Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
393Visninger
AA

6. #5

Jeg gik med til at ligge på stranden, så jeg kunne få lidt kulør (Bill syntes, jeg var utrolig bleg, hvilket jeg måske også var, hvis man sammenlignede mig med ham). Der var bare det problem, at klokken var et, så vi lå lige i middagsheden, og der var ingen vind. Og jeg var i forvejen ikke så vild med sommer.
 "Her er alt for varmt," brokkede jeg mig, og Bill grinede.
 "Heliofobi?" spurgte han og smilede skævt.
 "Hvad er det?"
 "Fobien for solen," svarede han.
 "Nej," sagde jeg og rystede på hovedet. "Så har jeg ikke heliofobi. Jeg kan bare ikke så godt lide sol. Man bliver helt klistret af sved, og sneen smelter, og man skal have solcreme på."
 "Hm," mumlede han, stadig smilende. "Jeg kan godt lide sol. Man bliver brun."
 "Og man kan vise sin mave frem," fortsatte jeg for ham.
 Han så ned på sin bare mave og spændte musklerne, så de blev endnu mere fremtrædende. "Nej,"sagde han så. "Det har jeg sådan set ikke noget behov for."
 "Aha," sagde jeg. "Klart."
 "Aj, hvor er du også bare opmuntrende," vrissede han med et smil på læben.
 "Jeg ved det," gav jeg ham ret.
 "Du har altid været en humørbombe," grinede han.
Mens han så ud over havet og dermed væk fra mig, listede jeg et smil frem. Manden var jo okay.

"Tak, fordi jeg måtte bruge noget af din dag," sagde Bill, da vi stod foran min hoveddør.
 "Så lidt," sagde jeg. Jeg ville ikke gå så langt som til at sige selv tak. Regel nummer et: lad aldrig en mand vide, at du nyder hans selskab, når du burde være sur på ham.
 "Det var da ikke så forfærdeligt, var det?" spurgte han grinende.
 Jeg trak på skuldrene. "Det var en lille bitte smule okay," indrømmede jeg.
 "En lille bitte smule sjovt," sagde han.
 "Så siger vi det." Jeg holdte stædigt det smil, der var ved at bryde ud på mine læber, tilbage.
 "Du kan altså ikke så let narre mig," sagde han. Han fangede min højre hånd, og jeg trak den overrasket tilbage. "Undskyld," mumlede han.
 Jeg sank en gang og stod lidt og trippede. "Jeg kan ikke narre dig?" spurgte jeg så, og han rystede på hovedet.
 "Nej. Jeg ved godt, at du faktisk ikke havde så meget imod at bygge et sandslot med mig," sagde han.
Jeg overvejede kort, hvad jeg skulle svare, men bestemte mig for slet ikke at svare.
 "Hvad skal den der tatovering egentlig betyde?" spurgte han og pegede ned på mit højre håndled, hvor
der stod Forever or Never. "'For altid sur eller aldrig sur'?"
 Jeg sukkede. "Bah. Jeg kan bare godt lide sætningen, okay?"
 "Hmm," mumlede han og så mistroisk på mig.
 Jeg skar ansigt og kørte min venstre pegefinger hen over tatoveringen. "Det er en sang. I'm not gonna live forever, better make it now or never."
 "Og hvad, helt præcist, har du tænkt dig at gøre nu?" spurgte han smilende.
 "Slippe af med dig," svarede jeg.
 "Et point til dig," sagde han. "Hvor mange tatoveringer har du?"
 "Kun to," svarede jeg. Jeg havde den på håndleddet, og så havde jeg 93 til at stå på min venstre ringfinger (1993 er mit fødselsår).
 "Jeg har flere. Et point til mig. Så står vi lige," grinede han.
 "Flot," sagde jeg. "Tak for i dag." Jeg gik ind af hoveddøren og lukkede den. Igen stod han lidt tid uden for glasruden i døren, og jeg tog mig selv i at smile til ham.
Så gik han. Jeg låste døren indefra og gik ind i køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...