Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
392Visninger
AA

9. #7

Mobilen blev ved med at ringe, og med en stor anstrengelse fik jeg taget den fra natbordet og trykkede på besvar opkald.
 "Hvor er du?" spurgte Bill.
 "I min seng," svarede jeg surt. "Hvorfor ringer du nu?"
 "Det er lidt svært at forklare," mumlede han.
 "Men ikke umuligt. Hvorfor?" spurgte jeg.
 "Altså," sagde han, "Jeg havde det bare, som om der var noget galt."
 "Med din hjerne? Hør her, det er der tydeligvis også. Læg din mobil fra dig og gå ind til Tom. Han skal nok berolige dig." Jeg kunne ikke modstå trangen til at sige det. Jeg vidste af tidligere erfaring, at når Bill havde mareridt, gik han ind til Tom og lagde sig i hans seng. Så lå de der og legede omsorgsfulde brødre, indtil Bill endelig faldt i søvn igen.
 "Ikke med mig. Med dig, Lilly. Men ellers godt forsøgt." Jeg kunne høre på hans stemme, at han smilede.
 "Hvad skulle der så være galt med mig?" spurgte jeg. "Og hvorfor skulle du kunne fornemme det? Det lyder da langt ude."
 "Indrøm det," sagde han. "Du sov ikke, da jeg ringede."
 "Det behøver jo ikke nødvendigvis betyde, at jeg er i livsfare," vrissede jeg.
 "Men du var bange," påpegede han.
 "Lyset gik bare ud. Ikke andet," sagde jeg.
 "Og du er pisse mørkeræd."
 "Hvem siger det?" spurgte jeg.
 "Det kan jeg da huske," svarede han, som om jeg var dum. "Du skulle altid ligge i din seng med dyne på, inden mig eller Tom måtte slukke lyset, når vi skulle sove."
 "Det er ti år siden, ikke? Jeg var lillebitte dengang." Men jeg kunne også godt selv huske det. Når vi tre sov sammen, vidste de godt, at jeg flippede helt ud, hvis de slukkede lyset, inden jeg lå i sengen med dynen oppe over ørerne.
 "Lilly, du er stadig mørkeræd. Det ved jeg altså godt. Og du blev megabange, da lyset i loftet gik ud, og du ikke kunne tænde det med din fjernbetjening."
 "Helt seriøst, Bill, udspionerer du mig?" spurgte jeg.
 "Næ," svarede han, "Men du fablede altid om, at når du flyttede hjemmefra, skulle du have en fjernbetjening til at slukke og tænde lyset med, fordi dine forældre ikke ville være der til at gøre det for dig."
 "Eller dig og Tom," indskød jeg.
 "Ja," sagde han. "Apropos dine forældre - hvordan går det med dem?"
 "Aner det ikke," svarede jeg. "Kender du nogen døde, der kan fortælle mig, hvordan det er at være død?"
 "Er de døde?" spurgte han. Jeg kunne næsten se ham bide sig i læben, som han altid gjorde, når han blev overrasket.
 "Det viser så, hvor interesserede dig og Tom var i mit liv efter jeres lille succes. De døde to år efter."
 "Ej, det må du undskylde," sagde han. Han lød oprigtigt ked af det. "Jeg tror, jeg har et par pærer, der duer. Jeg kommer lige om lidt."
 "NEJ," udbrød jeg. "Jeg mener, her er helt mørkt. Jeg kommer ikke levende ud til hoveddøren."
 "Hvis jeg kender dig ret, hvilket jeg gør, har du en nøgle et sted udenfor," grinede han.
 "Under potteplanten til højre for døren," sagde jeg.
 "Super. Så kommer jeg og tænder lyset." Og så lagde han på.
Jeg sad lidt og kiggede på min mobil, mens jeg overvejede risikoen for at blive dræbt, hvis jeg hoppede ned fra min seng og tog noget tøj på. Jeg vurderede, at risikoen var for stor. Og hvis bare jeg beholdte min dyne på, var det lige meget, at jeg kun havde undertøj på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...