derfor hun er min bedste ven. Klog havde hun dog ikke altid været. For to år siden, fik en advarsel for ikke at passe skolen, hvilket fik hende til at tage sig sammen, og det hjalp på hendes karakter- nu er det bare mine der er et problem. ”Jeg har jo kun en, Emily” sagde hun tit, hun virker så ubekymret. Ja det var kun en, men hvad sker der når hun får en til, og en til. Ja, det ved jeg godt, så kommer De Sorte Mænd, 3 advarsler og så er du ude for altid – ligesom min far.

”Stop lige” sagde jeg og trak hende i armen for at for hendes opmærksomhed, ”Hvad mener du med fejer det” det bekymrede mig lidt når hun sagde det på den måde. ”Jeg mener vi skal havde det sjovt, og glemme alt om de dumme eksamener i et par timer” jeg grinede lidt af hendes svar. Hun satte farten lidt ned så jeg også kunne følge med, med mine små korte ben. Jeg var glad nok for ikke at være så høj, for hvilken dreng vil gå med en pige der er ti centimeter højder end ham?

”Hvor skal vi så gå hen og `fejre det`, som du siger” spurte jeg. Når hun sagde det på den måde kunne det betyde alt, og det var ikke alt jeg lige frem havde lyst til. ”Vi skal lige hjem forbi mig med vores tasker, og så tager vi hen til nogle af min ven” sagde hun og rødmende lidt, ”Hvem er det, og er han sød” spurte jeg og puffede lidt drillende til hende. ”Han hedder Brenton, og ja han er sød. Du skal møde hans ven Zayn, ham ville du syndes om.” sagde hun og slog mig let på armen, og hoppede så ledt og elegant hen over vejen, jeg fuld bare stille med.   Man skulle ikke tro at hun lige var blevet 20 år, for hun minder og opførte sig mere som en op 15, på den måde hun springer rundt på.

 ”Vis jeg havde halt så magte energi som dig, ville jeg kunne løbe et maraton her og nu.” råbte jeg efter hende da hun sprang op af trinende til hoveddøren. Hun grinede bare af mig og åbnede døren. Vi gik ind ad gangen, hun gik bare videre uden at tage sine sko af som hun ellers plejer, hun havde nok travlet med at komme hen til ham. Huset lignede bare alle de andre huse her, de var alle sammen ens udenpå, men man kunne jo indrette dem, som man havde lydt til.

Hun smed sin taske på sengen i den modsatte ende at værelset, ”Du kan bare ligge dine ting et sted… vil du have noget at spise eller drikke, før vi går hen til Brenton?” hun smilt lidt ekstra da hun sagde hans navn. Hun måtte virkelig være vild med ham der Brenton, for plejer ikke at være sådan, når hun snakker om en dreng, men jeg er glad på hendes vejende. ”Nej tak søde,” sagde jeg ”Er du lidt vild med ham Brenton.” hun prøvede at gemme sit smil, for ikke at afsløre det, men det havde hendes røde kinder allerede gjort.

Hun tog sin jakke på uden at svare på mit spørgsmål. ”God så går vi nu, jeg sagde til ham at vi ville være der om en halv time.” jeg nikkede bare og grinte lidt af hende, det var så tydelig at hun bare prøvede talte uden om. Det var heller ikke nødvendig at få et svare fra hende, for det var så tydeligt at hun var vild med ham.  

”Hvor langt er der hen til ham, for jeg gider ikke at side i en bil flere timer.” ja kald mig doven for det er jeg med stort D. ”Der er ikke rat langt, jeg tror det tager ti minutter at køre der hen” sagde hun og satte sig ind i sin bil og startede den. ”Okay” sagde jeg og lænede mig tilbage i sædet.

”Er du sikker på at det er her han bor” spurte jeg og rettede igen blikket ud af sideruden i bilen, det var ikke et kvarter jeg normalt ville gå i. Jeg viste god at hun havde fået nogle nye venner, men jeg trorede ikke at hun kunne finde på at blive venner med så danne nogle kriminelle mennesker. Jeg ved selvfølgeligt ikke om han er kriminel, med det kvarter lignede ikke ligefrem et kvarter, en normal familie ville vejle at bo i frivilligt. ”Ja” sagde hun mens hun svingede ind af en indkørsel, til at lille hus.

Vi streg ud af bilen, og en tung lugt ramte mig, der lugtede lige som der så ud. ”Er du sikker på at det her er en god ide” jeg er normalt ikke den der siger fra, men det her sted var ikke lige min smag. ”Nej det er jeg ikke, men kom nu bare” svarede hun, det kom virkelig bag på mig, så sådan har hun aldrig været før.

Hun bankede på døren, og kort efter blev den åbnet. Der stod en flot høj fyr, okay han ser godt du. ”Hey fine…. Brenton” han så først hen på Josephine, og så hen på mig. Han rakte hånden frem. Hvordan kunne han kalde hende det, var mit kælenavn til hende. Men han er tilgivet for han er lækker.

Jeg tog hans hånd, og så ind i hans smukke brune øjne, ” jeg hed.. hedder Emily” fik jeg frem stammende, hvorfor kunne jeg pluslig ikke snakke mere? Kunne det være på grund af den fyr der stod bag Brenton, ja det tror jeg nok lige det er. Jeg kunne kun lige ane at der stod en fyr i bag ham i børen.     

Hvem var den fyr lige. Han gik hen ved siden at Brenton. Han var ca. ti centimeter højre end Brenton, hvilket også var rat godt for, han var lav. ”Og det her er min ven Zayn” Sagde Brenton, og smilte til mig. Jeg så hurtigt hen på Josephine, som bare smilte uskyldigt, og trak let på skyllerne, som om hun ikke havde gjort noget. Var det seriøst ham hun troede jeg ville kunne lig.

På en måde skræmte han mig lidt, han så så mystisk og farelig ud. Han stod med let op smøget ærmer, så man kunne se de mage tatoveringer på hans underarme, man kunne også ane flere var tegnet på hans bryst, på grund af hans hvide tætsiddende T-shirt. Jeg må indrømme han så rat godt ud, eller ville vis han ikke havde alle de tatoveringer. Han havde nogle smukke brune øjne, de så så uskyldigste ud, som om at hans ydre bare var en hård facade, han gemt sig bage.

Jeg fik en let albue i siden, og jeg så hen på Josephine, hun så han på Zayn, som stod og raget hånde frem for at sige rigtigt goddag til mig. ”Jeg hedder Emily” sagde jeg og tog hans hånd. Jeg kunne mærke en let varme stige op i mine kinder. Han havde et hårdt håndtryk i forhold til Brenton. ”Vil I ikke med indenfor, i stedet for at stå her ude” spurte Brenton, og trådte et skidt til side så vi kunne kommer ind. Jeg gik lige efter Josephine, som fulde Brenton som en lille hundehvalp. Zayn gik et par meter bage efter mig, men jeg kunne tydligt mærke hans blik som studerede min krop bagfra, hvilket var rat ubehageligt.

Vi gik hen ad gangen og så ind i det jeg tror er stuen. Inde i stuen sad er tre fyre mere, de så alle hen på mig og Josephine som om vi ikke hørte til her, hvilket jeg også tror vi ikke gør. ”og Det her er tre af mine venner Harry, Jace og Liam” sagde han og så rundt på dem. På en måde linede de alle sammen hinanden, de havde alle tatoveringer, mørkt hår – lige med undtagelse af Jace, som havde gyldent hår – og noget andet jeg ikke lige kunne sætte fingeren på.

”og dreng det her er Emily, Josephines bedste ven” afsluttede han, alles blik var rette på mig. Jeg nikkede for at bekræfte mit navn. ”Hey Fine, skal du med ud og havde en smøg” viskede Brenton til Josephine, men alligevel så højt jeg kunne høre det. Hun nikkede og skulle til at gå da jeg tog fat i hendes arm. ”må jeg lige låne hende i to minutter” han nikkede og smilte til Josephine.

”Hvad skulle det til for” spurte hun irriteret, det kunne hun virkeligt ikke mene. ”Du ved udmærket godt at det er ulovligt, og du har al..” ”ja jeg har en advarsel, Emily, og jeg ved godt at det ikke er helt lovligt okay, men jeg bestemmer selv hvem jeg er sammen med.” sagde hun surt, handlede det er kun om ham Brenton, ville hun virkeligt sætte sig liv på spil på grund af ham. ”ja, det gør du, men du kunne godt tænke dig lidt om, før du finder nye venner.” sagde jeg og så hende i øjende.

Jeg følg forskrækket op da en stor hånd tog fat i min arm, jeg vente mig hurtigt rundt, og så at det var Zayn. Han sendte mig et smil, og så ned på mig med sine smukke brune øjne ”Kan du ikke se jeg lige snakker med min vinende” sagde jeg hårdt til han og slog hans hånd væk fra min arm. Hvad biller han sig lige ind, har han ingen raspet for andre mennesker. ”Ja, det kunne jeg ikke undgå at høre” jeg vendt mig om for at se efter Josephine, men hun var væk. ”Har du nu også bortført Josephine” råbte jeg af Zayn som bare stod og smilte af mig. Jeg var så sur, og ked af at hun kunne finde på det her. Hvorfor lige hende, kunne det ikke have været en anden, hun har ikke fortjent det. ”Nej det har jeg ikke, men det tror jeg Brenton har” sagde han men det største smil på læberne, hvad er der galt med den dreng sad det smil fast på hans læber?

”Hvad du hvor hun er gået hen, for jeg vil godt hjem” spurte jeg og så hen på ham igen. Han rystede på hovedet og trak let på skulderen, nu siger han heller ikke han er dum som en dør. Han var en jubel glad idiot, dum som en dør, og linede en der havde siddet fast tatovør længe. ”Der er ikke noget at være bange for, fald lidt ned. Kom lad os for noget at drikke, det kan godt tage lang tid før de er tilbage” sagde han og tog min hånd i hans og gik ud i køkkenet, før jeg nåde at sige noget.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...