De sorte mænd

Da Emily var to gammel, blev hendes far skudt af De Sorte Mænd, elle sagde at det var en fejl. Emily har nu sat sig for at finde ud af hvorfor de tog fejle, hvis det over hovedet var en fejl. Det er midt i eksamens tiden. hun har altid været en dygtig pige i skolen, men på det sidste er det ned af bakke, og hendes snit ligger under gransen. Hun ved udenmærket hvad konsekvenserne er vis hun ikke består eksamenerne. For så kommer De Sorte Mænd efter hende.

15Likes
60Kommentarer
2788Visninger
AA

8. Jeg vil hjem nu!

 

Jeg havde siddet i noget der lindende tre timer, og er ved at være godt træt af matematik. Ja det var ikke den næste eksamen jeg skulle op til, men jeg ville godt være forbedret, for helt ærligt så er jeg ikke den bedste til matematik, så jeg startede tidligt med at læse op til matematik. Den næste eksamen jeg skulle op til var gymnastik, eller rater sagt jeg skulle op i løb. Det lyder rat nemt men det er det ikke! Det består af flere forskellige slasks løb; almindeligt løb 3 kilometer, og derefter 3 kilometer terrænløb som er den sværeste del af testen.

Jeg bladerede et side til i bogen. Okay jeg læser lige en halv time mere og så tager jeg er pause, sagde jeg til mig selv og sukkede dybt. Jeg var seriøst ved at blive træt af Pyhagoras læresætning, hvad fanden skulle man også bruge den til, den gav alligevel ingen mening. Jeg læste det kapitel om plangeometri lidt hurtigt, for det haler jo kun om Pyhagoras.

Min mobil ringede lige ved siden af mig, hvilket gav mig det sygsete sjok. Jeg slap hurtigt den bog jeg sad med og tog mobilen, hvor jeg så Josephines nummer lyse op. ”Hey Fine” sagde jeg glad, jeg var lykkelig for at slippe for matematikken i to minutter. ”Hej søde, hvordan går det med at læse op?” spurte hun, jeg kunne godt høre på hende at det ikke var det hun ville vide. ”Jeg sider midt i det nu, så tak for at rede mig fra at kede mig ihjel!” svarede jeg.

Jeg rejste mig fra skriveboret og satte mig op sengen i stedet for, jeg sukkede dam jeg satte mig ned. ”hvad så er du træt?” spurte hun og grinte lidt af mig. Hun må have lagt mærke til mit lille suk. ”Ja lidt” savrede jeg, hvilket var rigtig jeg var træt at matematik. ”Okay, men vis du ikke er for træt ville jeg spørge om du ville med du om løbe en tur” sagde hun. Hun skulle også op til gymnastik eksamen, så hun skulle også træne. Vi løb faktisk tit sammen, bog have vi bække to travlet lige nu, så vi har ikke rigtig haft så meget tid til at løbe. ”Det vil jeg godt. Hvor skal vi mødes henne?” spurte jeg. ”Vi kan bare mødes i parken og en halv time.” sagde hun.

Jeg fik sagt farvel til Josephine, og gik hen for at finde mig løbetøj frem, og hoppede i løbe bukserne, de sad rat god til, men gør alle løbe bukser ikke også det? Jeg satte mit hår op i en hestehale, og lod den falde ned af min ryk.

Jeg gik ud i gangen for at tage mine sko på, da jeg s min mor stå i børen ind til køkkenet, jeg smilede til hende. ”Jeg løber en tur med Josephine, vi ses” sagde jeg til min mor, hun smilede og nikkede. ”Du er hjemme før klokken ni, ik?” sagde hun og trak mig ind i et kram. Hun er lidt overbeskyttede, men det er jo fordi hun elsker mig. Det kunne godt blive lidt for meget nogle gange. ”Det skal jeg nok, mor” sagde jeg og trak mig ud af krammet, for at binde mine sko. Jeg kyssede hende op kinden, ”Vi ses” sagde jeg inden jeg lukkede fordøren, og gik ud af den lille sti som gik ud til vejen.

Jeg løb fordi det sted hvor Zayn satte mig af i går. Jeg huskede tydeligt hvad der skete, jeg kunne mærke varmen i min kinder, bare ved tangen om den måde Zayn havde kysset mig op, da han satte mig af.  Det lyder lidt underlig, men jeg savede ham allerede, for jeg havde jo kun kendt ham i en dag, men han havde gjort et stort indtryk. Hvorfor lige ham, hvorfor ikke bare en min mor ikke ville smide ud inden hun havde mødt ham?  

Vi have snakket og løbe et del på vej rundt i parken. Det var virkeligt rat at snakke med Josephine, det var alt for længe siden vi sidst havde snakket sammen. Vi fik snakket alt igennem, og når jeg siger alt mener jeg alt. Vi snakkede om alt fra at jeg ikke havde pænt undertøj, til at hun godt kunne lide Brenton. Jeg er ret sikke på at hun er forelsket i ham. Hun er ikke den der forelsker sig nemt, så når hun er forelsket har hun svært ved at skjule det, og specielt for mig.

Brenton er sikkert en fin fyr, men det er hans omgangskras ikke! Og de stede han kommer ikke. Det er det samme dem Zayn, ja han er sød, men det kan aldrig blive til noget seriøst. Jeg er mere til fyre der holder sig inden for loven, og ikke risikerer at for sig selv slået ihjel hvert minut. Men der er alligevel noget spænede ved ham, noget mystisk jeg ville vide mere om. ”Hvad tænker du på” spurte Josephine, og rev mig ud af mine tanker.

”ikke noget. Vendt lige jeg skal lige binde mine sko” sagde jeg og stoppede op, så jeg skulle få båndet mine sko. Hvorfor var det også lige at hun kunne læse mine tanker, det kan godt være lidt irritere, hørte du så det? ”Du skal ikke lyver for mig, hvad er det?” spurte hun og så ned på mig, som kæmpede med snørebåndende.

Jeg fik hurtigt båndet dem, og rejste mig op igen. Jeg sukkede, ”Okay jeg tænker bare på at de –Zayn og Brenton- ikke er nogle man ikke buret være sammen med, de er jo ikke lige frem to af guds bedste børen, vel?” sagde jeg og satte igen i løb, og kom op på siden af Josephine igen. ”Og hvorfor så ikke det?” spurte hun lidt hårdt. Jeg viste godt at hun kunne lig Brenton, så jeg bude nok ikke tale grime om ham når hun også var der, men vis jeg ikke sagde noget hvem skulle så få lidt fornuft ind i hendes hoved? ”Fordi jeg godt elsker dig, og jeg ikke ønsker at du skal ende med at få en advarsel mere. For hvis du er sammen med ham ender det ikke godt.” sagde jeg.

 Hun så ned i jorde imens hun løb, som om hun tænkte på et eller andet, jeg lagde en hånd op hendes skulder. ”Kunne du ikke godt lige Zayn, eller tager jeg helt fejl? Brenton er en god fyr, det er dem han omgås der er problemet” sagde hun og så igen på mig.

Jeg skulle lige til at åbne munden da jeg hørte et skud tæt op, jeg for sammen, det samme gjorde Josephine. Vi så på hinanden, og satte bække i løb væk fra skuddet. Det lød til at komme her fra parken, hvem skyder i en park om aften? ”hvad sker der” spurte hun og hev efter været. Jeg rystede på hovedet, og dejede mit hoved så jeg kunne se på hende i øjende. ”Det ved jeg ikke, men vi må komme væk her fra hurtigst muligt.” sagde jeg og drejede rundt om et hjørne da jeg hørte et skud mere, det var heldigvis lige længer væk denne gang, men vi satte alligevel tempoet lidt op. ”Jeg tror det er De Sorte Mænd” sagde hun og tog min hånd, og løb ud igennem loven til parken. Hun havde sikkert rat.

Mit hjerte hamrede som en gal i mit bryst, da vi løb ned af gaden. Jeg brød mig ikke om tanken, om at De Store Mænd rendte rundt i parken og skød folk. Jeg ved godt de ikke skyder tilfældige mennesker, men jeg stoler ikke lige frem på dem. ”Kom med her ind! Sagde jeg forpustet, og rap fat i Josephines arm. Vi løb rundt om et hjørne, om førte ind i en gyde.

Jeg stoppede op inde i gyden. Det var en gyde lige som alle andre, der stod et par skraldespande, og så lugtede der lidt af katte tis, hvilket var rat klamt. Jeg lænede mit hoved op af muren, og trak vejet helt ned i maven for at prøve at slappe lidt af i kroppen.

Jeg vågende lidt op da en lage en hånd på min skulder, jeg så til min højre side, hvor Josephine stod og så hen i hjørnet af gyden. Jeg fulde hende blik, men kunne ikke sen andet end en mørk blå skraldespand. ”Hvad ser du på” spurte jeg og så tilbage på hende. Hun rystede lidt op hovedet og så mig i øjnende i stedet. Hun linde en der havde set er spøgelse. ”Jeg troede bare lige at der var en henne i hjørnet. Skal vi ikke bare se at komme hjem, jeg kan ikke lig det her sted.” sagde hun og rystede igen på hovedet, som om hun prøvede at ryste tanken ud af hovedet.

”Du kan bare gå hjem, jeg vil lige se om der er en der har brug for hjælp” sagde jeg. Jeg tog et par skridt hen mod hjørnet. Jeg har altid lært at man skal hjælpe andre mennesker, også selv om man ikke kender dem. ”Jeg bliver sammen med dig, jeg vil ikke lade dig være her ud alene og aften” sagde hun og gik også der hen. På en måde lød hun lidt som min mor lige der.

Lige da hun havde sagt det, kom der en svag hosten henne fra hjørne. Okay der var helt sikkert en der henne, og han eller hun havde brug for hjælp, nu! Jeg løb hurtigt der hen, og tog fat i den store skraldespand som stod i vejen, jeg prøvede at hive den væk men den var for tung. ”Kan her hen og hjælp mig, der sider en bare skraldespanden.” hun nikkede og gik hen til mig, ”Det skal jeg nok, men det er en container” sagde hun og grinte lidt mig. Det er så typisk hende at rette på mig, vis jeg fx sagde ligge i stedet for lægge, men hvem kom også lige huske det, ikke mig!

Hun tog fat i containeren, og vi fik flyttet den med lidt besvær. Jeg gik bage ved containeren, og så en ung man ligge på jorden med hoved ned mod jorden. Hvad fanden var der sket her? Han linde en der var blevet smit om bagved, får at komme af med ham. Det måtte ikke være fordi han selv havde valgt det. ”Hvad skal vi gøre med ham” spurte Josephine, hun havde tage et skridt tilbage, for ikke at komme for tæt på ham. Ham kunne jo ikke lige frem skade nogle i den tilstand.

”Vi kan i hvert fald ikke lade ham ligge her i den tilstand” sagde jeg og satte mig ned til ham. En skarp lugt ramt mig da jeg kom helt ned til ham, jeg kendte det lugt, og sidst jeg stifrede bekendtskab med den, var jeg væk i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg lagde en hånd på ham skudt og rykkede lidt i ham, for at se om han var i live. ”Er du okay?” spurte jeg og rykkede lidt hårdere i ham for at får ham til at vågen. Han hostede en gang, og satte hænderende om jorden. ”Bare lad mig være!!” sagde ham med en meget hæs stemme, han hostede igen og faldt tungt til jorden igen. Jeg kendte den stemme…  

Undskyld for det korte kapitel, men jeg har ikke haft tid til at skrive, her på det sidste. Det kommer heller ikke nogle kapitler i næste uge, for jeg skal til Prag men min skole, hvilket jeg glæder mig til. 

Hvad fanden var der sket med ham? Han lå bare der helt hjælpeløst op jorden da jeg kom. Jeg tog fat i hans skulder, og ruskede lidt i ham igen, for at får ham til at vogne, men han reagerede ikke. Han hostede bare en gang mere, og faldt sammen op jorden igen. Hvad skulle jeg stille op, jeg kunne jo ikke lige frem tage en fremmet mand med hjem.

”Hvad skal vi gøre med ham?” spurte Josephine, og satte sig ned til mig ved siden af manden. ”Jeg ved det ikke, vi skal først finde ud af hvem det er og hvor han bor, så han kan komme hjem.” sagde jeg. Det ville være bedst for ham at komme hjem. Det sidste jeg ville gøre var at ring til De Sorte Mænd, selv om det var dem man skulle ringe til vis man havde et problem. Men jeg viste uden mærket godt hvad de ville gære ved ham vis de fandt ham. De ville bare skyde ham op stedet, bare fordi han var påvirket af alkohol, da det er strengt forbudt.

”Kan de ikke hjælpe mig med at vende ham om?” spurte jeg Josephine, hun nikkede og så ned på ham igen. Jeg tog fat i hans hofte og Josephine i hans skulder, ”klar?” sagde jeg, og så ned på ham, hun nikkede, og strammede sit greb om ham ” 1… 2… 3… nu!” sagde jeg og vi fik vendt ham om så vi kunne se på ham.

Jeg var næsten ved at vælte bagover da jeg så hvem det var, Zayn. Hvem kunne gære sådanne noget ved ham, og så bare lade ham ligge her? Jeg lænede mig ind over ham, og lagde begge mine hænde på hans skulder, så jeg sad halvt ind over ham. ”Zayn… vågen op!” råbte jeg og ruskede i ham, han åbnede øjende lidt, men lukkede dem hurtigt igen. Jeg kunne tydeligt se at ham var påvirket af et eller andet – som helt sikkert var ulovligt, hans pupiller var helt store og fyldt næsten hele øjet.” Hvad er der sket?” råbte jeg nærmest ind i hovedet på ham, og prøvede desperat at for liv i ham.

En hånd lagde sig på min skulder. Jeg så op på Josephine som sad dag mig. Jeg tørrede en tår af min kind, og rustede op hovedet da jeg så på hende igen. Hvorfor lige ham? Han har været så sød i mod mig, han har ikke fortjent det. ”Hey slap lidt af, det hjælper ikke at råbe at ham. Vi må få ham væk her fra, inden der kommer nogle” Sagde hun. Hvornår var hun blevet den der tog det roligt og var fornuftig. Zayn hostede en gang da han prøvede at sætte sig op på albuerne, min opmærksomhed faldt hurtigt tilbage på ham. ”Kan i ikke bare lade mig ligge i fred, jeg har ikke brug for et par små piger” sagde han vredt, han faldt lidt tilbage da hans ene arm faldt sammen, og han kun støttede på den ene arm.

”Holdt lige kæft engang Zayn. Hvem af os bor tættes på, for så må vi slæbe ham der han.” spurte hun. Det måtte være mig der boede tættes på, der var omkring 500 meter, og omkring 800 hjem til Josephine. ”Okay så må vi får ham hjem til mig, så må jeg sove op gulvet, for jeg har ikke lyst til at sove med ham i den tilstand.” sagde jeg og hentydede til Zayn. ”Hjælp mig lige med at løfte ham op” sagde jeg til hende, og bukkede mig ned til ham igen. Jeg tog fat omkring hans brystkasse men min arm. ”Jeg kan godt selv gå ” sagde Zayn surt og prøvede at rejse sig op, jeg var dog nød til at hjælpe ham men ad komme op at stå.

Jeg fik ham op at stå med lidt hjælp fra Josephine. Han støttede sin vægt på mig så jeg var ved at vældet, ”Hjælp mig lidt her” sagde jeg til Josephine, hun kom hurtigt hen til mig og tog fat under hans anden arm.

***

Da vi kom hjem til mig, hvilket tog rat lang tid, for Zayn var rat tung, og kunne ikke rigtigt gå selv, so vi måtte løfte/ bære ham det meste af vejen hjem. ”Kan du ikke holde ham mens jeg låser børen op” spurte jeg Josephine, hun nikkede og tog godt fat i Zayn for at holde ham oppe. ”Jeg kan altså godt stå selv” sagde Zayn. Hele vejen hjem blev han ved med at sige at han selv kunne gå, men lige så snart vi slap ham lidt var han ved at vælte. Jeg rodede i min taske for at finde min nøgle. Jeg fandt den og fik låst døren op, og gjorde tegn til at de skulle være stille. Min mor ville ikke være glad for at jeg tog en fremmet fyr med hjem, som jeg havde samlet op på gaden.

Jeg trådte ind i gangen, og fik mine egne sko af, Josephine fik hevet Zayn med ind i gangen. ”Jeg tager den her fra, kom godt hjem.” sagde jeg til Josephine, og gav hende et hurtigt kram. Men lige i det hun kramende mig faldt Zayn til jorden, da hun ikke havde fat i ham. ”Undskyld. Vi ses søde, pas godt på ham” sagde hun og gik ud af børen. Jov tak det må du godt nok sige, det her kræver meget mere end hel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...