Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
402Visninger
AA

11. #9

"Det var på tide, du fandt ud af det," sagde Bill. "Du var slet ikke sur på mig."
 "Hvilken form for tankelæsning bruger du?" spurgte jeg og lænede mig tilbage i sofaen med et suk.
 "Den form, der kun findes mellem meget tætte venner," svarede han med et smil.
 "Ha ha," mumlede jeg sarkastisk.
 "Vi var da virkelig tætte engang," sagde han. "Og vi kunne blive det igen, nu hvor du endelig har fundet ud af, at der ikke er nogen grund til at være sur på mig."
 "Det tror jeg så ikke, vi kunne."
 "Indrøm det, Lilly. Ellers tager jeg din fjernbetjening," truede han.
 "Du rører ikke min fjernbetjening!" råbte jeg.
Han grinede og rakte sine hænder op over hovedet.
 "Jeg mener det," surmulede jeg. "Den er helt uundværlig."
 "Sikkert. Men det er jeg også."
 "Dig?" grinede jeg. "Hvorfor det?"
 "Tjo, jeg har for eksempel lige reddet dit liv," sagde han.
 "Du skiftede bare pæren i en af mine lamper, Bill."
 "Det betyder også en hel del for dig."
 "Ja ja," sagde jeg.
Så sad vi lidt i tavshed, men jeg vidste, at Bill ville spørge om noget. Jeg kunne se det på hans ansigt.
 "Hvordan var der på børnehjemmet?" spurgte han.
 "Fyldt med børn i alle aldre," svarede jeg.
 "Men de behandlede dig ordentligt, ikke?"
 "Børnene? Jo da. Jeg fik faktisk mange venner der," sagde jeg. Jeg lod en mindre detalje blive i munden, men han gennemskuede mig som altid.
 "De voksne. Hvad gjorde de ved dig?" Han så bekymret på mig.
 "Det var kun én af dem," sagde jeg for at glatte det lidt ud.
 "Hvad gjorde han?"
 "Ikke noget særligt," løj jeg.
 "Helt ærligt, Lilly," sukkede han.
 "Okay, okay," mumlede jeg. "Han misbrugte mig. Men du skal ikke tage det så tungt, Bill. Det er jo lang tid siden."
 "Han misbrugte dig, og så siger du, at jeg ikke skal tage det så tungt? Du er utrolig," halvvejs råbte han.
Jeg bed mig i læben og så ned.
 "Undskyld," sagde han så. Han satte sig helt hen ved siden af mig og strøg forsigtigt en hånd ned gennem mit filtrede hår. "Undskyld. Jeg mente det ikke på den måde. Jeg bare ked af, at du har skullet leve med den idiot."
 "Det er okay," sagde jeg.
 "Nej, det er ej. Vil du gerne fortælle mig lidt om det, eller?"
 "Tjo," jeg trak på skuldrene, "nu er der jo ikke så meget andet at sige."
 "Er du jomfru?" spurgte han. "Altså var det sådan noget, han gjorde? Eller slog han dig?"
 Jeg sukkede og dunkede mine fingre mod sofabetrækket i en fast rytme, indtil han lagde sin ene hånd over for at få mig til at stoppe. "Han begyndte et par dage efter, at jeg kom på børnehjemmet for første gang," fortalte jeg. "Han slog mig. Jeg havde mange blå mærker. Jeg var kun tolv år, så han ville ikke bruge mig seksuelt - så meget hjerte havde han da. Men jeg blev der, til jeg var sytten. Da jeg var femten, startede han med at kysse mig. Jeg slog og sparkede ham, men han havde gode reflekser. Undveg altid. Jo mere jeg gjorde modstand, jo mere elskede han det. Så begyndte han at røre ved mig. Trak min bluse af. Jeg hadede det. Men jeg vidste også, at hvis jeg skreg, ville han hævne sig. Så jeg lod være. En enkelt gang råbte jeg ad ham. Så truede han med, at han ville komme op på mit værelse om natten."
 "Gjorde han så det? Kom op til dig altså."
 "Nej," sagde jeg. "For jeg undskyldte, og resten af personalet havde ikke hørt mig."
 "Nå," sagde han.
 "Men jeg er altså jomfru. Min bedste veninde bankede på døren ind til mit værelse to gange, hvor han var lige ved at ... ja. Men han nåede i hvert fald ikke at få det gjort, inden jeg en dag sparkede ham og benyttede hans svaghed til at spæne nedenunder og fortælle det til de voksne. De troede på mig. Siden den dag har jeg aldrig set ham."
 "Så politiet fik ham?"
 "Det regner jeg med."
 "Godt," sagde han. Og lidt efter: "Sådan en idiot. Jeg håber, han rådner op i Helvede.
 "Slap nu af," sagde jeg.
 "Nej. Han fortjener slet ikke at leve, og jeg vil hellere end gerne være den, der dræber ham."
 "Jeg er træt," sagde jeg. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om ham.
 Bill så kort på mig og gav min hånd et lille klem. "Så gå i seng. Jeg sætter kopperne i opvaskeren."
 Jeg smilede. "Tak. Godnat."
 "Godnat."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...