Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
394Visninger
AA

8. #6

Klokken var to om natten, og jeg kunne ikke sove. Der var så varmt inde i mit soveværelse, at når jeg kørte en finger hen ad min hals, blev den drivvåd af sved. Jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke havde achluofobi (fobien for mørke) for så kunne jeg tage min dyne af uden at være bange for, at nattens overnaturlige væsner og dæmoner ville flyve gennem min hud og ind i min krop. Ja, det er barnligt, det ved jeg godt.
 Jeg besluttede mig for at stå op, så jeg tog den lille fjernbetjening på mit natbord og trykkede på den grønne knap. Lyset i loftet tændte, og jeg sparkede lettet min dyne af. Fjernbetjeningen var en af mine bedste ejendele, for jeg kunne ikke hoppe ned fra min seng, hvis lyset ikke var tændt. Jeg forestillede mig, at alle mørkets uhyrer lå under min seng, klar til at gribe fat i mine fødder og trække mig ned, når jeg rejste mig op. Jeg havde en regel; lige så snart lyset blev tændt, forsvandt alle de klamme ting med et lille 'puf'. Derfor var fjernbetjeningen helt fantastisk.
 Jeg sang lidt for mig selv, så der ikke var så stille, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg kunne lave. Jeg var så rastløs, og her var ubeskriveligt varmt. Et glas isvand ville ikke hjælpe det mindste.
 Hey, tænkte jeg og smilede halvt, da jeg fik en idé. Jeg gik hen til den lille kommode, der stod op ad væggen overfor min seng, og åbnede den nederste skuffe. Præcis som jeg havde husket det, lå et fotoalbum deri. Jeg tog albummet op, lukkede skuffen og satte mig i min seng.
 1993-2003
Altså var de første billeder i albummet fra '93, da jeg blev født. Jeg bladrede gennem det og frem til det første billede, min mor havde taget af tvillingerne og mig sammen. Det var, da de hjalp mig med at genopbygge mit sandslot. Vi smilede alle tre. De næste to billeder var også taget, mens vi byggede. Så var der det fjerde. Der var vi færdige med slottet, og vi stod smilende bagved det. Tom stod længst til venstre - jeg kunne kende ham på den lille fregne på hans højre kind - Bill stod i midten, og jeg til højre. Tom og Bill holdte hinanden i hånden, og Bills frie hånd lå på min skulder. Tvillingernes shorts havde næsten samme farve som sandet, mens min badedragt var lyserød. Mit lange sorte hår var sat i en høj hestehale.
 Jeg bladrede videre til nogle af de sidste billeder. Det var lige før, drengene fik udgivet deres første sang, så de var omkring fjorten, og jeg var ti. Det lignede, at vi alle tre var fjorten, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg havde ikke noget makeup på, men det lignede det. Mine kulsorte øjenvipper, let rosa kinder og lyserøde læber. Bill havde tilgengæld masser af makeup på. Sort eyeliner, sort øjenskygge, mascara og vist også en smule hvid foundation. Hans tøj var helt sort, og hans (farvede) sorte hår var sat med en koncentration, der normalt ikke fandtes hos fjortenårige drenge. Tom var den af os, der så mest naturlig ud. Hans mørkblonde dreadlocks, nøddebrune øjne og baggy-pants. Hans alt for store T-shirt havde en slidt grøn farve, og hans cap var brun. Han smilede til kameraet. Billedet var taget på mit værelse i den lejlighed, min familie boede i dengang. Væggene var gule og gulvtæppet hvidt. Vi sad i min seng med et ark papir. Toms guitar stod op ad sengen.
 Jeg kunne godt huske det. Drengene var ved at spille Durch Den Monsun for mig, og teksten til sangen var på papiret. Det var deres mor, Simone, der tog billedet. Hun havde været inde i stuen med mine forældre og hendes kæreste. De fire voksne var gode venner.
 Var. Læg mærke til, at ordet er i datid. For ligesom med mig og tvillingerne, blev også mine forældre og deres skilt ad, da drengene pludselig fik travlt. Alt gik i stykker. Det var, som om Djævelen selv havde sat vores liv ind i et spejl og så knust glasset, så vores liv splintrede.
 I det øjeblik, jeg tænkte det, gik lyset i loftet ud. Jeg så op og sukkede. Det var bare så typisk. Mit liv var noget værre lort. Ikke nok med det ringede min telefon også, og jeg kunne ligesom ikke tage den, når der var så mørkt. Så jeg lod den ringe. Hvem fanden ringede også midt om natten?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...