Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
400Visninger
AA

10. #8

Jeg kunne høre døren gå op gennem husets papirtynde vægge, og jeg tog mig selv i at ryste af skræk, selvom jeg godt vidste, at det bare var Bill. Hans lette skridt lød forskellige fra rum til rum, da gulvbelægningen ikke var den samme, og mod trægulvet ude i gangen lød det virkelig uhyggeligt. Han havde ikke sko på, kunne jeg høre.
 "Det er bare mig," sagde han smilende, da han åbnede døren ind til soveværelset. Han havde to pærer i den ene hånd, og han så kort op på lampen i loftet, inden han besluttede sig for, hvilken pære der skulle i.
 "Siden hvornår er du blevet elektriker?" spurgte jeg.
Han trak på skuldrene og skruede den gamle pære af lampen. Han skruede den nye på og tog fjernbetjeningen fra natbordet. Han trykkede på den grønne knap, og lyset tændte.
 "Jeg fortjener da virkelig en medalje," grinede han og så ned på mig.
 "Sådan nogle er jeg desværre ikke i besiddelse af," sagde jeg. "Du kan få æren af at gå ud, så jeg kan tage noget tøj på."
 "Bedste præmie, jeg nogensinde har fået," mumlede han med et skævt smil, men han gik da ud og lukkede døren efter sig. Jeg hoppede ned på gulvet, gik hen til mit klædeskab og stak i et par grå joggingbukser og en sort T-shirt. Jeg satte mit hår i en hestehale og gik ind i stuen, hvor han havde slået sig ned i sofaen.
 "Kaffe?" spurgte jeg. Nu hvor han nærmest havde reddet mit liv, kunne jeg godt være en lille smule venlig.
 Han nikkede. "Ja, tak."
Jeg traskede ud i køkkenet, hvor Bill havde været så sød også at tænde lyset, og satte noget kaffe over. Jeg stillede to kopper frem - en sort og en rød - og ventede på, at kaffen var færdig. Så bar jeg de to kopper ind i stuen og satte dem på sofabordet.
 "Hvad skete der?" spurgte han. "Med dine forældre."
 "Bilulykke," svarede jeg. "De døde med det samme. Min storebror var der også. Han fik alvorlige skader og døde to dage efter."
 "Er det okay, at jeg spørger?"
 "Ja ja," sagde jeg.
 "Godt." Han tog en slurk af sin kaffe og så på mig med hovedet lidt på skrå. "Kørte de i grøften eller sådan noget?"
 Jeg rystede på hovedet. "Der kom en spøgelsesbilist. Han kørte alt for hurtigt og havde alt for meget alkohol i blodet."
 "Jeg håber, idioten også selv døde," sagde han lavt.
 "Det gjorde han ikke," fortalte jeg. "Men han sidder i kørestol nu. Han kan næsten ikke noget, og hans kone er gået fra ham. Det er noget, politiet har sagt."
 "Kone? Hvor gammel er han?" spurgte han.
 "Kun toogtredive. Jeg ved ikke, hvorfor han giftede sig så tidligt. Måske var konen virkelig pæn."
 "Hm," sagde han.
 "Hm," efterabede jeg.
 "Hvad så med dig?" spurgte han.
 "Jeg endte på et børnehjem," svarede jeg.
 "Hvis bare Tom og jeg ikke havde haft så travlt med os selv, kunne vores forældre have adopteret dig," mumlede han.
 "Det ville have været Paradis," grinede jeg.
 "Bedre," sagde han og smilede til mig.
Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage, og i det øjeblik var det, som om det endelig gik op for mig, at jeg ikke kunne tilgive ham, for jeg havde aldrig været rigtigt sur på ham - det troede jeg bare. Og det var det, han hele tiden havde vidst, men som jeg havde benægtet - stædig som jeg var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...