De sorte mænd

Da Emily var to gammel, blev hendes far skudt af De Sorte Mænd, elle sagde at det var en fejl. Emily har nu sat sig for at finde ud af hvorfor de tog fejle, hvis det over hovedet var en fejl. Det er midt i eksamens tiden. hun har altid været en dygtig pige i skolen, men på det sidste er det ned af bakke, og hendes snit ligger under gransen. Hun ved udenmærket hvad konsekvenserne er vis hun ikke består eksamenerne. For så kommer De Sorte Mænd efter hende.

15Likes
60Kommentarer
2757Visninger
AA

7. indkaldt til samtale

 

Jeg lukkede døren ind til det lokale hvor jeg var til eksamen. Jeg så rundt på gange og fandt hurtigt Zayn, som sad og så ned på sin mobil. Hvorfor sad han er stadig, hvorfor var han ikke gået endnu, han havde da sikkert bader at lave end at side har og vente på mig. Solen ramte han hår og fik ham til at se så uskyldig og fredelige ud, men tatoveringerne på hans arme ødelage lidt billedet.

Han så op fra hans mobil og fangede mine øjne, så jeg var ved at blive væk i hans brune øjne. ”hvordan gik det, Emily?” spurte han og så bekymret på mig, da jeg hurtigt så væk fra ham. Hvorfor skulle han også lige spørge om det, jeg havde ikke lyst til at fortælle ham hvordan det gik, men han fortjente ligesom at vide det. En tår løb ned af min kind, hvilket hurtigt fik Zayn opmærksomhed. ”kom her, det skal nok gå” sagde han og rakte armene frem mod mig. Han trak mig ind i et tæt kram. Det var rat at mærke hans stærke arme omkring min lille krop.

 ”Jeg kunne ikke, gøre det.” sagde jeg i hans øre så det kun var ham der hørte det. Han trak sig let ud at krammet, så han kunne se mig i øjende. Han lage den hånd på min kind, og tørrede et par tåre af med sin tommeltot. ”Hør nu her, det skal nok gå” jeg ville gerne tro på det han sagde, men sådan var det bar ikke i virkeligheden, jeg var fortabt.

”Nej Zayn, det går ikke” sagde jag og gik et skridt tilbage fra ham, ”De vil indkalde mig til en samtale, på grund af det jeg skrev.” han så forvirret på mig, ”Hvad svarede du helt præcist til opgaven?” spurte han.  Jeg så ned på gulvet, jeg vist uden mærket at det ikke var godt, men jeg kunne ikke. Jeg lage han hånd i hans nakke for at trække ham ned til mig, han gav hurtigt efter og bøjede hoved ned til mig. Hvorfor skulle han også være så høj i forholdt til mig? ”Det samme som du svarende i din opgave” viskede jeg i hans øre, så ingen andre skulle høre det. Et let smil gled hen overhans læber. Hvorfor var han glad for det, jeg havde ødelagt alt for mig selv. ”Hvorfor er det go…” ”Emily du må god komme ind nu” afbrød min lære, jeg trak mig fra Zayn, og så undskyldende på ham, han nikkede bare og slap min hånd.

”Hvad laver du her Zayn?2 spurte min lære, og så forskrækket hen på Zayn, som smilede til hende. Døren ind til lokalet blev åbnet af en ælder man, han så ikke vider glad ud. Min lære tog mig hurtigt under armen, og trak min ind i lokalet igen. Kendte hun Zayn, og hvorfor var hun så bagen for ham. Ja han linede en der var stukket af fra politiet, men jeg tror ikke han er så hård som han fremstår.

Manden trak en stol ud til mig, jeg satte mig modvilligt ned. Hvad skulle af det påstyr også til for, jeg jo ikke lige frem trygt min lære på livet. Han satte sig ned på den anden side af boret. Han lagde armende på boret og lænedes sig frem ind overboret. ”Undskyld jeg havde helt glemt at præsentere mig selv” han rate en hånd frem til mig, som jeg tog imod, han have et fast grab hvilket skramte mig lidt. ”Jeg hedder Coriolanus, og du er Emliy Rudd ikke?” ”Hvorfor er jeg her, kan jeg ikke bare få mine kareter og så gå.” De så alle på mig, som om jeg var blevet gal. Ja det var jeg måske også, men det kunne de da ikke gøre noget ved. De opførte sig som om jeg var en eller anden forbryder der var på fri fod, og ville slå alt og alle ihjel. ”Du ved uden mærket godt vad vi skal snakke om unge dame. Og du skal ikke svare igen.” sagde han og slog hånden ned i boret. Jeg lænede mig tilbage i stolen, det her tydede ikke godt. Hvis min mor får det at vide flår hun hovedet af mig, hun vil blive sur og skuffet. Så var det beder at side her ind at skuffe min mor.

”Hvorfor skrev du det i din stil, det var jo ikke ligefrem det der var opgaven vel.” spurte han og så anklagende på mig. Jeg kunne ikke fortælle ham hvorfor jeg gjorde det, for jeg var ikke klare over det selv. Ud over at jeg ikke kunne skrive noget positivt om vores samfund, det var i hvert fald ikke noget jeg kunne stå indenfor og det var stik imod min principper. ”Er du godt klar over du ikke er den første, der har skrevet fuldstændig det sammen i deres stil. jeg havde ikke troredet det af dig, Emily.”       

Jeg sad som et stort spørgsmålstegn om gloede på mande, som jeg ikke kunne huske hvad hed, men det var også lige gyldig. De havde beskyldt mig for at være med i en eller anden oprørsk gruppe, der ville gøre oprør mod samfundet, og den måde det var styret på. Jeg sagde selvfølgeligt at jeg ikke var med, og ikke viste noget om den, men de troede ikke på mig. Men hvorfor skulle de også det? For dem var det indlysende at jeg var medlem af den gruppe, hvorfor skulle jeg ellers have skrevet det i min stil. Jeg var jo ikke medlem af det, men på en måde var jeg enig med dem, men det ture jeg ikke at sige højt. Selv om det var lige præcis det jeg have gjort.

Det var også Zayns skyld, det var ham der havde planet den dumme i ide i mit hoved. Var han med til det her, har han opfordret andre til at gøre det.

”Lad nu være med at spille dum, og svar på min spørgsmål, Emily. Hvor kende du Zayn fra?” spurte han, og bakkede sin hånd end i boret, så et per blyanter faldt ned på gulvet. ”hvis jeg fortæller dig det lader du mig så gå?” han nikkede og så afvende på mig. ”okay, han er en af mine venners venner. Han er her kun fordi han hjalp mig med at kommer her, fordi jeg var ved at kommer for sent” sagde og rejste mig op fra stolen. Nu ville jeg fandeme være nok, jeg tror jeg havde sat der inde i en halv time, og ville jeg bare ud. Jeg kunne ikke holde det ud.

Jeg viste ikke om jeg skulle være sur på Zayn, han sagde jo ikke at jeg skulle skrive det, og det var jo også min egen ide at gøre det. Jeg havde godt nok ikke kendt Zayn i lang tid, men jeg vidste at hen ikke var en af guds bedste børen, men jeg troede ikke at han ville gøre oprør på den måde. Jeg flåede døren op, og så rundet på de andre elever der ventende på at komme ind i til eksamen, de kunne bare vendte sig. Jeg hilste på en fra min klasse ad han blev kaldt ind, stakkels dreng, han hader samfundsfag.

Til min overraskelse sad Zayn stadig og ventede på mig, han fik øje på mig og smilede over hale frem øren. Jeg så bare ned i gulvet. Han gik hen til mig, så han stod lige foran mig, han lagde to finger under min hage og løftede mit hoved op så jeg så ham i øjnende. ”Hvad sagde de der inde, var det slemt.” spurte han. Skulle jeg sige at de nærmest afhørte mig, om jeg de troede at jeg med i en eller anden bande. Lige nu havde jeg virkeligt bare lyst til at kommer hjem og prøve at glemme det hele. ”De ville bare snakke med mig, om det jeg havde skrevet i min stil.” sagde jeg, det var ikke løgn min heller ikke hele sandheden. Jeg have ikke lyst til at fortælle ham det, jeg havde ikke kendt ham i rat langt tid , og hvorfor skulle han også vide det, det var jo ikke hans problem.

”Vil du ikke køre mig hjem, jeg har virkeligt brug for at sove, jeg har det ikke godt” Se det var helt rigtigt, jeg havde det dårligt. ”Ja selvfølgelig vil jeg det, hvor bor du?” spurte han og aede min på kinden. Jeg kunne godt lige den måde han var på overfor mig, han var rigtig sød. Det var et par huler, eller rater sagt var der mange, der var så mange spørgsmål jeg ville stille ham, men hvorfor, jeg vidste at når han hade afleveret mig der hjemme, ville det være sidste gange jeg så ham. Jeg havde ikke noget til fælles med ham, vi var som vand og ild, vi passede ikke sammen op nogen måde.

Jeg fik fortalt ham hvor jeg boede, så han kunne køre mig hjem. Turen hjem var maget stille, det var kun lyden af motoren, der brød stilheden. Jeg har altid godt kunne lig stilhed for der var der tid til at tænke over alt. Zayn stoppede bilen på den anden side af gaden –lige overfor mit hus. Jeg klikked selen op, og hoppede ud af bilen, det var virkeligt en flot bil, hvordan havde råd til den, havde jeg ingen ide om. Jeg lukkede bildøren i, og Zayn kom til syne bag døren, ham smillede at til mig, og lagde armende omkring min hofter, og trak mig ind til ham. Jeg lagde mine hænder på hans skuldrer, for ikke at falde ind i ham. Jeg var nød til at ligge nakken lidt tilbage for at kunne se hans ansigt, hvorfor skulle jeg også være så lav.

”jeg er glad for at have mødt dig, Emily. Jeg håber vi kan mødes en dag.” sagde han og strammende samtidig grebet om mig. Han lænenden sig ned, så han slæber blidt rørte mine i et let kys. Det var godt han havde så godt fat i mig, for ellers ville jeg være faldet. Jeg lagde en hånde om hans hakke, og krølled min finger ind i hans hår, så han gav et lille støn mod mine læber. Hans tunge slikkede let mod mine læber, for at få adgang til min mund. Jeg kom hurtigt til fornuft, og trak mig fra´ham, jeg kunne ikke stå her og kysse med ham, jeg kendte ham jo ikke. Men jeg havde virkeligt lyst til at fortsætte, men jeg kunne ikke. ”Jeg .. jeg skal også til at ind inden min mor bliver bekymret” det var hun nok allerede. Han gav mig et sidste kys på kinden og slap sigt grab om mig. 

Jeg gik med faste skridt hen mod døren. jeg trykkede håndtaget ned, og gik ind i gangen, smede min sko i gange og gik ind på mit værelse. Jeg ville for alt i verden undgå at se min mor i øjnende lige nu, jeg hed ikke lyst til at for tælle hende at jeg kun fik 02 i samfundsfag, og da slæt ikke hvorfor. Jeg var virkeligt på røven mit snit var faldet til 5,4 hvilket betyder undergransen.

Jeg ved ikke hvad der er sket med mig, jeg plejede at være god i skolen. I de små klasse var jeg den der have det højeste snit i klassen, alle så op til mig, og ville være lige så god som mig. Jeg elskede at gå i skole, men de sidste på år er det virkeligt gået ned af bakke. det er som om, jo tætter vi kom på eksamen jo dårligere gik det for mig, jeg var jo ikke bange for eksamen, bare lidt nervøs, men ikke mere end alle andre er. Hvordan kunne det så gå så dårligt for mig.

Her på det sidste har jeg tænkt meget på min far, og hvordan han døde. Der er ikke en rigtigt forklaring på hvorfor de skød ham, der er kun løse rygter, og ingen af dem giver mening. Jeg har været opsat på at find ud af hvordan han døde, for mig er det ikke nok med de løse farklaringer vi har fået. Jeg vil have rigtigt svar. Der er så mange huler i samfundet, og min fars død er en af dem. Der må være en grund til at de ikke vil fortælle hvordan han døde.

Jeg lagde mig ned på sengen, med min mobil på mave, og prøvede at slappe af i kroppen. Min mobil ringede, hvilket kilede en hel da den jo læge på min mave. Jeg tog den op for at se have det var, Josephine. Det var faktisk længe siden jeg havde snakket med hende, taget i betrækning af at vi pejler at snakke sammen hver dag. sidste gange jeg så hende var hen ved Brenton, og det skulle jeg entenligt også snakke med hende om.

”Hey det er Emily” sagde jeg og satte mig lidt op i senge. ”Hey søde hvordan går det?” spurte hun med en glad stemme, hun er sådanset altid glad. ”Det går fint. Men jeg har lige noget jeg ville spørge dig om først.” sagde jeg. ”Hvad så?” hvor dan skulle jeg sige det uden at lyde sur? ”Hvorfor gik du bare med Brenton, jeg se dig ikke rasten af aftenen, og hvor blev de af til min eksamen? jeg var bekymret for dig hele aften. Jeg vågnede op hjemme ved Zayn, og fandt ud af at jeg skulle til eksamen, som jeg havde glemt alt om.” sagde jeg og ventede på et svar fra hende. Det med at jeg var bekymret for hende var lidt løgn, for jeg var rat optaget af Zayn.

”jeg var sammen med Brenton, og så glemte jeg alt om dig, det må du virkeligt undskylde” sagde hun stille. Hvad fanden havde hun lige gang i, hun kende ham jo knap nok. Det linden virkeligt ikke hende, at gøre sådanne noget. ”Betyder han mere for dig, end at støtte din bedste vinende til hendes eksamen, som hun i øvrigt dumpede.?” Sagde jeg måske lidt for hårdt til hende. Hun blev stille, vad havde jeg gjort? ”Undskyld, undskyld søde. Det var ikke ment på den måde, jeg har virkeligt en dårlig dag. ” Sagde jeg og prøvede at overbevise hende om at jeg var ked af det.

”Du skal ikke undskylde, jeg skulle aldrig have taget dig med ud til Brenton, eller havde efter lagt dig sammen med Zayn, undskyld. Det gør mig virkeligt ondt at du dumpede til eksamen, hvordan har du det? Hvordan kunne det ske for dig?” sagde hun, hun lød som om hun var ked af det, det havde hun virkeligt ingen grund til, det var min skyld. ”Jeg han det ikke godt med det, men sådan det er nu og jeg kan ikke gøre noget ved det, jeg lavede bare en stor fejl.” sagde jeg og kigge ud af vinduet, og så en bil køre ind af indkørslen, min mors bil.

”Har du fortalt din mor det?” spurte hun, som om hun kunne læse min tanker. ”Nej det har jeg ikke. Hun er lig kommet hjem. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til hende.” sagde jeg stille, jeg kunne høre min mor ude i gangen. ”Jeg ved sku ikke hvad vad du skal gøre.” sagde og sukkede. Jeg så hen mod døren, håndtaget blev trygget ned om min mor kom ind af døren. ”Jeg er nød til at smutte nu, men vi snakkes søde” sagde jeg, og så hen på min mor hun smillede forsigtigt til mig. ”Ja det gør vi ses.” sagde hun.

Min mor trådte ind af døren med et smil planet på læberne, men det forsvandt dog hurtigt da hun så hen på mig. Jeg var sikker op at hun kunne se at der var noget helt galt, vi var som søskende, vi kante hinanden ud og ind, det var rat men kunne også blive lidt træls i længen. Jeg rykkede lidt så hun kunne side ned på sengen ved siden af mig. Okay så er det nu du skal sige det til hende tænkte jeg, kom nu tage dig sammen.

”Ved du hvad der er sket?” spurte jeg stille og så ned på gulvet. Vis jeg sat overfor en vild fremmet kunne jeg bare sætte en hård facade op, som de ikke kunne skyde igennem. Jeg havde altid fåret af vide af min mor at jeg var mester til skuespil, og det er jeg også. Men ikke overfor med folk jeg kander godt og elsker. Og hvorfor skulle jeg også gøre det overfor min mor, hun kan se lige igennem. Normalt var jeg bare hende den pæne pige som sad henne i hjørnet, og lavede sine ting. Der er nok også det bedste, men det er ikke det jeg vil, jeg vil frem i verden, men det krævede lige at jeg klarede skolen først, hvilket jo ikke gik som smurt.

”Nej ikke ud over at du sov hjemme ved Josephine, og var til eksamen i dag og hvordan gik det, du desto ikke?” jeg rystede på hovedet, hun så bekymret på mig og lagde en hånd på min skulder. Hold op jeg skulle takke Josephine for at lyve overfor min mor, om at jeg sove ved hende, og ikke bare sagde til hende at jeg var ved Zayn. Jeg trorede ikke lige frem at hun ville være glad for at møde ham, hun mener sikkert at hen ikke var min type, og det er han heller ikke.

”Okay så stater vi der.” sagde jeg og sang den store klup det havde sat sig i halsen på mig. Hun nikkede og så afvende på mig. ”For det første dumpede jeg min eksamen i samfundsfag, ja jeg ved godt at jeg kunne have bestået, vi jeg bare havde skrevet det de godt ville høre. Men det gjord jeg ikke, jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg skrev… skrev..” jeg holdte en pause, for at trække vejeret, jeg sange klumpen i min hals. ”Jeg skrev kun et ord, Forfærdeligt. Det var alt jeg skrev. Jeg ved godt det er forkert, men jeg kunne ikke. Alt havde i tankerne var far. Hvordan kunne det ske? Og det er ikke det værste der skade. Kort efter blev jeg ind kaldt til en samtale, for at forklare hvorfor jeg skrev det jeg gjorde. Jeg sagde naturligvis ikke noget om far. De spurte om jeg var med i en eller anden oprørsk gruppe der var ude på at skade samfundet, jeg prøvede at forklare dem at jeg ikke havde med noget gøre, men de ville ikke rigtig høre på mig. Og bare rolig mor jeg er ikke med i den gruppe.” sagde jeg og at få styr på mig selv igen.

Min mor lagde en arm omkring mig, og holdte mig tæt ind til sig. ”Du må ikke være sur på mig, undskyld.” sagde jeg og lagde mit hoved tætter ind til hende. ”Det er jeg heller ikke, men du må love mig ikke at gøre det igen, jeg vil ikke miste min eneste datter, som jeg elsker højder end noget her på jorden.” sagde hun og så på mig med et vendeligt blik, hvordan kunne hun være så forstående overfor det? ”jeg elsker også dig mor. ”sagde jeg, hun fortjente virkeligt at vide det, for hun var den person jeg elskede allermest i verden. ”Vil du høre den hemmelighed?” spurte hun og satte sig op og lod sin hånd ligge på min skulder. Jeg nikkede bare som svar, og så op på hende igen. ”Din far skrev fulstendig det sammen i sin stil, til hans eksamen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...