De sorte mænd

Da Emily var to gammel, blev hendes far skudt af De Sorte Mænd, elle sagde at det var en fejl. Emily har nu sat sig for at finde ud af hvorfor de tog fejle, hvis det over hovedet var en fejl. Det er midt i eksamens tiden. hun har altid været en dygtig pige i skolen, men på det sidste er det ned af bakke, og hendes snit ligger under gransen. Hun ved udenmærket hvad konsekvenserne er vis hun ikke består eksamenerne. For så kommer De Sorte Mænd efter hende.

15Likes
60Kommentarer
2766Visninger
AA

20. Lad mig være i fred!

 

”Har du pakke det hele skat?” det måtte være 10 gang min mor spurte om det, ”Ja det har jeg mor!” sagde jeg og sukkede, hvornår lærte hun jeg ikke var 10 år længer, jeg kunne godt klare mig selv! ”Jeg er ikke en lille pige mor, du behøver ikke spørge mig om det, jeg har styr på det” afsluttede jeg og svang mig taske over skulderen og grab mine bilnøgler, for ja jeg har en bil. ”Du vil altid være min lille pige.” sagde hun og trak mig ind i et tæt kram. Nogle gang kunne det godt blive lidt for meget, men jeg elsker hende jo. ”Vi ses skat, pas nu på dig selv” sagde hun kærligt men bestemt og kyssede mig på panden.

 ”Det skal jeg nok, vi ses” og med de og smuttede jeg ud af døren. Jo hurtigere jeg kunne komme hjemme fra, jo hurtigere kunne jeg komme til at se Zayn, som jeg savende helt vildt. Jeg låste min bil op, og hoppede let og elegant ind i den, eller så elegant som jeg nu kunne være, hvilket ikke er meget. Jeg ville ikke kunne liste mig ind på en døv mand. Jeg startede bilen og trilede ud af indkørslen. Det skulle nok blive en god dag, jeg kunne mærke det.

Jeg var i godt humor, jeg sang med på snagende i radioen og smilede til alle modkørende. Jeg så ud af sideruden, og stoppede bart med at synge med på sange i radioen, den spillede bare videre i baggrunden. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra manden i jakke sættet, det var en af dem, en af de mænd der følger efter mig. Det var nu jeg ville finde ud af de fulgte efter mig, som jeg ved har jeg ikke gjort noget meget ulovligt. Eller havde jeg? Den aften med Zayn. Jeg frøs i sædet i bilen og strammede grebet om rattet, det kunne ikke passe, var de virkeligt efter mig?

Jeg drejede ind til siden, og satte kursen mod manden, jeg gik så hurtigt som jeg kunne, men mande gik bare væk fra mig, lige så snart, jeg kom tætter på. Jeg satte i løb fast beslutte på at spørger ham hvad fuck de havde gang i, jeg ville ikke lege den her leg længer. ”Hey stop!” råbte jeg højt, jeg var sikker på at alle kunne høre mig, men jeg var ligeglad lige nu.

Han hørte ikke efter det jeg sagde, han fortsatte bare i samme tempo, heldigt for mig løb jeg hurtigere end ham. Jeg lagde en hånd på hans skulder da jeg nåde op på side af ham. ”Hvorfor følger I efter mig helt tiden” sagde jeg og prøvede at få min vejrtrækning under kontrol.

Han vente jeg brat om og så på mig med hans kold øjne, det var ikke den samme mand med han linede den anden jeg havde set, eller de lindende hinanden elle sammen. Det var skrammeden nok i sig selv. Jeg så afvendende på ham, men han lindende ikke lige frem en der havde tænkt sig at sige noget. ”Hvad er der galt med jer, hvorfor følger i efter?” råbte jeg lige op i hovedet på ham, han rykkede sig ikke en centimeter, hans ansigt var lige så koldt os før. ”Så svar mig dog!!” jeg var virkeligt ved at få nok af de mænd, de skulle ikke følge efter mig.

”Drop den hårde fasede, og fortæl mig hvad i har gang i, jeg har ikke gro…” jeg blev afbrudt af min mobil der ringedei min lomme. Jeg så hurtigt ned og trykkede på ignorer opkald, jeg ville ikke snakke med nogle lige nu, jeg ville bare vide hvad fanden de havde gang i, nu! Jeg så op igen, og skulle lige til at råbe af ham igen, men han var væk, forsvundet ud i den blå luft. Var jeg virkeligt blevet sindssyge. Her stod jeg nu ude i en park, mere forvirret end før.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...